Jeg har fået nyt, godt job efter fyring – men er stadig ikke glad

For et år siden mistede jeg mit job, som jeg ellers var glad for, pga. nedskæringer. Jeg er i dag i et nyt job, som selvfølgelig er lidt anderledes, men også et godt job.

Jeg føler, at jeg burde være glad og taknemmelig, fordi jeg trods alt kom så hurtigt videre og fik et godt tilbud. Men jeg kan ikke rigtig slippe det, der skete. Det går ud over mit selvværd – i den grad at jeg ind i mellem føler mig som et helt andet menneske. Sur, opfarende og ser meget sort på tingene.

Min familie og venner har været meget støttende, men jeg fornemmer, at de er ved at være trætte af at høre om fyringen som en undskyldning for ikke at være glad.

Jeg talte i starten med en psykolog, som havde en masse gode hints til alle de følelser, som man kommer igennem, men jeg synes ikke rigtigt, at jeg fik nogle værktøjer.

Har du nogen gode råd til, hvordan jeg slipper og kommer videre? Jeg vil rigtig gerne finde mit gode og positive humør igen – også fordi mit sortsyn påvirker mit nye job og min omgangskreds.

Mvh. en (midlertidig) sortseer

 


 

Tak for dit brev. Nogle gange oplever vi, at en ”lille” ting eller noget, der umiddelbart lader til at være løst, bliver ved med at påvirke os. Det skyldes ofte, at den oplevelse du har haft, har udløst en ”kendt” følelse hos dig. Det betyder, at du – ganske ubevidst – oplever problemet (din fyring) som langt større, fordi problemet er gammelt og måske i virkeligheden stammer fra en eller flere tidligere oplevelser, som aldrig er blevet løst eller ”neutraliseret”.

En af metoderne til at afhjælpe det, er dybere former for terapi.

Derudover kan du vælge at arbejde direkte med din selvopfattelse, f.eks. via life coaching eller kognitiv terapi. Ofte bygger vi vores verden og selvopfattelse op omkring en række forventninger til os selv, som vi sjældent er fuldt bevidste om.

Disse forventninger kan vise sig at være uhensigtsmæssige, ja ligefrem urealistiske. Du kan checke, om det er tilfældet her ved at besvare to spørgsmål (skriv spørgsmål og svar ned):

1) Når du ser på dine faktiske reaktioner, hvilke (ubevidste) forventninger har du da til dig selv? F.eks. ”Jeg må aldrig blive fyret/afvist”, ”Jeg skal være den foretrukne”, ”Jeg skal til enhver tid have kontrol over min omverden”.

2) Hvilke forventninger vil fungere bedre for dig? F.eks. ”Hvis jeg bliver fyret/afvist, er det udtryk for en andens behov og prioriteringer, ikke at der er noget i vejen med mig” osv.

Det kan virke fjollet/barsk, men faktisk går mange af os rundt med den slags ”indre regler” for, hvordan vores liv/verden skal være, for at vi er ok. Og det er stort set umuligt at ”blive ok”, hvis ikke vi dykker ned og omformulerer dem.

Gentag denne ”omformuleringsopgave”, hver gang du mister fodfæstet og ”ser sort”, og du vil opleve, at dit syn på tingene og dig selv vil ændre sig lidt efter lidt.

Venligste hilsner

Birgitte Aagaard, coach

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*