Nyheder

Motion øger risiko for spontan abort

3. september 2008

Sundhedsstyrelsen undersøger nye oplysninger om øget abortrisiko hos gravide, der dyrker motion.

Gravide, der dyrker motion tidligt i svangerskabet, har en øget risiko for at abortere. Det fremgår af en ny dansk undersøgelse blandt godt 90.000 gravide kvinder. Risikoen for spontan abort stiger jo mere motion, man dyrker. Størst er risikoen ved vægtbærende motion, især de såkaldte high-impact-aktiviteter som blandt andet omfatter jogging og boldspil. Går imod Sundhedsstyrelsens råd Oplysningerne i den nye undersøgelse, der er lavet af forskere fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet, går tilsyneladende imod de officielle danske anbefalinger til gravide. Sundhedsstyrelsen opfordrer nemlig gravide til at få 30 minutters moderat fysisk aktivitet hver dag. Ifølge anbefalingerne kan de 30 minutter godt omfatte både konditions- og styrketræning. Sagen skal undersøges nærmere I Sundhedsstyrelsen er man opmærksom på, at der kan være tale om et problem med modsatrettede anbefalinger. »Vi har læst den nye undersøgelse med interesse. Nu vil vi sammen med de eksperter, vi benyttede, da vi udarbejdede vore anbefalinger, undersøge hvorvidt der i fremtiden skal meldes anderledes ud om dette spørgsmål fra vores side«, siger chefen for Sundhedsstyrelsens center for forebyggelse, Else Smith, til politiken.dk. Tidligere studier af det samme fænomen har givet modsatrettede resultater – blandt andet viser en undersøgelse, at motion kan forebygge spontan abort. »Men den nye undersøgelse virker rimelig seriøs. Og så vægter det yderligere, at der er tale om en dansk undersøgelse baseret på danske kvinder«, siger Else Smith. Usikker på årsagen Ifølge forskerne, hvis undersøgelse netop er publiceret i Ugeskrift for Læger, kender man ikke virkningsmekanismerne bag problemet. »Men det faktum, at high-impact-aktiviteter er associeret med den største risiko for spontan abort, kunne måske tyde på, at de stød, der fremkaldes i forbindelse med motionen, spiller en rolle«, skriver forskerne.
Kilde: Politiken

Forrige artikelFærre hjerteslag mod blodpropper

Næste artikelÆldre mænd får flere psykisk syge børn