Midt i researchen på nyttedyr til haven faldt jeg nærmest over nogle af de mest nyttige, vi har derhjemme: Vores høns. Derfor denne hyldest til vores fjerede venner.
De første høns, vi havde, var lånte høns. Buret var aflangt med bærestænger, så de kunne bæres rundt og sættes et sted, hvor hønsene kunne hakke i ukrudt eller i jorden. Der var net hele vejen rundt og et rederum, hvor 2 høns kunne være i. Vores to ældste børn var meget begejstret for dem, og de blev derfor døbt Amalie og Sofie, og stor var glæden, når de havde lagt et æg.
En produktionsskole afleverede høns om foråret, og når det blev efterår, ringede man og bad om at få dem afhentet, og så kom de og hentede dem tilbage. Ideen var fin, og selvom vi havde en have i byzonen, lavede de to damer ikke larm. De gav glade stunder og familieoplevelser.
Derfor blev det ikke vores sidste oplevelse med høns. Min kone synes, det er spændende med høns, og hele familien er med på det – også det arbejde, der er forbundet med dem. I to år samlede vi på gode ideer til hønsehus og indretning, og ud over at læse bøger om emnet besøgte vi folk, venner og familie, der havde høns. Vi fandt ud af, at hønsehuset skulle være på sokkel og med støbt gulv, så rotter og andet kravl ikke kunne komme ind til hønsene. At huset skulle være så stort, ca. 8 m2, at vi kunne komme ind i det og gøre det rent. Indvendige sider var med glatte plader, der blev malet, og som kunne vaskes og holdes rene.
Det er opdelt med et rum til høns, et til foder samt et rugerum. Huset blev også helårsisoleret med 200 mm isolering. Der er sat tapettag over det udeområde, hvor evt. madrester gives. Der er plads til en redepind med skrabeplade under, så alt det afføring, der produceres om natten, er let at skrabe op og bruge til kompost og på jorden i haven. Min kones høns har halm i redekasserne og tørt grus på gulvet, og det er nemt at holde.
bygger man et større hønsehus, er det det godt at gå på biblioteket og finde bøger om emnet og desuden se andre hønsehuse, især hvis man ikke har prøvet det før. Et større hønsehus er et ferieprojekt.
Maden til hønsene er meget overskud og levninger fra husholdningen, der ikke går i kompostbeholderen. Hønsene kan godt lide, når konsistensen er blød. De får strandskaller som kosttilskud, og man kan bestille økologisk hønsemad ved foderstoffirmaerne. Det er også sjovt at give dem noget korn, som de elsker at pikke efter.
Hønsegården blev også stor. Volierenet blev sat op over det hele og 40 cm ned i jorden, og der blev også lagt net på tværs – hele hønsegården er befæstet og omgrænset af net, så gnavere og ræve ikke kan komme ind. Flere gange har vi set ræven tæt på i skoven, så en åben dør i hønsegården hen under aften kan have fatale følger for hønseflokken.
Min kone læste, at det skulle holde ræven væk, hvis en mand tisser i hækken op mod marken mindst to gange om ugen. Så jeg bliver sendt ned for at tisse vores territorium af! Testosteron skulle være kemisk skræmmemiddel. Og både denne metode og net har virket de sidste otte år.
Det er nemt med høns. Et lille bur med redeplads i enden er billigt at lave og kan placeres næsten overalt, hvor der er jord. Høns larmer ikke, men det kan hanen gøre, og den må ikke være alle steder. Men hanen kan måske lånes, hvis man vil have kyllinger, eller man kan købe befrugtede æg. I vinterhalvåret skal man have en anden løsning end et flytbart hus.
Kyllinger
Når der kommer varme i luften, vælger min kone en høne ud til at ruge. Den ruger indendørs i et anneks med udvalgt foder. Det plejer at give en spændende og fantastisk oplevelse, når kyllingerne kommer 21 dage efter.
Haner
Hvis du vil have en hane, er det vigtigt at have en fornuftig hane, der ikke er aggressiv. Hakker høns og haner for meget, så skal de væk. Vi har også prøvet at have mere end en hane, men det gik ikke. I stedet har min kone foræret de flotte haner væk, så der er en mulighed for andre at komme i gang med hønsehold.
Min kone synes, at det er en fryd at se hønseflokken blive lukket ud af hønsegården. Den store farvestrålende hane fører an, og i foråret og efteråret går de haven igennem for skadedyr. Vi ser, de skraber ved kanterne, ved sten, omkring æbletræerne og de steder, hvor der f.eks. kunne være snegle, biller, larver, stankelben mm. Den store hvide høne ”fru Vom” fører an i at tage også de mellemstore snegle. I starten så vi ikke hønsene være interesserede i sneglene, men det er helt klart vendt. De tager også de hvide dræbersnegleæg, som de finder, når jorden er vendt.
Er der lagt kompost ud på jorden, bliver det hele endevendt. Sidenhen graves jorden med en greb eller fræses, og straks er hønsene der igen.
Om foråret løsner vi jorden i drivhuset, og lægger korn derind. Så kommer hønsekavaleriet som biologisk skadedyrspatrulje forbi og ser, hvad de kan få fat i. Det får de lov til i god tid, inden drivhuset bliver plantet til.
Siden vi har fået overdækkede højbede, kan vi bruge dem i haven noget længere. De vil så gerne derud, og vi kan se, at det nytter
Når blomster og andet bladgrønt kommer frem, må de blive i hønsegården. De får til gengæld masser af friske blade, græs og planter bragt derind. Æggene er fine med flotte blommer, og alle vores børn er enige om, at mors hjemmeøkologiske æg er bedst. Vi spiser ikke kød, så vores høns dør af alderdom eller kommer i svigermors suppegryde.
I efteråret får de lov til at komme ud, så lang tid de vil, og de bliver ved, når det ikke regner og sner.
En hønseflok er enorm taknemlig. Man skal holde deres mad, vand og hus rent, og så kan man fodre dem med levninger, og man får æg med retur. Det er bare at prøve.
Økologiske æg indeholder flere vitaminer og mineraler, viser svenske undersøgelser. Man forklarer det
med, at bedre spisevaner som frisk bladgrønt og grovfoder kan gøre forskel. Æg er rige på protein,
med en god sammensætning af aminosyrer. Der er D-vitamin, B 12, jod, jern, selen mm.
Skoldes æg på skallen i 30 sekunder, kan salmonella ikke overleve. Den kan dog stadig være
under skallen, så skal man bruge rå æg uden varmebehandling, tager man en chance. Det er kun
pasteuriserede æggehvider og blommer, der er sikre at bruge.