Nyheder

Neglene afslører sygdomme

22. august 2012

Pludselige forandringer i hud og negle er værd at holde øje med. Det kan være tegn på andre sygdomme.

Hud og negle kan give vigtig information om dit helbred. Både lungesygdomme, kræft og infektioner efterlader nemlig ofte spor der. F.eks. kan gule negle være tegn på begyndende psoriasis.

Det er den europæiske non-profit-organisation European Academy of Dermatology and Venereology med hovedsæde i Schweiz, der for nylig lavede en oversigt over mulige årsager til ændringer på hud og negle.

Gule negle kan være psoriasis

Gule og tykke negle skyldes ofte neglesvamp, men det kan også være psoriasis i sin vorden.

Men der er også andre farver på neglene, det er værd at holde øje med. En blålig nuance kan f.eks. være udtryk for, at der er for lidt syre i blodet, hvilket påvirker vejrtrækningen. Syre-basebalancen i blodet er afgørende, fordi vi ved for meget syre vil hyperventilere for at komme af med den overflødige kuldioxid, mens vi ved for meget base vil trække vejret langsommere og mere overfladisk for at holde på syren. Hvis neglene er blå, og du samtidig lider af hoste og åndenød, kan det være tegn på en lungesygdom og forøget risiko for hjertesvigt. Blege negle kan være tegn på blodmangel. Ved svær blodmangel kan neglene blive flade eller ligefrem konkave – altså bue indad.

Huden er kroppens spejl

Det er væsentligt at reagere på pigmentforandringer i brunt, sort eller mørkeblåt i huden under neglene. Det kan være hudkræft.

– Huden er kroppens spejl, og vi kan ofte se på patienternes udslæt, hvilke sygdomme, vi bør undersøge for, siger Lennart Emtestam, der er gæsteprofessor i dermatologi ved Karolinska Institutet i Stockholm.

Han understreger, at de fleste farveforandringer på hud og negle ikke bør afstedkomme nogen bekymringer, men opmærksomhed på forandringer er som oftest godt.

Neglene er en del af huden

Neglene regnes for en del af huden, hvorfor hudsygdomme ofte viser sig på neglene. Huden er et af kroppens største organer, og den hjælper med at holde på varmen og fugten i kroppen.

Kilder: Expressen.se, eadv.org og sundhedsguiden.dk 

Forrige artikelLøb alzheimers i stå

Næste artikelSkurv plager villahaverne