Nyheder

Motion redder ikke fede

10. september 2008

Overvægtige, som er fysisk aktive, har 60 pct. højere dødelighed end normalvægtige med tilsvarende aktivitetsniveau.

Den risiko for at dø før tiden, som er forbundet med fedme, forsvinder ikke selv om den overvægtige person motionerer. Det viser en svensk undersøgelse offentliggjort på tidsskriftet Journal of Internal Medicines hjemmeside.
Undersøgelsen omfatter 37.000 svenske mænd mellem 45 og 79 år. Efter en opfølgningsperiode på ti år var ca. 4100 af mændene døde. Dødeligheden var næsten dobbelt så høj blandt de mænd, der i begyndelsen af studiet var både fede og levede et inaktivt liv, i forhold til normalvægtige og fysisk aktive mænd.
Men også blandt de mænd, der motionerede, var der tydelige forskelle mellem fede og normalvægtige. Blandt den tredjedel af mændene, der var mest fysisk aktive, var dødeligheden mere end 60 pct. højere blandt de fede end blandt de normalvægtige mænd.
Blandt normalvægtige mænd var der også forskel mellem de mest og de mindst fysisk aktive. Blandt de, der motionerede mindst, var dødeligheden over en ti års periode dobbelt så høj.
Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikelMotion modvirker nærsynethed

Næste artikelMangel på D-vitamin fører til tidlig død