Motion øger blodgennemstrømningen i hjernen og hjælper til at danne nye celler i den del af hjernen, der styrer hukommelsen, viser ny forskning.
Et amerikansk forskerhold har kastet yderligere lys over motions positive effekt på hjernen, skriver Reuters News. Videnskaben har gennem de senere år fået øjnene op for, at regelmæssig motion til en vis grad kan forebygge flere aldersbetingede hjernesygdomme som Parkinsons sygdom og Alzheimers. Men ingen har hidtil så omfattende og systematisk undersøgt de nøjagtige indvirkninger på de forskellige områder i hjernen. Forskerne fra Columbia University Medical Center i New York har blandt andet dokumenteret, at motion øger reproduktionen af hjerneceller i en del af hjernen ved navn hippocampus dentatus gyrus, som blandt andet spiller en afgørende rolle i forbindelse med menneskets hukommelsesevne.
Næste skridt for forskerteamet er ifølge teamets leder, Dr. Scott Small, at finde ud af, hvilke typer motion, der har den bedste effekt på hukommelsen. Kilde: Jyllands-Posten
Forrige artikelDanmark åbner for rapporter om bivirkninger
Næste artikelAroma-massage hjælper kræftpatienter