Udbuddet af ”grønne” skønhedsprodukter spirer op med masser af nye navne og tilbud. Det er i sig selv en positiv udvikling, men desværre er ikke alle lige grønne. Så hvordan skelner du mellem de seriøse og friløberne? Naturli’s skønhedsekspert har været en tur i junglen.
I lang tid har vi som forbrugere kunnet koncentrere os om at gå efter produkter uden parabener. For det var netop valget af konserveringsmidler, der var vejviser for, om produktet var grønt eller konventionelt, og dermed typisk fyldt med unødvendig kemi.
Desværre er det ikke længere en mulighed. Branchen er blevet oversvømmet med mærker, der udelukkende markedsfører sig på at være ”fri for parabener”. Men er det virkelig den eneste faktor, der tæller? efter at have nærstuderet flere af de nye ”grønne” mærker, må jeg med skam melde, at fravalget af parabener ikke betyder et tilvalg af lutter hudgavnlige ingredienser. Og med hudgavnlige mener jeg ingredienser, der har en gavnlig effekt for huden, uanset om det er som konservering, emulgator eller duft.
Der findes heldigvis også producenter og produkter, der absolut er værd at kigge nærmere på, og vi vælger gerne den positive tilgang. Så jeg har samlet en lille guide over nogle af de mest spændende på markedet netop nu:
Tyske Primavera har lanceret en smuk overskuelig serie med navnet Aroma Facecare – everyday Moisture. Basisolien er den gode økologiske jojobaolie, den olie, der minder mest om hudens eget naturlige fedtstof. Derudover er ekstrakter af blåbær og æteriske olier med til at genopbygge fugt og elasticitet, samtidig med at yderligere fugttab forhindres. Dermed virker produkterne også antiage.
Serien består af 8 produkter med priser fra kr. 139,-. Ingredienserne i produkterne er både BDIH kontrolleret og certificeret (tysk økologisk certificering med stramme krav), og de æteriske olier har fået demeter stemplet. Produkterne dufter himmelsk og trænger hurtigt ind i huden, så de kan anbefales til dem, der er trætte af de lidt ”tungere” naturcremer. Alt i alt en serie helt fri for skadelig kemi af enhver art til mere end rimelige priser. Sælges i Helsekostbutikkerne.
Fra Tyskland kommer også Annemarie Börlind. Hun startede i 1959 sin vandring indenfor naturkosmetikken og eksporterer i dag til 30 lande verden over. Samtlige produkter er bygget op over hudtyper, så det er forholdsvis nemt at gå til, hvis man altså kan gennemskue sin hudtype.
Jeg har afprøvet produkterne ”ZZ sensitive” der både beskytter mod miljøpåvirkninger med e-vitamin og tilfører masser af fugt. er især god til en stresset hud. Der findes fem produkter i serien fra kr. 159,-. Min absolutte favorit er dog masken ”Vital Cream Mask” fra serien ll regeneration (hud over 30 år). Den dufter fantastisk, og huden bliver silkeblød, kr. 299,- for 50 ml. Emballagen minder meget om den konventionelle hudpleje, og kan derfor være en god måde at ”snige” bedre og sundere kvalitet ind i badeværelset hos dem, der ellers sværger til de konventionelle produkter primært pga. emballage.
Essential Care er en familieejet virksomhed fra Suffolk, England. kvinden bag, Margaret, begyndte i 1980'erne at arbejde med produktformuleringerne, og den dag i dag håndlaves alle produkter stadig. Produkterne er certificeret efter engelske Soil Association, hvilket betyder, at det økologiske indhold skal være minimum 95 pct., før betegnelsen ”organic” må anvendes på produktet, mens indhold på 70 pct. økologiske ingredienser kvalificerer til anvendelse af symbolet.
Gentle Herb Shampoo er den første shampoo, der har opnået denne certificering. Den kan anvendes af alle hårtyper, men er især god til irriteret hovedbund samt psoriasis. Prøv også Organic rose Moisturiser hvis du vil have god antioxidant beskyttelse (kan også bruges som øjencreme), trænger hurtigt ind, dufter mildt og er absolut vanedannende, 50 ml. kr. 198,-
Essential Care har også sæber, æteriske olier, terapeutiske produkter, babyprodukter, kropspleje, ansigtspleje og fremragende produkter til ”førstehjælpskassen” (mod sår, rifter, eksem, myggestik mm).
BalmBalm kommer også fra England og er ligeledes certificeret efter Soil Association standarder. et absolut værdigt alternativ til den nok så berømte og meget lidt naturlige ”eight Hour Cream”. Består udelukkende af 100 pct. økologisk sheasmør, solsikkeolie, bivoks, jojobaolie, calendulaolie og æteriske olier. kan bruges til AlT fra top til tå og findes i tre udgaver: Duftfri, rose og teatree, kan bruges af alle aldre fra babyer til bedstemødre. Så bare vent – den bliver din nye bedste ven i håndtasken, 30 ml. kr. 125,. Er i øvrigt kåret som årets økologiske beauty produkt i london, 2007.
Men vi kan altså også godt selv herhjemme. nascent er dét danske mærke, der virkelig er værd at fremhæve. Der er kommet rigtig mange mærker nu, som udelukkende fokuserer på, at de er ”fri for parabener”. Men, men, men, det er alt for billigt sluppet fra producenternes side. nascent er dog et firma med rent mel i posen og en formulering, der er helt unik, også sammenlignet med udlandet. Samtlige ingredienser er hudgavnlige, og det er et af de bedste produkter til at give fugt, som jeg nogensinde har prøvet. Priser fra kr. 89,- for deres fantastiske Lip Saver, som allerede er en klassiker.
Derudover vil jeg blot nævne: Dr. Baumann, Balance Me, ren, Organic Pharmacy og selvfølgelig klassikerne: Dr. Hauschka, Weleda, Jurlique, lavera og logona. Der er altså rigeligt af fantastisk lækre økologiske skønhedsprodukter, men der er ingen vej udenom: nærlæs InCI deklarationen og lad dig ikke blot narre af de manglende parabener, og husk: Der findes ikke én creme, der er bedre end alle andre, så stop jagten og koncentrer dig i stedet om at finde den creme, der er bedst til lige netop din hud. God ”jagt”.