Nyheder

Nyt tøj med god samvittighed

5. september 2016

Det kræver ofte mange ofre, inden et stykke tøj er færdigt og klar i butikken hos forbrugeren. Men der findes heldigvis bæredygtigt tøj, der skader miljø og mennesker mindst muligt. Der er mange gode mærker at gå efter.

Din nye smarte kjole viser måske ingen tegn på det, men den har højst sandsynligt sat mange ødelæggende spor på sin rejse hen til butikken.

Bomulden bliver dyrket i ét land og vævet i et andet, mens tøjet bliver syet i et tredje land, så det når at udskille en kæmpe mænge CO2. Syningen af tøjet foregår ofte i lande som Vietnam og Cambodja, hvor de får en umenneskelig behandling, og på nogle tøjfabrikker bliver medarbejderne låst inde. Undervejs bliver tøjet udsat for mange kemiske stoffer, der betyder, at du faktisk bør vaske dit tøj tre gange, inden du tager det i brug, fordi det stadig indeholder spor af skadelige kemikalier, når det kommer ud til forbrugeren.

Der findes heldigvis flere mærker, der sikrer, at tøjet skader miljø og mennesker mindst muligt.

 

Fair Trade for dit tøj

Tøj skal ikke udvikles på bekostning af mennesker. Fair Trade er din garanti for, at producenterne af tøjet har arbejdet under gode vilkår. Det er gode produkter i bytte for en fair behandling. Bag alle Fairtrade-mærkede produkter står et internationalt, uafhængigt kontrolsystem, der sikrer, at producenterne minimum får landets mindsteløn samtidig med, at de bliver behandlet med respekt. Derfor er børne- og tvangsarbejde også bandlyst. Målet er at bekæmpe fattigdom blandt økonomisk udfordrede producenter. Det er dog kun bomulden i tøjet, der kan Fairtrade-mærkes. Mærket betyder bl.a., at bomuldsarbejderne på plantagerne får bonus til faciliteter som bedre boliger, sundhedsklinik eller lignende.
Læs mere på fairtrade-maerket.dk

Svanen og blomsten

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, mens EU-blomsten er det europæiske. Produkter med Svanen eller Blomsten er blandt de miljømæssigt bedste i deres kategori, og sætter strenge krav for at passe på natur og miljø og spare på jordens knappe ressourcer.

Tøj med Svanemærket eller EU-blomsten er kun udviklet af fibre, der er miljøvenlige. Naturfibre som hør eller bomuld skal derfor være økologiske.

Der er strenge krav til, hvilke kemikalier der må anvendes i produktionen og krav til spildevandet fra bl.a. farverier. Samtidig skal det færdige stykke tøj være af mindst lige så god kvalitet som andre tekstiler.
Læs mere på ecolabel.dk

 

Fri for kemi

Der findes sundhedsskadelige kemikalier i en del af det tøj, man kan købe i forretningerne. Både i Danmark og i udlandet, er der virksomheder, der ikke har nogen politik om kemikalier i tekstiler. Nogle af kemikalierne er allergi- og kræftfremkaldende, og så er der flere, vi endnu ikke kender langtidskonsekvenserne af.

Der findes heldigvis mange alternative og ufarlige kemikalier og metoder, som kan bruges i stedet. Oeko-Tex er verdens førende sundhedsmærkning for tekstiler. Du kan kende det på mærket ”Tiltro til tekstiler”. Tøj med Oeko-Tex mærket indeholder ikke kemiske stoffer der kan eller mistænkes for at kunne have skadelig virkning på kroppen.

Læs mere på okotex.dk

 

Brug og brug igen

Vi køber bunkevis af tøj og smider det hurtigt væk igen, fordi farven ikke længere er moderne, eller vi pludselig ikke synes, det falder i vores smag længere. Tøj der blot går til spilde er en af de store miljøsyndere. Der er mange der benytter sig af genbrugsbutikker som Kirkens Korshær og Røde Kors, men der er også mange andre muligheder for at give tøjet længere levetid.

I H&M kan du aflevere alt det tøj, du ikke bruger mere ­– også de slidte cowboybukser eller de hullede sokker. Ødelagt tekstil bliver nemlig bliver genanvendt til råmaterialer og nye produkter. Det kan være karklude eller fyld i bamser. De tekstiler, der hverken kan genanvendes eller genbruges, anvendes til energiproduktion. Det er firmaet I:CO der står bag konceptet. De samarbejder med store tekstil-firmaer om at indsamle tøj og sko i deres butikker. Du kan læse mere om dem på ico-spirit.com

Der begynder også at dukke flere og flere fælles-klædeskabe op, eller swop-butikker som de også kaldes. Et af dem er Resecond i København. Her betaler du 200,- om måneden, og så kan du bytte dig til alt det tøj, du vil. Så kan andre få glæde af det tøj, du er blevet træt af. Mottoet er – ”giv før du får.”

Forrige artikelTarmbakteriers nabo har betydning for dit helbred

Næste artikelTerapeuten: Stress er dit eget ansvar!