Krop

Når motion bliver for meget

27. juni 2022

Vi hører det igen og igen – motion er sundt! Og det er det da også næsten altid. Men træningen kan blive for hård, have for få pauser til restitution, eller afhængigheden bliver så ekstrem, at det giver problemer. Vi ser på, når motion bliver for meget.

 

Der går næsten ikke en dag, hvor man ikke hører om de mange positive effekter, fysisk træning har på både fysiske, psykiske og sundhedsmæssige parametre. Og motion er da også på mange måder et vidundermiddel, idet vores krop fra naturens hånd er skabt til at motionere. Men som med meget andet kan for meget af en god ting godt være skidt. Vi har set nærmere på situationer, hvor træning bliver for meget.

Overtræning – for lidt ro

Fænomenet overtræning opstår, når balancen mellem træningsbelastningen og tiden til restitution ikke er den rette. Man når ikke at genvinde kræfterne, før man er i gang med nye hårde træningstiltag. Der er tale om et fænomen, der ses hos personer, der træner rigtigt meget. Det er dog vigtigt at skelne overtræning fra den tilstand, man kalder overbelastning (“overreaching”). Overbelastning opfattes nemlig ofte som en normal og ønsket tilstand hos elitesportsfolk efter en hård træningsperiode, fordi det tager forholdsvis kort tid at genvinde overskuddet (ca. 2 uger), og fordi der ofte opstår en overkompensatorisk effekt efterfølgende – altså at man får et formløft.

Overtræning er til gengæld en vedvarende tilstand, hvor den tid, som er nødvendig for at genvinde overskuddet, kan være både måneder og i nogle tilfælde år. Den største forskel mellem overbelastning og overtræning er altså tiden, det tager, før udøveren genvinder sin tidligere præstationsevne, og ikke typen af træningsbelastning eller graden af svækket ydeevne. Overtræning opstår ikke efter et par dage eller et par uger med hård træning, men kræver en længere periode med gradvis træthedsakkumulering. Den eksisterende forskning omkring overtræning er desværre yderst mangelfuld, og selvom der findes en lang række rapporter om overtræning, er oplysningerne behæftet med stor usikkerhed.

Blandt elitesvømmere er der rapporter, som viser, at 5-10 pct. var overtrænede, mens man blandt britiske eliteudøvere i forskellige idrætter fandt, at hele 15 pct. var overtrænede. Da der ikke findes objektive, diagnostiske fund, som kan bekræfte, at en udøver er overtrænet, skal diagnosen stilles ved at udelukke andre mulige forklaringer. Hvis lægerne ikke finder en alternativ forklaring, konkluderes det, at udøveren er overtrænet.

Noget tyder på, at overtræning er mest udbredt blandt udholdenhedsatleter som løbere og cykelryttere. Man mangler fortsat at få sikkert kendskab til symptomer og tegn, som kan fungere som mulige forvarsler om overtræning, og det mest sikre tegn på fænomenet er derfor en nedgang i præstationsevnen.

Nyresvigt– for hård træning

Når man træner, sker der skader på muskelfibrene, hvorefter disse genopbygges til et stærkere niveau end før træningen. Træner man meget hårdt eller har en række meget hårde træningspas tæt på hinanden, sker der stor skade på musklerne. Herved frigives meget myoglobin (et protein, der fungerer som et iltdepot i musklen) fra musklen til blodet (rhabdomyolysis).

Sker det i overdreven grad, kan dette føre til, at nyrerne blokeres med nyresvigt til følge. Symptomerne er bl.a. mørk urin, muskelsmerter, hævet muskulatur, opkast og svimmelhed. Fænomenet er observeret i forbindelse med en række idrætsgrene, men noget tyder på, at især crossfit-udøvere skal passe på, da der her findes rapporter om en del tilfælde.

Utrænede har højst risiko, men også mere veltrænede personer kan rammes. Alle, der laver et eller flere på hinanden efterfølgende træningspas med et uvant højt volumen af uvant arbejde med masser af excentrisk muskelarbejde (dvs. muskelarbejde, hvor musklen arbejder under forlængelse – “holder igen”) er i risikozonen for rhabdomyolysis.

Det skal dog understreges, at crossfit grundlæggende er glimrende træning, og at det absolut heller ikke i træningsøjemed giver mening at lave så hårde og udmattende træningspas, der giver anledning til ovenstående.

Behandlingen af tilstanden kræver normalt indlæggelse.

Saltmangel – for langt på én gang

Gennem de seneste 25 år er det blevet ekstremt populært at løbe maraton. Dette har dog medført stadig flere tilfælde af alvorlige kollaps, og sågar dødsfald, i forbindelse med maratonløb. Dødsfaldene er heldigvis meget sjældne og skyldes oftest hjerteproblemer hos løberne.

En af årsagerne til kollaps og ubehag under et maraton er til gengæld hyponatriæmi (saltmangel). I forbindelse med Boston Maraton så en gruppe amerikanske forskere nærmere på forekomsten af hyponatriæmi blandt de deltagende løbere. Undersøgelsen viste, at blandt 488 undersøgte løbere havde 13 pct. hyponatriæmi efter løbet. Væsentligt flere af kvinderne (22 pct.) end mændene (8 pct.), havde hyponatriæmi, når de nåede i mål.

Analyser viste, at løbere med hyponatriæmi havde drukket mere end 3 liter væske under løbet. Når man sveder, mister man også salt, hvilket disse løbere altså ikke havde sørget for at få tilført under løbet. Til gengæld havde mange drukket så meget væske (uden et nævneværdigt saltindhold), at de faktisk havde taget på i vægt under løbet. Resultatet af et sådant væskeindtag er, at saltindholdet i blodet nedsættes. Hos tre af løberne var saltniveauet livstruende lavt efter løbet.

Skal du løbe et maraton eller et andet langdistanceløb, er det derfor vigtigt, at du på forhånd planlægger et væskeindtag, som sikrer tilstrækkeligt med salt under løbet.

Negativ motionsafhængighed

Når man hører folk sige, at de er afhængige af motion, er det ikke helt forkert. Motion bevirker, at der frigives endorfiner i hjernen, som påvirker især humøret positivt, og som giver en særlig følelse af velbefindende. Afhængigheden er kun yderst sjældent problematisk og medvirker i stedet til at gøre motionen mere regelmæssig.

Såkaldt negativ motionsafhængighed ses dog ind i mellem. Den negative motionsafhængighed opstår, når det at motionere bliver en besættelse, der fører til tvangstanker, hvor man aflyser private ting til fordel for træningen.

Personer, der lider af negativ motionsafhængighed, får voldsomme humørsvingninger, hvis ikke de får motioneret, og motion fylder så meget, at det går ud over deres fysiske, sociale og arbejdsmæssige relationer. Da negativ motionsafhængighed meget ofte ses hos personer, der lider af en spiseforstyrrelse, taler man om to typer af negativ motionsafhængighed, nemlig primær og sekundær.

Primær motionsafhængighed dækker over motionsafhængighed alene, mens sekundær motionsafhængighed dækker over motionsafhængighed forårsaget af en underliggende spiseforstyrrelse.

Man har ingen gode undersøgelser af, hvor udbredt motionsafhængighed er i Danmark, men alt tyder på, at den primære negative motionsafhængighed er meget sjælden, så det er absolut ikke noget, man skal frygte at blive ramt af, men skulle det ske, kan det altså blive voldsomt styrende for ens liv.

Frygt ikke motion!

De positive effekter opvejer mange gange den lille risiko for skadelige effekter ved motion. Som med alt andet skal du bruge din fornuft, lytte til kroppen og ikke overgøre ting, så du udelukkende får de gode ting fra motionen med dig.

Kilder:

http://henrikduer.dk/ http://patienthaandbogen.dk/knogler-muskler-og-led/sygdomme/overtrening-25850.html http://www.loberen.dk/om-at-lobe/inspiration/2011/12/18/er-maratonlob-livsfarligt

Litteratur

1. Halson SL, Jeukendrup AE. Sports Med. 2004;34(14):967-81. Does overtraining exist? An analysis of overreaching and overtraining research.

2. Bamber DJ, Cockerill IM, Rodgers S, CARROLL D. Diagnostic criteria for exercise dependence in women. Br J Sports Med. 2003;37:393-400.

Forrige artikelKemifrie børn?

Næste artikelSæt fut under fødderne