Nyt liv efter stress: Mine kriser har vist mig vejen

Tidligere skibsreder og millionær Lars Juhl har i jagten på penge og anerkendelse prøvet at dø af stress. Genoplivet og med pacemaker knoklede Lars alligevel videre, indtil han udmattet hverken kunne tænke en tanke eller snøre sit snørebånd. På retræte i et kloster fandt han frem til livets vigtigste værdier. I dag prioriterer Lars anderledes.

Fire danskere dør om dagen af stress.

Den succesrige erhvervsmand inden for shipping- og rederibranchen Lars Juhl er en af dem. En oktoberdag i 2011 faldt han død om på stuegulvet i Sorø efter 20 års massivt arbejdspres. Heldigvis fik hans daværende kone gang i det livløse hjerte. Men Lars’ hjerte var slidt op af altid at kæmpe og aldrig at hvile, og på hospitalet i Slagelse døde Lars endnu en gang. En tokamret pacemaker tog plads i brystet på Lars sammen med bevidstheden om, at livet er skrøbeligt.

Men to hjertestop stoppede ikke den ukuelige karrieremand, og med mottoet ”en ansvarlig kaptajn forlader ikke skuden, bare fordi han bliver lidt søsyg”, vendte Lars tilbage til rorpinden som direktør for Scan-Trans og arbejdede nu hårdere end nogensinde.

Indtil han kollapsede i 2013 med det psykologen kaldte en udmattelsesdepression. Alle har en grænse, og Lars’ var langt overskredet.

På Sankt Birgitta Kloster ved Maribo tog han langt om længe sit liv op til revision.

– På klostret var vi stille, men jo mere stille vi var, jo mere larmede det i mit indre. En masse spørgsmål pressede sig på: Hvornår er nok nok? Hvilken person ønsker jeg at være? Hvad er mit kald i livet? En dag på en badebro ved Søndersø uden for klostret blev der endelig stille i mit hoved. Senere samme dag vidste jeg, hvad meningen med mit liv var, fortæller den 49-årige erhvervsmand på et kontor i hjertet af København.

Midt i stilheden og blandt otte nonner, der ikke ejede andet end det tøj, de havde på, besluttede Lars sig for, at han ville bruge sin egen oplevelse til at gøre noget godt for andre.

Lars ville inspirere, fascinere og motivere andre til at genfinde balancen her i livet. Dette blev hans kald i livet. Inspireret af J.F. Kennedy som sagde: ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land”, vendte Lars sin søgen efter livets mening på hovedet. Lars spurgte sig selv: ”Hvorledes kan mine unikke talenter og mine livserfaringer sættes i spil for at gøre noget godt for verden”?

Det handlede med andre ord ikke længere om, hvad Lars kunne få, men nu om hvordan han kunne bidrage til at skabe balance.

Balance havde netop været ikke-eksisterende, da Lars arbejdede i alle døgnets vågne timer, og han valgte karrieren på bekostning af sin familie.

– Meningen med livet er ikke at arbejde fra tidlig morgen til sen aften. I dag kan jeg se, at uanset hvilket mål, jeg nåede før, satte jeg blot barren endnu højere op. Det var aldrig godt nok. Jeg havde et filter, som gjorde, at selv om jeg løb maraton på den kinesiske mur, så kunne jeg ikke sige ”Godt gået Lars. Du satte dig et mål, du kæmpede, og du gennemførte det”. Det kunne jeg ikke.

– I stedet sagde jeg: ”Ah, men der var kun 22 grader varmt, og sidste år var der 32, så det tæller ikke”. Eller da vi i Scan-Trans i 2008 lavede 1,2 milliarder kroner i omsætning og 120 millioner kroner i profit, så burde jeg have sagt: ”Yes man! We made it”. I stedet for tænkte jeg: ”Ja, men vi var også heldige. Markedet var med os”. Den gang, hvor vi tjente allermest, var jeg så ulykkelig af at gå på arbejde. Pudsigt nok var det det værste tidspunkt i mit liv.

Opholdet på klostret blev på alle mulige måder skelsættende for Lars. Med sætningen i hovedet: ”Rig er ikke den, som har meget, men den som behøver lidt” ændrede han sin livskurs.

Set i bakspejlet forstår Lars i dag, hvordan hans tidlige barndom har været handlingsanvisende for ambitionerne, grådigheden og den indædte kamp for at skovle penge ind og plante flag på verdenskortet. Særligt to forhold skabte hans evne til at æde sig selv op for at opnå det ene resultat efter det andet:

Som 12-årig flyttede Lars’ mor væk, og faren fandt en anden kvinde, som han brugte det meste af sin tid med. Følelsen af at være forladt og valgt fra, fik ubevidst Lars til at håbe, at gode resultater kunne skabe opmærksomhed og anerkendelse, måske endda kærlighed.

En anden toneangivende streng i Lars’ DNA var dét, hans farfar havde sagt til Lars som dreng: ”Vi kæmper, til vi segner, og så rejser vi os op og kæmper videre”.

– Det er en fantastisk drivkraft, men det har også fået mig til at løbe passioneret ind i hegnet. I dag sørger jeg for, at jeg er chauffør og styrer bevidst farten med foden på speederen. Førhen brændte jeg mit lys i begge ender og også lidt i midten samtidig. I dag tror jeg på, at man skal tænde ild i hjertet og ikke under fødderne. Så længe du har ild i hjertet, og det har jeg med det, jeg laver nu, er det ok at have travlt.

Lars har travlt som administrerende direktør i Presidents Institute. Presidents Institute er et internationalt direktørnetværk, hvor ledere udveksler erfaring og sparring om konkrete udfordringer. Som medlem gennem ti år oplevede Lars selv at blive reddet flere gange af netop Presidents Institute, når enten virksomheden eller livet kuldsejlede.

– I Presidents Institute har vi tre skridt til at opnå mening og balance: Du skal lede dig selv, du skal lede andre og du skal lede med et formål. Hvor jeg før egotrippede og jagtede egen succes, beskæftiger jeg mig i dag med noget, der er langt større end mig selv. Hos Presidents Institute skaber vi et fortroligt rum, hvor ledere kan dele tanker, følelser og muligheder med hinanden.

– Jeg syntes, det er vigtigt at krakelere glansbillede-historierne af toplederen, der arbejder 80 timer om ugen, og så laver han lige en ironman oveni. Den photoshoppede virkelighed har ingen glæde af at få præsenteret. Tværtimod. Så føler folk, at de skal leve op til det. Medaljens bagside af karriereræs, hvor dit helbred og familien forsømmes, skal italesættes.

Førhen var det utænkeligt, at Lars gik tidligt fra arbejdet for at være sammen med familien. Men når han skal hente børn fra institutionerne i Næstved, forlader han Københavnerkontoret allerede ved 15-tiden næsten uden dårlig samvittighed. Og hvor han før i tiden skjulte sig på toilettet for at læse arbejdsmails, mens han og familien var på ferie, sætter Lars i dag en stor ære i at lave så lidt som muligt, når han har fri.

Ind imellem stikker hans gamle drive af med ham. Men arbejder han for meget i dag, lytter han modsat før til advarselssignalerne.

– Hvis jeg flere nætter i stræk har svært ved at sove, får hedeture eller det begynder at suse for ørerne, ved jeg, at jeg har presset mig selv for hårdt igennem for lang tid. Så kan jeg have nok så mange røde flag i min mailboks, men jeg svarer ikke på dem, før jeg atter er i balance. Det er en del af livet at komme ud af balance.

– Men det er vigtigt at have en modvægt. I mit tilfælde kan jeg godt arbejde hårdt for det, jeg brænder for, men så skal jeg også ind imellem trække stikket, restituere og slappe af.

En af de måder, hvorpå Lars holder sig selv i vater, er ved at lave åndedrætsøvelser.

– Hver morgen, når jeg er i bad, laver jeg Bhastrika – også kaldet blæsebælgen. Det lyder meget voldsomt, og der kan flyve bussemænd ud, så det er smart, at jeg står i badet. Forestil dig dine lunger som en ballon, der har ligget i mange måneder i en skuffe helt krøllet sammen. Blæsebælgen folder lungerne helt ud og revitaliserer mig.

En anden øvelse, Lars laver hver dag, er åndedrætsøvelsen Pranayama, der betyder livets energi. Mens han kører i bil trækker han vejret ind i fire sekunder, holder det i fire, ånder ud på seks og holder i lungerne tomme i to sekunder, inden han tager en ny indånding.

– I de to sekunder, hvor kroppen føler, at den er i underskud, frigiver milten røde blodlegemer og producerer samtidig nye røde blodlegemer. Ligesom en bremse kan blive halvsløj, hvis ikke du bruger den, kan du træne din milt i at blive mere virksom, skarp og produktiv.

– 15-20 gange om året laver jeg også Sudarshan Kriya, som forløser kroppen for vrede, ængstelse, depression og bekymringer. Det er en meget kraftfuld åndedrætsøvelse, som tager tid og kræver, at jeg mediterer bagefter. Men belønningen er stor.

I kraft af den epokegørende oplevelse på klostret besluttede Lars allerede dengang, at mindst en gang om året ville han bruge tid til refleksion, på at bare være og genfinde roen i en travl hverdag. Lars har blandt andet været på retræte i Montenegro og har planer om at tage på retræte i Atlasbjergene i Marokko.

– Om det er tre, fem eller syv dage er ikke så afgørende. Det afgørende er, at du skaber stilhed, tid og plads til at mærke efter og tage livets retning og valg op til overvejelse. Det kan også bare være en hel dag alene, hvor jeg cykler ud i skoven for bare at være. Der er i den grad noget ved at komme ud i naturen, livets store klasseværelse.

– Det er de små snigende forandringer, der slår dig ihjel, men på retræte kan du stille skarpt og justere, så du ikke bliver offer for uheldige mønstre i dit liv.

Allerede i 2015 valgte Lars at være åben om sin stresshistorie i en filterløs biografi: ‘Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op’. I dag er hans liv ikke længere fucked up. Han fik en ny chance, er ydmyg og dybt taknemmelig.

– Mine kriser er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Mens jeg var i det, synes jeg ikke, det var spor sjovt. Men nu, hvor jeg kan kigge tilbage på dem, synes jeg, de var fantastiske. Det er kriserne, der har vist mig vej. De har givet mig et kald. Og nu står jeg lige om lidt på scenen i Bella Center og siger goddag til præsident Bill Clinton, der skal tale om ledelse med formål.

– Nu kan jeg sige, ”Godt gået Lars. Det er i orden det der”, og jeg er heller ikke længere i tvivl om, at jeg er elsket af familien, min kæreste og mine børn.