Forskere har opdaget en sammenhæng mellem indtagelsen af nødder og et lavere kolesteroltal
En lille pose nødder som mellemmåltid, i grød eller salat kan være et rigtig godt supplement til kosten. Nødder – uden salt og sukker – indeholder gode næringsstoffer og har en gavnlig effekt på kroppen
Senest har forskere ved Loma Linda University i Californien kunnet påvise, at nødder er i stand til at hindre optagelsen af kolesterol.
Ifølge BBC kan bare 65 gram nødder om dagen sænke kolesterolniveauet med op til 7,4 pct.
Nødder for hjertets skyld
At nødder er sunde, har længe været en kendt sag. Herhjemme anbefaler Hjerteforeningen, at man spiser 20-30 gram nødder, mandler, sesamfrø, græskarkerner og lignede om dagen – fordi de har vist sig at kunne forebygge hjertekarsygdom.
Nødder sænker endvidere blodtrykker og stabiliserer hjerterytmen.
Så længe du undgår nødder, der er krydret med salt eller sukker, som kan modvirke den sunde virkning, har du frit valg på nøddehylden.
– Effekten af nøddeindtagelsen blev målt pr. dosis og viser, at forskellige typer af nødder har samme effekt, siger lederen af forskerteamet Joan Sabaté til det amerikanske lægeforenings tidsskrift Archives of Internal Medicine.
Nødders gavnlige indhold
De ca. 600 personer, som studiet dækkede over, spiste i snit 67 gram nødder om dagen i tre til otte uger.
Hvorfor nødderne hæmmer optagelsen af kolesterol, ved man endnu ikke med sikkerhed, men det formodes, at det er nøddernes indhold af plantesteroler, der står bag effekten.
Ligeledes kunne nødderne begrænse mængden af triglycerid i blodet, som man kæder sammen med hjertekarsygdomme. Resultatet var dog ikke helt så gunstigt hos overvægtige deltagere.
Kilde: bbc.co.uk
(Oprettet den 18. maj 2010)