Nødder i ris- og sojamælk?

Jeg har netop fået konstateret en lang række fødevareintolerancer, blandt andet mælk og nødder. Så jeg strøg i Irma og købte (sukkerfri) Naturli soya- og rismælk – blot for at komme hjem og konstatere, at de kan indeholde spor af nødder. Jeg købte også nogle små brikker rismælk, Rice Dream fra en anden producent. Og de er produceret i nøddefrit miljø, står der.

Gælder det for alle Naturlis mælkeerstatningsprodukter, at de kan indeholde spor af nødder (og kan det være nok, da jeg har kraftig nøddeallergi)?

På forhånd tak for svaret 🙂

Nøddeallergikeren

 


Jeg har været i kontakt med Naturli Foods, som producerer den type soja- og rismælk, du har købt. Lige nu produceres der ikke produkter med nødder eller mandler på fabrikken, hvor Naturli Foods får lavet deres mælkeerstatingsprodukter. Den mandelmælk, de forhandler nu, produceres på en anden fabrik. Inden for nogle måneder skal produktionen af mandelmælk flyttes ind på fabrikken, hvor der laves ris- og sojamælk. I forbindelse med at Naturli Foods har fået ny emballage, er de blevet anbefalet at sætte en sikkerhedsadvarsel på kartonerne, så de er forberedte på eventuel kontamination, når produktionen af mandelmælk går i gang.

Det skal siges, at produktionen af mandelmælk ikke kommer til at foregå i samme lokale som de øvrige mælketyper. Derfor skulle det heller ikke fremover blive et problem med kontamination. Hvis Naturli Foods med sikkerhed kan se, at der ingen kontamination er, når produktionen af mandelmælk er kommet i gang, fjernes advarslen på kartonerne igen.

Lang forklaring, men du kan godt drikke de mælk, du har købt nu, for der er ingen risiko. Senere må du holde øje med om advarslen bliver fjernet fra emballagen igen, og ellers må du vælge andre mærker, når du er meget overfølsom.

 
Mange hilsner fra

Trine Vesteraa, ernæringsterapeut

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*