Nyheder

Norge forbyder energidrikke til unge

Koffeinholdige energidrikke er skadelige for børn. Det mener de i Norge, hvor drikkene snart ikke må sælges til børn og unge under 16.  

Foto: Shutterstock
24. maj 2023

Koffeinholdige energidrikke er skadelige for børn. Det mener de i Norge, hvor drikkene snart ikke må sælges til børn og unge under 16.  

Dåserne er farvestrålende, og de lokker med ekstra energi. Det er lykkeligvis de færreste unge, der sniffer ulovlige, opkvikkende stoffer, men en energidrik kan næsten sende samme signal til omgivelserne: Jeg booster lige mit energiniveau og kommer på toppen.  

Det er en livsstil for mange unge, selvom nattesøvn og en sund morgenmad nok ville være en del mere virksomt for energiniveauet. 

Koffeinindholdet svarer til kaffe

Herhjemme har energidrikkene været ret omdiskuterede. På den ene side svarer koffeinindholdet i en energidrik til en kop kaffe. På den anden side er der ikke mange børn og unge, der drikker kaffe – og slet ikke i de mængder, de kan konsumere energidrik.  

Endelig har der blandt sundhedsfaglige været bekymringer for, hvordan store mængder koffein kan påvirke hjerner, der ikke er færdigudviklede.

Indgreb mod energidrikke og usund mad

Men danske politikere har ikke villet forbyde salg af energidrikke til børn og unge. Anderledes ser det nu ud i Norge. Det norske Storting har netop forbudt salg af energidrikke til børn og unge under 16 år.  Det skriver NTB.   

Derudover er en række partier blevet enige om et forbud mod markedsføring af usund mad og drikke rettet mod børn og unge under 18 år. De nye forbud er en del af en folkesundhedsrapport i Norge. 

Arbejderpartiets Cecilie Myrseth betegner tiltagene som gode og nødvendige. 

– Mængden af annoncering, som børn og unge bliver udsat for, påvirker spisevaner og sundhed – og flere og flere børn bliver ramt af overvægt. Så vi er nødt til at sætte ind, hvor vi kan, for at beskytte og forebygge, siger hun ifølge NTB. 

Energidrikke frarådes – men forbydes ikke – til børn og unge

Herhjemme er der endnu ikke noget forbud, men producenter af drikkevarer med højt koffeinindhold skal dog advare på emballagen, at drikken ikke bør indtages af børn eller gravide. 

Fødevarestyrelsen fraråder, at børn drikker energidrikke. Unge tåler højst en lille dåse energidrik om dagen, hvilket svarer til 25 centiliter. Men det gælder kun, hvis de ikke får koffein fra cola, kaffe eller te.

Enkelte supermarkeder har selv taget initiativ 

Der er enkelte dagligvarebutikker i Danmark, som selv har indført aldersgrænse på køb af energidrikke med højt koffeinindhold. Det gælder blandt andet Lidl, som de sidste fem år har haft en regel om ikke længere at sælge energidrikke med højt indhold af koffein og sukker til børn og unge under 16 år. 

Salling Group, der står bag bl.a. Føtex, BIlka og Netto har meldt ud, at de vil afvente en politisk beslutning, før de indfører et forbud. Det samme gælder Coop.

Kilder: VG.no og DR.dk

Forrige artikelEr det muligt at grille klimavenligt?

Næste artikelD-vitamin beskytter mod hudkræft

Thomas la Cour

Journalist