For et par måneder siden blev det slået stort op, at natursutten indeholdt phthalater. Men undersøgelsen passede ikke – alligevel lever mistroen
Hvad er idéen i at slå sig op som 100 pct. giftfri, naturlig og uden nogle af de kendte problemstoffer, for så at hælde phthalater i produktet? Det har mange nok spurgt sig selv om i forbindelse med Natursutten, som pludselig fik en række skuffede forbrugere på nakken.
Når vi som forbrugere føler os snydt, bliver vi både skuffede og skeptiske – også over for andre produkter, der markedsfører sig på at være grønne og giftfri.
Men nogle gange kan det også betale sig som forbruger at være skeptiske overfor budbringerne…
I Søndagsavisen kunne man den 5. Marts 2010 læse, at Natursutten dumpede i en test, fordi den efter sigende skulle indeholde et stort antal phthalater.
Artiklen blev hængt op til skræk og advarsel i institutioner, og vrede kunder ringede til EcoBaby, der forhandler Natursutten.
Her var Anne-Dorthe Schrøder til gengæld noget uforstående overfor, at testen skulle fremvise phthalater i natursutten. Sutten er lavet af naturgummi, så der er ikke brug for nogle blødgørere i produktet.
En reanalyse af samme sut viste da også, at der ikke var phthalater i. Og flere andre analyser har efterfølgende frikendt Natursutten den ene gang efter en anden.
– Hvis der ikke var sket den fejl i Søndagsavisens test, ville Natursutten have været testvinder, siger Anne-Dorthe Schrøder.
Både Søndagsavisen og deres analyseinstitut Eurofins har efterfølgende renset Natursutten for enhver mistanke om phthalater, men selvom dementiet er offentliggjort, har langtfra alle forbrugere fået den del af historien med – at der var tale om en fejl, og at Natursutten ER ligeså naturligt, som den udgiver sig for at være – uden hormonforstyrrende, allergifremkaldende, kræftfremkaldende stoffer eller blødgørere.
(Oprettet den 6. maj 2010)