I en tid hvor hudplejeprodukter bliver mere og mere tekniske og avancerede, er det nemt at tro, at simple produkter ikke kan gøre arbejdet. Men naturen gemmer på geniale skønhedsremedier.
Tilbage til naturen: Her finder du faktisk masser af kilder til skønhed, hvis du bruger de basale ingredienser på den rigtige måde. Vi har set nærmere på vand, varme, salt og ler.
Du kender brugen af salt fra bodyscrubs, peelingmasker og saltbade. Et af de mest populære salte er Epsom-salt. Saltet udvindes i den engelske by Epsom i Surrey.
Denne type salt har en beroligende virkning på nervesystemet og virker samtidig udrensende på huden og vævet. Når magnesiumsulfat (dvs. det aktive salt) absorberes gennem huden som i f.eks. et karbad, er det med til at trække affaldsstoffer ud af kroppen, berolige nervesystemet, reducere hævelser og afslappe musklerne.
Alt i alt en billig ingrediens, som kan bruges på utallige måder til at bearbejde såvel hud som psyke.
Karbad: Tilsæt to kopper Epsom-salt til dit karbad, tag 20 minutters bad og pak dig varmt ind og læg dig under dynen (så forlænger du effekten) og nyd en stille lur. Virker afslappende og beroligende.
Fodbad: Tilsæt en halv kop Epsom-salt til dit fodbad. Kan også blandes med lækre planteolier til en decideret fod-skrubbemaske. God til at mindske fodsved, opløse hård hud og pleje ømme fødder. Også en suveræn metode til at få splinter til nærmest selv at vandre ud af huden.
Ansigtspeeling: Afrens dit ansigt med en ansigtsrens, bland en halv teskefuld Epsom-salt med din rensemælk, masser blidt ind i huden og vask af med koldt vand.
Ansigtsmaske: til normal/fedtet hud: 1 tsk. cognac, 1 æg, saften af 1 citron og ½ tsk. Epsom. Til den tørre/sensitive hud: ¼ kop gulerodssaft, 1 ½ tsk. mayonnaise og ½ tsk. Epsom-salt.
Hår: Epsom-salt kan også bruges til at absorbere for meget olie i håret (ved fedtet hår). Tilsæt 9 tsk. Epsom-salt til ½ kop shampoo til fedtet hår, brug 1 tsk. af blandingen i håret, mens det er tørt, skyl ud med koldt vand, og påfør derefter citronsaft eller økologisk æbleeddike, lad virke i 5-10 minutter og skyl derefter ud.
Hvis du gerne vil have mere fylde i håret, så bland en del Epsom-salt med en del balsam, varm det i en gryde og put blandingen i håret. Vaskes ud efter 20 minutter.
Det dekorative Himalaya-salt kommer fra miner i Pakistan 300 km fra Himalaya (deraf navnet). Himalaya-salt har en naturlig flot rødlig/pink farve. Men ud over det flotte udseende kan Himalayasalt bruges både i madlavning og som Epsomsaltet.
Det er også værd at prøve de såkaldte Himalaya Salt Lamper, der frigiver negative ioner, som virker rensende på luften, reducerer symptomer på astma, allergier, bronkitis og andre luftvejsproblemer, reducerer stress, øger koncentrationen, virker mildnende på hovedpine og migræne, samt søvnløshed og følelsen af at være udmattet.
Ler har været brugt i århundreder i ansigts- og kropsmasker. Du kan købe ler i bl.a. helsekostforretninger som pulver. Hvis du har fedtet hud, så bland det med vand, og ellers med jojobaolie. Blandingsforholdet er ca. 2 dele væske til 1 del ler, smør det på og fjern masken efter 15 minutter med en lunken fugtig klud.
Lermasker kan behandle, heale og forebygge akne og mindre ar. Derudover mindske porer, exfoliere, give fugt (alt efter de øvrige ingredienser) og virke genopbyggende. Ler er rig på mineraler bl.a. kalcium og magnesium, der virker regenererende på hudens celler og udrensende på vævet generelt.
Hvid kaolin: (også kaldet China Clay) er den “mildeste” og derfor velegnet til sensitiv hud. Virker rensende, exfolierende og stimulerende på blodgennemstrømningen i huden. Den hvide kaolin absorberer ikke olie fra huden og er derfor også velegnet til den tørre hud.
Rød kaolin: Samme effekt som den hvide ler, men en del kraftigere i virkningen. God til normal hud med behov for exfoliering.
Gul kaolin: Har den kraftigste virkning af dem alle. Udover at give en grundig exfoliering absorberer den også overskydende olie fra huden uden at udtørre den.
Marrokansk rødt ler: blandes til ansigtsmaske, virker tonende på hudens porer, god til akne, fordi den renser, exfolierer, udrenser og forøger blodcirkulationen.
Brugen af varme i din ansigts-/kropspleje øger blodcirkulationen og hjælper din hud godt på vej til at slippe såvel affaldsstoffer som hudorme.
Fugtig varme: Tag en fugtig vaskeklud, put den i mikroovnen i ca. 45 sekunder. Læg den herefter over hele ansigtet. Dampen er med til at åbne dine porer op og udtrække urenheder. Hvis du tilsætter en dråbe æterisk olie i det vand, du har dyppet vaskekluden i, øger du den terapeutiske effekt af behandlingen. Vælg æterisk olie efter ønsket effekt. Det er også i dag muligt at købe små damp-apparater til hjemmebrug (hos isenkræmmeren), hvor du holder hovedet indover og holder på varmen med et håndklæde.
Tør varme: Hvis du ikke er til den fugtige varme, så brug tørretumbleren til at opvarme din ansigtsklud, fold den over ansigtet og læg dig ned og nyd varmen (gentag gerne et par gange).
Infrarød varme: Hvis du synes, det med varme er rigtig svært, men gerne vil have den udrensende effekt, så prøv med infrarød sauna. Du ligger som i en puppe med ansigtet i den fri luft, og kan trække vejret frit, mens hele kroppen bearbejdes og arbejder på højtryk. Resultatet er øget blodcirkulation, afgiftning og fornyelse som resultat, samt en helt fantastisk følelse af at være varm helt inde i knoglerne.
Kvinder har i århundreder plejet sig selv. I dag har du muligheden for at benytte dig af virkelig avancerede ingredienser og metoder i din hudpleje, men måske det ikke helt skal underkendes, at der findes naturlige og enkle “råvarer”, der har hjulpet kvinder gennem tiderne og stadig kan gøre det i dag. Så kan du jo altid toppe virkningen med at afslutte med din yndlingsserum, olie eller creme spækket med moderne bioaktiver, og hvorfor ikke lade de to verdener gå hånd i hånd? Det er godt både for huden og for din pengepung!