Natarbejde under graviditet øger risikoen for svangerskabsforgiftning og spontan abort. I Københavns kommune tager de tallene alvorligt. Derfor tilbyder sundhedsborgmester alle gravide medarbejdere i forvaltningen dagvagter uden at gå ned i løn.
To store danske studier har undersøgt sammenhængen mellem svangerskabsforgiftning, spontan abort og natarbejde. I sidstnævnte trak forskerne på data fra 22.744 gravide kvinder, som arbejdede på hospitaler. De sammenholdt disse med registerdata om fødsler og spontane aborter.
Forskerne fandt, at hvis kvinderne havde natarbejde to eller flere nætter fra uge syv i graviditeten, var risikoen for at abortere den efterfølgende uge øget med 32 procent sammenlignet med kvinder, som ikke havde natarbejde.
I det andet studie, som undersøgte risiko for svangerskabsforgiftning, viste data fra 18.724 gravide kvinder, at risikoen steg som resultat af natarbejde i de første 20 uger af graviditeten. Risikoen var størst for de gravide, som havde flere arbejdende nætter i streg, lange arbejdende nætter og som hurtigst vendte tilbage til natarbejdet.
Var de gravide dertil også overvægtige, blev risikoen øget op til fem gange. Svangerskabsforgiftning rammer omkring 3 procent af gravide i snit.
De nye fund støtter op om tidligere resultater, men understreger, at også få dages natarbejde om ugen kan være en risikofaktor.
Det har fået Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling til at skride til handling. Hun giver nemlig alle sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere, som enten er gravide eller i fertilitetsbehandling, og som har fast natarbejde, mulighed for at skifte til dagvagter.
– Vores gravide medarbejdere skal ikke udsættes for unødig risiko ved at gå på arbejde. Og når vi ved, at det kan gå ud over fostret og i værste fald føre til spontan abort, hvis en gravid medarbejder har nattevagter, så er jeg som arbejdsgiver nødt til at reagere, udtaler Sisse Marie Welling i en pressemeddelelse.
Det er ikke et krav, at kvinderne skal lægge deres arbejdsliv om, men et tilbud. Og det skal naturligvis ikke have økonomiske konsekvenser. Derfor vil de kvinder, som takker ja, blive kompenseret for det manglende nattillæg med et personligt tillæg.
Udmeldingen bliver taget godt imod af både FOA og Dansk Sygeplejeråd. Begge organisationer understreger, at man skal tage forskningsresultaterne alvorligt. De er også enige om, at det skal være en mulighed. Ikke et krav.
– Jeg er rigtig glad for, at sundhedsborgmesteren handler på den nye viden om graviditet og nattevagter, og jeg håber, at medarbejdere med nattevagter tager positivt imod den nye mulighed, lyder det fra Signe Hagel Andersen, næstformand i Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden.
Ifølge sundhed.dk ender mellem 15 og 20 procent af alle graviditeter i spontane aborter. Altså abort før uge 22 af graviditeten. Halvdelen af spontane aborter sker fordi fostret har en kromosomfejl. Men hormonforstyrrelser, kræft og celleforandring, kroniske og infektions-sygdomme, spiral, rusmidler, rygning og alkohol samt alder kan også øge risikoen. Og så selvfølgelig natarbejde.