Nyheder

Naturlig bekæmpelse af myrer og ukrudt

30. maj 2017

Sommeren er skøn, men myrer og ukrudt kan give grå hår i hovedet, hvis du ikke bryder dig om at bruge kemi. Heldigvis er der naturlige alternativer.

Med sommeren kommer solen og varmen forhåbentlig – men også ukrudtet på havegangen og myrerne i entreen. Især sidstnævnte er du nødt til at gøre noget ved. Førstnævnte kan du trods alt vælge at ignorere, eller du kan bruge mælkebøtter, brændenælder og skvalderkål i madlavningen.

Bagepulver mod myrerne

Myrerne i entréen kan du som bekendt undgå, hvis du vander med myregift omkring soklen på huset, men der findes et mere naturligt alternativ. Myrer er glade for sukker og kan ikke tåle bagepulver – det kan udnyttes. Bland kartoffelmel, flormelis og bagepulver, en tredjedel af hver, og læg det ud til myrerne. Det skulle efter sigende være effektivt.

Kogende vand er effektivt mod ukrudt

Ukrudtet på havegangen kan klares med et væld af naturlige midler. Kogende vand er godt. Gør det til en vane, når du koger vand i køkkenet, at hælde overskydende vand ud over ukrudtet mellem fliserne. Kartoffelvand, du alligevel ikke skal bruge, kan fint hældes ud mellem fliserne.

Eddike skulle også være effektivt på visse plantearter. Put det i en forstøver og sprøjt det på ukrudtets blade.

Brug salt med omtanke

Salt er også effektivt, men det sveder alt grønt af – og så er det også hårdt ved de snegle, du måske gerne vil have i haven. Brug det med omtanke.

Majsmel skulle indeholde et stof, der forhindrer frø i at spire. Det kan altså bruges som forebyggelse.

En blanding af sukker og chili kan sætte jorden i overgear, så den midlertidigt bliver uegnet for planteliv. Chilien er til for at holde myrerne og andre skadedyr væk fra det lokkende sukker.

Ellers er der naturligvis altid den mekaniske ukrudtsbekæmpelse – spyt i næverne og grib hakkejern, spade, greb og rive. Det er hårdt, men det er også effektivt.

Kilde: tingtilhaven.dk

Forrige artikelLæg dine grøntsager på grillen

Næste artikelHavtang kan smelte dellerne væk