Tv-vært og forfatter Pelle Hvenegaards største ønske i livet var at blive far. Det bliver han sammen med sin hustru en septemberdag i 2016 til en lille pige fra Sydafrika. Men først efter et seks år langt fertilitets- og adoptionshelvede og et smertefuldt liv sat på standby.
I dag er Pelle Hvenegaard en glad far til 3-årig Zoe Ukhona. Sammen med sin hustru Caroline M. Gullacksen Hvenegaard nyder Pelle hver dag, at drømmen om et barn gik i opfyldelse. At være blevet far har givet den største mening i Pelles liv. Men vejen til forældreskabet har været et ondt mareridt, og kampen om at få et barn har sat dybe aftryk.
– Det er en lille krig, vi har udkæmpet igennem seks år. Og nu står vi på den anden side og er lykkelige. Vi er kommet hjem fra krigen og har overlevet. Men bang! Så kommer hammeren, når jeg genkalder mig forløbet. Det var så voldsom en tid. Og det hele sidder stadig i mig, siger Pelle med en stemme, der bævrer en smule.
Den tidligere tv-vært skrev sidste år bogen ”Kære Zoe Ukhona”, og den har været en terapeutisk bearbejdelse af alt det, der er sket.
Historien om, hvordan Pelle og hans hustru bliver forældre til Zoe Ukhona, starter helt tilbage i 2010 på en lille, gammel træbåd i Københavns kanaler. Pelle er på en blind date med Caroline. Den går over al forventning, og en uge efter står deres tandbørster fast side om side i Pelles lejlighed på Christianshavn.
Og det er ikke kun kærligheden, som har speederen i bund, det har deres fælles ønske om at blive forældre også, så de giver den gas som nyforelskede uden prævention og med en forventning om, at to naturligt og hurtigt bliver til tre.
– Jeg vidste meget tidligt i mit liv, tidligere end de fleste, at det at få en barn var det vigtigste. Jeg har prøvet at tjene en masse penge. Det gjorde mig ikke lykkelig. Succes og anerkendelse har jeg også prøvet. Det gjorde mig heller ikke lykkelig.
– Jeg vidste instinktivt, at det på ingen måde kunne give mig samme glæde som glæden ved at være blevet far. Mit liv var principielt meningsløst, inden jeg blev far, siger Pelle Hvenegaard.
Biologien driller, og det nyforelskede par bliver klar over, at de må have hjælp. På privatklinik og i det offentlige sygehusvæsen gennemgår parret inseminationsforsøg, reagensglasforsøg, optøede æg og til sidst et donoræg. Men selvom Caroline stikker sig dagligt med hormoner, flyver storken gang på gang forbi. Deres sexliv bliver parkeret i et varmeskab på hospitalet.
I to et halvt år bliver parrets håb og tro skudt ned.
– Hver gang vi gennemgik en ny behandling, opstod et nyt håb om, at nu lykkes det. Men hver gang bliver håbet dræbt. Det er svært at forklare, hvordan det føles, for det er ikke bare et håb. Det handler om, at du kan se, hvor meningen med dit liv er, og så konstatere, at du ikke er der.
– Det bliver et liv ved siden af det liv, du i virkeligheden gerne vil leve. Det bliver et ligegyldigt mellemspil og tilmed et vanvittigt hårdt mellemspil. Og hver gang fertilitetsbehandlingen mislykkes, så mislykkes meningen med dit liv. Det, der kendetegner hele processen, er, at man har et så udtalt ønske om at blive forældre, så det liv man lever, indtil det lykkes, er et liv på standby.
Ud over at leve et liv i evig venteposition lever Pelle og hans partner med smerten. Smerten, der kommer hver gang, de tør tro på, at nu lykkes det, og det så ikke er tilfældet. De har smerten med sig hele tiden og kan ikke flygte fra den. Selvom de prøver.
Pelle og Caroline deler ikke kun et brændende ønske om at få et barn, de deler også en stor passion for at rejse. Og rejse gør de så rigeligt, mens de prøver at blive forældre.
Rejserne fungerer også som en måde at skubbe alt det smertelige væk og forsøge at skabe noget glædeligt i den utålelige ventesituation. Parret er bevidste om, at de prøver at flygte fra, hvor kede af det de er. Men på en af deres mange rejser, går det i al sin tydelighed op for dem, at virkeligheden kan man ikke undslippe.
Pelle og Caroline er i Thailand, og på en strand overgiver de sig fuldt ud til drømmen om og følelsen af, at denne gang lykkes det at blive forældre.
– Caroline har inden rejsen fået et befrugtet æg sat op, og på turen sprøjter hun sig dagligt med en geléagtig medicin, der skal hjælpe ægget med at sætte sig fast. Og vi tillader os selv at forestille os, at denne gang er lykkens gang. Vi ser for os vores kommende barn løbe rundt i bar røv der i vandkanten på stranden.
– Vi er helt høje, og vi lever os ind i forestillingen om, at nu skal målet nok nås. Barnegråd og kluklatter er lige om hjørnet. Og bum, så kommer menstruationen hamrende og slår drømmen itu. Menstruationen bliver sådan et kald fra helvede hver gang. Den flår det hele midt over og slår os fuldstændig tilbage til nul.
Først efter 11 fertilitetsforsøg stopper Pelle og hans hustru forsøget på at stifte familie med et biologisk barn. De har prøvet alt og mere til. Men de er ikke færdige med at kæmpe for at blive far, mor og barn.
– Vi havde ikke lyst til at gå ned ad den vej, der hed, at vi ikke skulle blive forældre. At give op var slet ikke en mulighed. For mig ville det ikke have været en plan B, men en plan C.
Pelle og Caroline kaster sig med lige så stor ildhu over at blive forældre til et adopteret barn. De tænker, nu bliver det nemt, nu lykkes det, nu får vi et barn. Men der tager de gruelig fejl.
Livet på standby følger dem videre over i en tre år lang og besværlig adoptionsproces. Og hvor de før kæmpede mod æg, der ikke vil sætte sig fast, skal de nu i kamp med lange ventelister og adoptionskrav. Før var de overladt til biologiens nåde, nu er de overladt til de sydafrikanske myndigheders vold og lovgivning i flere lande.
Præcis som i fertilitetsprocessen er det voldsomt og smertefuldt at være i en adoptionsproces. Heldigvis kæmper de sammen side om side.
– I projekt barn bliver mange skilt undervejs. Grunden til, vi overlever en så benhård og vild proces, er, at det er en kamp, vi tager sammen. Vi giver rum til hinanden undervejs, men vi går igennem det sammen. Det gør os stærke sammen.
– Jeg er god til at fortrænge. Og det kan være godt i en periode, hvis der er noget, du ikke kan gøre noget ved. Det er godt at kunne parkere tanken: Det er ikke nu, jeg skal sætte mig ned og græde, for så kommer løven og spiser mig, så nu skal jeg bare løbe. Det var der plads til i vores forhold, at jeg gjorde, siger Pelle Hvenegaard.
– Caroline var med hormonindsprøjtninger fysisk påvirket hele tiden, og under adoptionsprocessen var hun inde flere gange om dagen og kigge på ventelisterne. Så hvor hun var meget i det, prøvede jeg at trække mig væk fra det.
Undervejs opdager Pelle og hans hustru, at de, uden at have villet det, har isoleret sig fra venner og familie. På et adoptionskursus, hvor de skal dele omgangskredsen ind i nogle cirkler, afhængig af hvor tæt de er på dem, går det op for dem, at de har lukket alle ude.
– Vi havde ikke overskud til andre. Og vi kunne ikke rumme at være sammen med venner med børn. Vi har ikke haft misundelse. Men smerten, når vi blev konfronteret med andres babylykke, var svær, og vi blev for kede af det. Ikke at vi ikke var glade på andres vegne. Men det gjorde for ondt.
– Vi har følt os alene, for andre, der ikke går igennem det samme, kan umuligt have forståelse for din situation, og så er det nemmest at holde din smerte for dig selv.
I dag mener Pelle Hvenegaard, at det vigtigste for ufrivilligt barnløse netop er, at de ikke er alene om det. Og han opfordrer andre i samme situation til at tale om alt det svære.
– Det er desværre meget tabubelagt at være i fertilitetsbehandling. Det er svært for andre at forstå, hvad det er, du gennemlever. Men der er et enormt behov for, at vi får talt om det og italesat det. Caroline og jeg opdagede sent i forløbet glæden ved at dele vores sorger med ligesindede i adoptionsprocessen.
– Så mit råd er, find nogle, som står i samme situation. Selvom det er grænseoverskridende, for det er svært at skulle række ud efter andre og indrømme, at man har det svært, så er det, det bedste du kan gøre.
Pelle kan ikke lade være med at tænke på, hvor travlt man har med at hjælpe nybagte forældre ind i netværk og grupper med andre i samme situation. Og hvor lidt hjælp, der er at hente, når du ikke kan få børn.
– Du kan knap nok klemme et barn ud, før du bliver smidt ind i en mødregruppe. Det burde også gælde for barnløse at komme i en gruppe med ligesindede, for det gør en kæmpe forskel at vide, at du ikke er alene.
– Det hjælper at vide, at du ikke er verdens dårligste menneske, når du ikke kan rumme at se de venner, der er velsignet med børn. Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse er en mulighed, men vi opdagede først den mulighed på bagkant.
Efter seks år i ensomhed med udfordringer og nederlag har Pelle og Caroline vundet kampen om at få et barn. De får overrakt deres datter, Zoe Ukohna, en septemberdag i den sydafrikanske administrative hovedstad, Pretoria. Hun er opfyldelsen af Pelles drøm.
– At blive far er ubetinget den største, vildeste og dejligste følelse, jeg nogensinde har mærket.
– At blive far overgår fuldstændig al besværet og smerten. Min pige er det hele værd. Nu lever jeg det liv, jeg gerne vil. Og det er så rent og præcist ligeså meningsfuldt, som jeg havde forestillet mig.
Pelle mener også, at det er en gave i at have været så meget igennem.
– Jeg er ekstremt bevidst om mit forældreskab. Jeg tager det ikke for givet, og jeg værdsætter det ekstra. Jeg ved, hvad det betyder, og hvor vigtigt det er. At være far er uden sammenligning min største og første prioritet. Livets afveje er ikke kun dumme. De giver dig chancen for at tænke dig om, så du ikke styrer blindt på automatpilot. Det er hårdt i situationen, men det er også en gave.
‘Kære Zoe Ukhona’ er en ærlig og hjertevarm fortælling af Pelle Hvenegaard om de seks års ventetid med fertilitetsbehandling og adoptionsansøgning, som Pelle og hans kone måtte igennem, før de kunne åbne døren med lille Zoe Ukhona på armen.
Forrige artikelProjekt barn: Mænd kan også forbedre deres fertilitet
Næste artikelSøvnapnø: Sygdommen, der lever i nattens mulm og mørke