Nyheder

Musik kan hjælpe efter slagtilfælde

21. februar 2008

Hvis man lytter til musik efter at have haft et slagtilfælde, klarer man sig ifølge en undersøgelse markant bedre end patienter, der kun modtager den normale behandling.

At musik har en afslappende og afstressende virkning, har vi vidst længe. Men nu ser det også ud til, at musik rent faktisk kan være med til at helbrede alvorligt syge mennesker, nemlig folk der rammes af slagtilfælde. Ifølge en undersøgelse af 60 patienter med slagtilfælde, så klarede de ramte sig markant bedre på en række punkter, hvis de fik mulighed for at lytte til musik hurtigst muligt efter at den traditionelle behandling var indledt, samt fortsætte med de i de tidlige stadier af behandlingen. Det skriver BBC News på baggrund af en finsk undersøgelse fra det medicinske tidsskrift 'Brain – a journal of neurology'. I undersøgelsen havde de finske forskere sørget for, at en del af stroke-patienterne kunne lytte til musik et par timer hver dag, mens de kom sig ovenpå slagtilfældet, mens resten af patienterne lyttede til lydbøger eller ingenting. Alle patienter modtog derudover samme lægelige behandling. Musik-gruppen klarede sig bedre, når det handlede om at huske og om at være opmærksom og koncentreret. Desuden havde musik-lytterne generelt en mere positiv indstilling og bevidsthed.Ifølge de finske forskere skal musik betragtes som et supplement til de andre aktive behandlings- og terapiformer for stroke-ramte. Men musik kan også være en særlig hjælp til partienter, der endnu ikke er klar til andre former for behandling og genoptræning, siger forskerne. Deres mål med undersøgelsen var at tilbyde musikterapi så hurtigt, at de typiske ændringer i hjernen efter et slagtilfælde endnu ikke havde sat ind, og dermed evt. afbøde virkningerne af slagtilfældet. Resultater– Efter tre måneder var den verbale hukommelse forbedret hos 60 pct. af patienterne i musikgruppen, men kun hos 18 pct. i lydbogsgruppen og 29 pct. i ikke-lytter-gruppen. – 'Fokuseret opmærksomhed' – evnen til at kontrollere og udføre mentale processer og løse konflikter – blev forbedret hos 17 pct. i musik-gruppen sammenlignet med slet ingen forbedring hos resten af patienterne. – Patienter i musik-gruppen var generelt mindre deprimerede og forvirrede end de andre patienter. “Andre undersøgelser har vist, at stroke-patienter typisk bruger det meste af deres tid på ikke-terapeutiske aktiviteter i de første uger og måneder efter slagtilfældet.

Vores undersøgelse viser for første gang, at det at lytte til musik i denne afgørende periode kan styrke helbredelsen og forebygge dårligt humør. Desuden er det en billig og nem behandlingsform,” siger den ledende forsker bag undersøgelsen, Teppo Sarkamo fra Universitetet i Helsinki. Forskerne anerkender dog, at der skal mere forskning til, før det er bevist, præcist hvorfor musik tilsyneladende virker mod slagtilfælde, og at det endnu ikke er bevist, at musik kan hjælpe alle patienter. Kilde: Berlingske

Forrige artikelKemi i sæd påvirker fostre

Næste artikelHjernen har et blødt punkt for babyer