Vi kender nok alle til at blive grebet af drømmen om nye rammer. Og så en måneds tid eller to senere må vi indse, at de gode planer har fortabt sig i hverdagens tåger.
Vi kender nok alle til at blive grebet af drømmen om nye rammer, ny livsstil, karriere og mindre stress i hverdagen. Nu skal det være! Og så en måneds tid eller to senere må vi indse, at de gode planer har fortabt sig i hverdagens tåger. Endnu engang.
”Min mand er nok lidt for tilfreds med tingene, som de er…” lød det fra en veninde, og jeg kunne allerede høre, hvordan hun var ved at miste gejsten for drømmen om at sælge det lidt for store hus og flytte i noget mindre, gøre hverdagen mere enkel, rejse noget mere osv. Ideerne rakte ud over det, hun allerede havde kastet sig over på egen hånd efter pensioneringen – frivilligt arbejde, være mere for børnebørnene, litteraturfestivaller, korsang …
Men hvis hun virkelig skulle ændre på rammerne og udnytte pensioneringens nyvundne frihed, skulle han jo være med … Hvad kan man så gøre?
Uanset om ”forhindringen” er en mand, der er glad ved det vante, en familie med stort behov for dit nærvær, eller et arbejde, som ikke lige lader sig udskifte, så kan drømmene hurtigt miste sin glans og blive uoverskuelige. Vi taber pusten, sætter drømmen på ”standby”, giver op …
Jeg har oplevet det mange gange – hos klienter, venner, familie og mig selv.
Det er bare svært at forandre noget, mens livet går videre. Du står på én platform og skal springe til en anden. Og hvis den ikke ligefrem står i brand – så du er NØDT til at springe – kan det være vanskeligt at finde det rette afsæt.
”Hvad vil det kræve? Hvad kan jeg miste? Hvad vil jeg opnå? Og kan jeg være sikker på det?” Spørgsmålene klemmer de sidste rester af motivation og energi ud af dit forehavende.
Min erfaring er, at den selvvalgte forandring sjældent er et ”alt eller intet”.
Ja, du kan behandle din diabetes med medicin, men du kan også begynde at spise anderledes og motionere mere (og så smide medicinen).
Ja, du kan sige arbejdet op her og nu, men du kan også drosle ned, lære at sige ”nej” for at få kræfterne til at finde det helt rette job på sigt.
Ja, du kan sætte huset til salg, men du kan også undersøge andre muligheder for at få råd til det, du gerne vil.
Hvis du deler opgaven op i bidder, er der generelt større sandsynlighed for, at du faktisk kommer i mål – måske ikke med en pludselig og stor forandring, men med en gradvis og holdbar en af slagsen. Kedeligt, men sandt, ik’?
At formulere mål og delmål, fjerne forhindringer en for en, finde de tilgængelige ressourcer og muligheder, og fejre de små sejre undervejs – disse principper har bragt rigtig mange mennesker videre fra svære situationer. Ikke bare i min klinik, men også hos rigtig mange andre terapeuter og behandlere.
Hos læger, diætister og psykologer er principperne også blevet integreret. Det er nemlig universelle trin, som vi alle kan forholde os til, og som gør en forandring realistisk og håndterbar.
Coachingen som koncept har ganske vist fået mange hak i tuden på det seneste, men som inkarneret coach og terapeut vil jeg til enhver tid sige, at principperne intet fejler – uanset hvordan nogle har forvandlet dem til show og ”big business”.
Hvis du ikke har et ønske om at kaste alle trosser og sætte broen i brand – så der absolut ingen vej er tilbage – vil enhver forandring kræve lidt planlægning og ikke mindst fokus på energireserverne. For at holde fast i en drøm og realisere den – trin for trin – skal din indre motor nemlig have en konstant tilførsel af benzin. Motivationen skal holdes ved lige.
Her er coachingens principper om delmål, ressourcer og små sejre afgørende. Der er ikke noget mere motiverende end at opleve, hvordan delmål bliver opfyldt og dine ressourcer – herunder hjælpere, som du måske ikke troede fandtes – lidt efter lidt flytter tingene fremad.
Når du har formuleret din drøm, så forestil dig den vej, du skal gå. På vejen vil der være pitstops, hvor du gør status og får tanket op, justerer metoder, tempo og opsøger den hjælp og støtte, du har brug for.
Og så går du videre derfra.
Personligt er jeg stor fan af det, jeg kalder ”de lette løsninger”.
Ofte møder jeg mennesker, som mener, at de skal udtænke og gøre det hele selv, ellers tæller det nærmest ikke. Vi skal kæmpe i majestætisk ensomhed, tage alle slagene selv for at gøre os fortjent til at plante flaget og sætte medaljen på brystet …
Helt ærligt?! Hvordan skulle enhver idrætsmand med store ambitioner klare sig uden sine trænere og fysioterapeuter? Hvordan skulle ministrene klare sig uden deres embedsmænd?
Dine ressourcer er således ikke kun det, du selv kan lægge på bordet, men også alt det, du kan finde omkring dig. Lad mig være konkret:
Ja, din måske største udfordring består i netop at gribe ud efter alt, der kan hjælpe dig og gøre vejen lettere. Og husk, at de fleste finder stor tilfredsstillelse i at hjælpe og give moralsk støtte til andre, der måske går samme vej, som de selv har gået.
Måske får min veninde aldrig solgt sit hus, fordi manden ikke kan undvære det. Eller hun måske ikke orker bøvlet.
Men til gengæld kan det være, at hun lige så stille lister sig uden om den bautasten, som står foran hende, i stedet for at forsøge at flytte den. Måske finder hun andre måder til at få det indholdsrige og frie pensionistliv, hun drømmer om – rejser på nye måder, fysiske og mentale?
Konstateringen af, at vi ikke altid har en Obelix ved hånden, som lige kan flytte den her kolos af en sten på vejen i et snuptag, skal vel ikke forhindre os i at have drømme OG realisere dem?!
Det kan være, at vejen fremad ikke er præcis, sådan som du regnede med. Og for den sags skyld at endemålet ændrer sig undervejs – men hvad gør det, så længe du er på vej? Bautasten er til at gå udenom, mens Obelix’er er noget, der hører tegneserierne til.
Forrige artikelKan du træne med kronisk sygdom?
Næste artikelKronisk sygdom er kommet for at blive – men symptomer kan komme og gå