Vi tjekker mail, downloader musik, skriver sms’er, læser netaviser, taler i telefon og roder med iPod’en. Men multitasking gør os langsommere og dummere.
Det hedder multitasking. Da begrebet vandt frem i begyndelsen af 1990'erne, lød det som den store redningsmand i en travl tidsalder og harmonerede smukt med den teknologiske udvikling. Hvorfor nøjes med at spise, når man kunne spise og køre bil – og læse sms'er og tale i telefon og tjekke e-mails og downloade til iPod'en – på samme tid? Koster liv i trafikkenHele 2.600 amerikanere mistede sidste år livet i trafikken, mens 330.000 kom til skade, fordi de kørte bil og talte i telefon samtidig, viser en undersøgelse fra Harvard Center for Risk Analysis. Halvdelen af alle amerikanske bilister gør det, mens endnu flere (65 procent) spiser, mens de sidder bag rattet. Ødelægger koncentrationsevnenMen nu ved vi, at fordelne ved multitasking er en myte. I stedet for at spare tid tager den faktisk en masse tid fra os. (Hvor mange gange tjekker du din indboks om dagen?). Og i stedet for at gøre os mere effektive, gør den os dummere. Når vi multitasker mellem flere håndfulde elektroniske dimser, bliver vi så 'kognitivt overbelastede', at vi ikke længere kan finde ud af at koncentrere os længere end nogle få minutter ad gangen.Bliver svært at huskeI et eksperiment fra University of California bad man en gruppe 20-årige sortere kartotekskort, først uden og senere med baggrundsmusik. Da musikken blev sat på, forskød forsøgspersonernes hjerneaktivitet sig fra hippocampus – som er det center i hjernen, der lagrer information – til striatum, der er centret for gentagne bevægelser. Takket være denne forskydning kunne forsøgspersonerne sortere kortene lige så godt med og uden musikalsk ledsagelse. Men efter eksperimentet med musik havde forsøgspersonerne svært ved at huske, hvad det egentlig var, de havde lavet. Udløser stresshormonerResultatet tegner et noget alarmerende perspektiv for 'tommelfingergenerationen', som den yngste og konstant sms-skrivende, iPod-downloadende, Facebook-opdaterende generation er blevet døbt. Her er multitasking ikke et valg, men en selvfølge, viser en undersøgelse fra Kaiser Family Foundation: Mere end halvdelen af unge amerikanere har et andet medie tændt, mens de ser fjernsyn eller læser en bog. Det betyder angiveligt, at deres hjerner – som på det tidspunkt i livet stadig er under udvikling – bliver formet til at kunne behandle og balancere informationer, men ikke at huske, analysere og forstå dem.Forskningen viser også, at det ikke kun er hjernen, men også kroppen, der påvirkes af vores evige multitasking. Når vi laver mere end én ting ad gangen, udløses de stress-relaterede hormoner cortisol og adrenalin, og det slider på vores kroppe. Telefon frem for mailLivsstilsguruen Timothy Ferriss har foreslået en radikal løsning: Hvorfor ikke bare trække stikket ud? Hvis vi gør det, kan vi få vores arbejde fra hånden på en tiendedel af den tid, vi bruger på kontoret nu, hævder han i sin bestseller, 'The Four-Hour Work Week'. For det første afliver amerikanske Ferriss myten om, at e-mail er en effektiv form for kommunikation: »En e-mail lægger op til en korrespondance, som kan gå frem og tilbage over flere dage og ligge og lure i baghovedet. Mange bruger endda deres aftener til at indhente forsømte e-mails. Her er det bedre bare at ordne sagerne på gammeldags maner: Over telefonen, hvor opgaven er færdig, når man lægger på«. Du behøver ikke vide altDesuden råder Ferriss til, at man affinder sig med »selektiv uvidenhed«. Man behøver ikke hele tiden at vide, hvad der sker – hverken ude i den store verden eller hjemme hos venner og familie. Det meste af den personlige kommunikation, man fører i løbet af dagen over sms og e-mail, er helt unødvendig.Endelig pointerer Ferriss, at selv om e-mail er en øjeblikkelig form for kommunikation, behøver man ikke behandle hver henvendelse som en hastesag. »Jeg venter nogle gange flere dage, før jeg vender tilbage til folk på e-mailen, og nogle bliver lidt stødt over det. Men det må de om«, siger Ferriss.Og det lyder som en helt enkel måde at håndtere multitasking på, i en verden fuld af elektronik. Men hvorfor er det så svært? I den periode, jeg er gået til og fra denne artikel, har jeg samtidig: – Tjekket e-mail mindst 100 gange, ført en længere mail-korrespondance med en amerikansk redaktør om midler til en dansk-amerikansk skrivekoloni og selv skrevet mindst 100 e-mail plus to andre artikler. – Jeg har haft telefonkontakt til alle mine tre brødre, Skypet med kusinen og en ven, som lige er blevet far for første gang. Dertil kommer de almindelige mere eller mindre stressede gøremål med mand og børn. Og mobiltelefon. – Den ringer stadig uafbrudt. Men jeg er begyndt at slukke for den. I hvert fald i bilen. Om natten. I tæt trafik. Når børnene er med. Kilde: Politiken
Forrige artikelDanske forskere løser gåde om frygtet tandsygdom
Næste artikelFå typer tarmbakterier giver mere eksem