Jeg har i mange år brystet mig af at være fuldstændig ligeglad med teknisk gear, når det kommer til motion. Pulsmålere, gps’er og andet gejl siger mig ikke noget. Det er noget bøvl at sætte sig ind i, det kan gå i stykker eller give forkerte data, og man er nødt til at forholde sig til det på en eller anden måde!
Jeg er dog godt klar over, at teknik er guld værd for mange andre. Jeg har eksempelvis set min mand på forbavsende kort tid gå fra at være helt almindelig smådoven løbemotionist, som jeg selv, til at løbe halvmaraton. For ham var det konkurrencen mod tiden, pulsen og distancerne, som det nye pulsur fortalte ham om, der gjorde, at han sparkede sig ud over komfort-zonen.
Læs også: Løb – også i mørke!
Og måske handler min modvilje mod måleudstyr ikke kun om, at jeg holder af at løbe i ro og fred, men også om at jeg ikke er så pokkers ambitiøs i min motion. Jeg har ikke nogen drøm om at løbe hverken hel- eller halvmaraton, og jeg er dybest set tilfreds med at blive på samme niveau, som jeg er.
Problemet er så bare, at jeg har nået en alder, hvor jeg skal kæmpe en del for bare at holde status quo. Urimeligt, uretfærdigt og sk… træls, men ikke desto mindre sandt. Så nu har jeg sat mig som mål, at jeg skal kunne løbe mine fem kilometer lidt hurtigere. Så får jeg en lidt bedre grundform at tære på – og det skal der nok blive brug for!
Læs også: Motionsgadgets – hvad virker?
Og da min indre stemme desværre ikke er nok til at få mig til at overskride grænser – den er alt for overbærende og forstående over for undskyldninger og jamren om, hvad der er rimeligt… – vil jeg fremover en gang om ugen tage en app med på turen, der blandt andet kan fortælle mig min kilometertid undervejs.
Jeg håber den kan tale mig til fornuft.
Jeg bruger app’en Endomondo, som er gratis og nem at gå til. Måske har du erfaring med andre apps, der giver god motivation eller adspredelse?
Forrige artikelEn forstørret prostata kan ramme potensen
Næste artikelIngen risiko ved kalciumtilskud