Mange års natarbejde kan give brystkræft. Arbejdsskadestyrelsen har indtil nu afvist brystkræft som følge af natarbejde som en erhvervsskade. Men nu opfordrer styrelsen mennesker, de har fået brystkræft efter mange års natarbejde, til at anmelde eller genanmelde sagen.
På baggrund af samråd med en række danske eksperter og International Agency for Research on Cancer (IARC), som er Verdenssundhedsorganisationen WHO's kræftforskningscenter opfordrer Arbejdsskadestyrelsen nu folk, der har fået brystkræft efter mange års natarbejde til at anmelde eller genanmelde sagen. -Jeg kan kun opfordre til, at hvis man har haft natarbejde i mange år og har fået brystkræft, så er det med at få det anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen hurtigst muligt. Det gælder også, hvis man tidligere har fået afslag på erstatning, siger seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse. Flere danske undersøgelser på vej Kræftens Bekæmpelse er i gang med flere danske undersøgelse om natarbejde og brystkræft. I den ene undersøgelse deltager kvindelige lønmodtagere fra blandt andet industrien. En anden undersøgelse omfatter sygeplejersker, og endelig omhandler en tredje undersøgelse kvinder i Forsvaret. – Vi kender ikke det endelige resultat, men undersøgelserne forventes klar til offentliggørelse i slutningen af året, forklarer Johnni Hansen. Skifteholdsarbejde, herunder arbejde sen aften, nat og tidlig morgen forstyrrer cellernes naturlige døgnrytme. Hermed opstår der uorden i den komplekse regulering af stofskiftet i kroppens celler, herunder i de processer der beskytter mennesker og dyr mod kræft. Blandt andet sker der en ændring i hjernens udskillelse af hormonet malatonin, som er med til at beskytte kroppen og især det kvindelige bryst mod kræft. Kilde: www.cancer.dk