Nyt job, nyt liv – ny mand?

Jeg er en gift kvinde på 39 år og mor til 3 børn. Jeg har indenfor det sidste år eller to mærket en forandring i mig selv, som jeg ikke kan finde ud af.

Jeg har altid været den pæne pige og har aldrig været god til at lytte til mig selv, men har derimod haft meget nemmere ved at behage andre. Sådan synes jeg hele mit liv har været indtil nu, men nu tager det en drejning.

Da jeg mistede mit job, fik jeg lyst til at prøve noget andet. Jeg skiftede branche for at forfølge en gammel drøm. Usikkerheden ved jobbet var stor, da det kun var som vikar, men det er gået godt – jeg er rigtig glad og min arbejdsgiver og kolleger er også tilfredse.

Samtidig med jobskiftet har jeg startet på selvudviklingskursus. Jeg har altid tænkt på, hvad andre tænkte, og det gør jeg ikke mere… Nu føler jeg en trang til at finde mig selv, lytte til hvad det egentlig er jeg har lyst til.

Det har nu desværre vist sig, at jeg møder modstand fra min mand. Han er træt at mit arbejde og træt af arbejdstiderne, men jeg føler, jeg er kommet på rette hylde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været enorm følsom, men mest fordi, at jeg føler, at jeg igennem over 20 år har lyttet til, hvad han altid har haft lyst til, og nu er turen så kommet til mig og nu er der ingen forståelse. Vi mødte hinanden, da vi var ganske unge.

Jeg følt, at jeg har haft brug for støtte i perioden, hvor jeg mistede mit job, men hver gang jeg har givet udtryk for mine følelser er jeg blevet mødt med modstand og fået at vide, at det, jeg sagde, var noget sludder, og han ikke kunne forstå det.

Jeg har oplevet svigt fra ham, hvor han ikke har levet op til aftaler, vi har haft omkring børnene, da det pludselig kommer i vejen for hans planer. Han er ganske simpelt løbet fra aftalerne uden at give besked.

Vi er fra to vidt forskellige familier. I min familie har der været faste rammer, og i hans har det været flydende.

I foråret møder jeg så en, som jeg har været rigtig gode venner med, og vi snakker utrolig godt sammen om alt mulig – Jeg fortæller ham rigtig meget og får ad den vej luft og han er rigtig go til at lytte, men giver mig heller ikke ret i alt. Vi går så hen og bliver forelsket i hinanden. Jeg har fortalt ham mere end jeg nogensinde har følt, jeg har kunnet fortælle min mand. Vi har været sammen seksuelt. Jeg har altid fordømt utroskab, men er desværre selv havnet i den.

Da jeg på et tidspunkt inderst inde føler, at min mand ikke gør mig noget godt, overvejer jeg skilsmisse for at flytte sammen med den anden, og jeg begynder at søge oplysninger på nettet omkring skilmisse. Det opdager min mand, og han får også kendskab til mit venskab med den anden, og nu er bøtten vendt fuldstændig.

Jeg føler på nuværende tidspunkt egentlig kun, at min mand og jeg bor sammen pga. tryghed. Min mand er rigtig rigtig ked at det, og han elsker mig overalt på jorden, men jeg føler engang i mellem, at det kun er seksuelt betinget og ikke på det følelsesmæssige plan. Jeg havde håbet på, at han ud fra vores snakke var kommet med en løsning, så vi kunne komme igennem den svære tid sammen, men i stedet har han bare trukket sig, og jeg har følt mig så alene.

Jeg har brug for gode råd, da jeg jo igen ikke er interesseret i at gøre noget forkert – mere end jeg i forvejen har gjort, men jeg vil også gerne lære at tage ansvar for mit eget liv og ikke sidde som en ældre dame, der hele livet igennem kun har været der for andre uden at have sig selv med. Jeg synes selv, jeg er rimelig realistisk og prøver ikke give andre end mig selv skylden. Jeg har ikke været god nok til at sige til og fra. Jeg synes, jeg mangler modet til at tage springet, men er det, fordi jeg ikke klar til det alligevel, eller er det fordi jeg igen er den der flinkepige, der ikke vil gøre nogen ondt? Eller er det trygheden?

Kan du hjælpe mig med at finde nogle svar på, hvad det her det handler om? Jeg har jo selv forsøgt flere gange og læser alt, hvad der kan læses om andres problemer og bøger om coaching, og det har min mand også kommenteret med, at han synes jeg bliver mere og mere skør af det. Og næste gang vi så snakker om det, ja så har han aldrig sagt det.

Jeg vil så gerne snart have såret lukket, så jeg kan føle mig lykkelig for det liv, jeg nu end har fået foræret.

Kvinde på 39


Det er en omfattende historie, du fortæller (den fulde historie kan læses under Birgittes brevkasse på naturli.dk), og der er mange elementer i det, hvor du vil have fordel af at lægge en “strategi” i detaljer for de enkelte udfordringer, du står overfor. Det kan du f.eks. få hjælp til fra en life coach.

Livet er ikke altid så forudsigeligt og let at styre, som vi forestiller os det. I dit tilfælde har det, at du har mistet dit job, prikket hul på en udvikling, som har ligget og ventet længe, meget længe. Når vi venter og udskyder behov, bygger de sig op – og derfor kommer alt det nye nu som en lavine, der drøner ned over bjergskrænten. Spørgsmålet er, hvis ansvar det er løbende at sige fra/til og hele tiden holde sit liv “opdateret”? Det er naturligvis dit, og på sin vis kan man sige, at du har sovet i timen, ladet stå til osv.

Pæne piger har det med at fremstille sig selv lidt som ofre. Det mener jeg ikke, at de er. De er i virkeligheden meget snu, fordi de oftest vælger den nemmeste løsning – både for sig selv og deres omgivelser. De er gode til at “sno sig” og undgår en masse ubehagelige konfrontationer på den måde. Problemet opstår først, når den “pæne pige” ikke kan nøjes med, at der er fred og tingene bare kører – men begynder at stille flere krav til sit liv. Så skal regningen pludselig betales – og den har vokset sig stor i mellemtiden.

At din mand ikke kan følge med er måske ganske forståeligt, for “det hele” kommer meget pludseligt for ham. Hvad kan du gøre ved det? Du kan tage ansvaret for, at du får dine behov opfyldt og realiserer dine drømme i livet. Hvis din mand (stadig) er en del af disse drømme, så må du forsøge at få ham med – hjælpe ham til at komme med på den vogn, som du har sat i gang. Hvis han ikke kan/vil det, så må du enten affinde dig med det (uden bitterhed!), elske ham for den, han er – eller også må du bryde op og skabe dig nogle nye rammer, hvor du har plads til at forfølge nogle af dine ønsker til livet – dit arbejde, dit sexliv osv.

Du har til enhver tid det fulde ansvar for din egen lykke. Ingen andre kan pålægges det ansvar. Du har nogle valg, du skal træffe, nogle konsekvenser du skal lære at håndtere og leve med, og du har nogle muligheder, som kun du kan gribe ud efter. Jeg ønsker dig overblik, energi og glæde på rejsen.

Mange hilsner

Birgitte Aagaard

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*