Nyheder

Ny mistanke til plastkemikalie

19. september 2008

Bisphenol-A forbindes med hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge.

Et kemikalie, som anvendes hyppigt i plastikprodukter af polycarbonat og belægningen i konservesdåser, kan måske være en medvirkende årsag til såkaldte livsstilssygdomme.

Det antyder en undersøgelse, som netop er offentliggjort i det amerikanske lægetidsskrift JAMA (Journal of the American Medical Association).

Ved at undersøge urinprøver fra 1455 voksne amerikanere har forskerne fundet en sammenhæng mellem koncentrationen af bisphenol-A i urinen og forekomsten af hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge.

Hvad er bisphenol-A? Bisphenol-A anvendes specielt til at fremstille plasttypen polycarbonat. Plastik af polycarbonat er klart og næsten brudsikkert og benyttes i mange forskellige dagligdags produkter bl.a. sutteflasker, vandflasker og mademballage. Desuden bruges bisphenol-A også i plastikbelægningen i konservesdåser.

Dobbelt så stor risiko Forskerne har i undersøgelsen analyseret data for amerikanere i alderen 18-74 år. De fandt frem til, at for den fjerdedel af deltagerne, som havde de højeste koncentrationer af bisphenol-A i kroppen, var der en dobbelt så stor risiko for hjerte-kar-sygdomme eller sukkersyge end for den fjerdedel med de laveste niveauer af stoffet i kroppen.

Uenighed om årsag og virkning Undersøgelsen møder kritik fra den amerikanske kemikalieindustri, American Chemistry Council. De udtaler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at målinger i urin kun giver et øjebliksbillede af, hvor meget af et kemikalie, folk udsættes for. Men ingen forklaring på, hvad der er den egentlige grund til sygdommen.

Forskerne bag undersøgelsen vurderer, at der skal mere forskning til for at fastslå, om der er en direkte sammenhæng mellem årsag og virkning. Undersøgelsen er den første, som er baseret på data fra mennesker og ikke kun på laboratorieundersøgelser.

Et omdiskuteret kemikalie Den nye undersøgelse kommer efter en periode, hvor der har været heftig debat i de amerikanske medier om brugen af bisphenol-A. Specielt har der været offentlig forargelse over brugen af stoffet i sutteflasker til børn. Hertil har bl.a. den amerikanske fødevarestyrelse, FDA udtalt at stoffet lækker i så små mængder, at det ikke har nogen sundhedsmæssig betydning for børnene.

Bisphenol-A er optaget på EU's liste over hormonforstyrrende stoffer, og er herhjemme på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer. De effekter, der muligvis er forbundet med udsættelse for bisphenol-A, spænder fra nedsat frugtbarhed hos både mænd og kvinder, tidlig pubertet og andre hormonrelaterede funktioner samt indlæringsvan¬skeligheder, kræft og hjerneskader.

Kilde: www.miljoeogsundhed.dk

Forrige artikelBørns sukkerindtag er stadig alt for højt

Næste artikelMælkens historie kortlægges