Drømmen om det bæredygtige liv er ikke kun for stenbroens speltmødre. Naturli har mødt tre par med en mission: De har vendt storbyen ryggen for at realisere det stressfri liv med græs under ungernes fødder og plads til at ånde. Og for at lave bæredygtig mad til folket.

– Nogle vil sikkert kalde os naive. Vores timeløn har været svimlende lav indtil nu, så det er ikke for pengene, at vi gør det her.

Sådan siger Nick Pedersen, den ene halvdel af caféen Bohemian Food & Art. Foretagendets anden halvdel udgøres af kæresten, Nete Maj Højgaard – eller måske skulle man snarere gøre projektet op i tredjedele, for en vigtig ingrediens er den lille håndbyggede campingvogn fra 1969, der tjener som kombineret køkken, disk og baglokale.

Den rullende café åbnede sidste juni og har siden da solgt hjemmelavet økologisk mad fra skiftende adresser i landet. Pointen med at drive café fra en campingvogn er, ikke overraskende, at den skal være mobil:

– Nick og jeg er nomademennesker. Med Bohemian Food & Art har vi villet skabe en café, hvorfra vi kan sælge mad, der gavner både mennesker og klode, og som vi kan flytte hvorhen vi vil, når vi vil, siger parret, der på ægte nomadevis har rykket caféen udenlands vinteren over.

Drømmen om zero-foodprint

Nete og Nick er eksempler på den øko-gastronomiske bevægelse, der i disse år bølger hen over Danmark. Ikke en voldsom, altfortærende flodbølge, men hos Økologisk Landsforening øjner man en tendens:

– Der er en bevægelse i retning ad at skifte storbystress og brug-og-smid-væk ud med jordforbindelse og bæredygtighed. Tendensen er stærkest i storbyerne, men breder sig rundt i landet. Vi har i mange år set eksempler på akademikere fra storbyerne, der flytter på landet for at realisere drømmen om økologi og selvforsyning. Det nye er, at også restaurationsleddet kommer med i den bølge, fortæller Henriette Winther fra Økologisk Landsforening.

Et andet eksempel på den tendens er Skotte & Stentoft i Sorø. Her har man lejet sig ind i en nedlagt DSB-kiosk for at lave kaffebar for de rejsende. Hovedkvinden bag kaffebaren er kostvejleder Mette Stentoft, der efter at have været med til at starte et lille farmers’ market op i byen fik lyst til at blive herre i eget stationskøkken.

Hverken Skotte & Stentoft eller Bohemian Food & Art har øko-certificering, men det er ikke så afgørende for dem, for: “Vi véd selv, hvad vi har puttet i maden”. Også i Sorø er timelønnen endnu til at overskue, men til gengæld har folk sendt små deleøkonomiske dryp deres vej i kaffebarens første halve leveår:

– Vi har blandt andet fået kopper og bøger forærende, og folk kommer faktisk også tilbage med vores to-go-glas, hvilket jeg tvivlede lidt på i starten. Jeg tror, at vi har ramt lige ned i et behov, som mange går og har – et behov for noget nært, som bliver lavet lige hér, af gode råvarer og uden industriel gift i, siger Mette Stentoft.

Diversitetsambitioner i Vipperød

På en gård i Vipperød er der sanket godt i lade til vinteren. Her har Ane Rørdam Hoffmeyer og hendes mand, den Michelin-belønnede kok Jens Vestergaard, drevet speciallandbruget Muld i godt to år. Ud fra devisen om at minimere vejen fra jord til bord mest muligt dyrker de gårdens tilliggende jorder og serverer det tilberedte udbytte ved forskellige arrangementer på gården.

Også hos Muld startede projektet med et ønske om at give folk nogle andre valgmuligheder på madfronten end dem, parret så på supermarkedshylderne:

– Vi var lige vendt hjem fra Paris og blev slået af, hvor fattigt udbuddet i de danske butikker var. Det var midt i august, hvor hylderne burde bugne af lokalproduceret frugt og grønt, men det, vi fandt, var spanske peberfrugter, argentinske æbler og krydderurter dyrket i vat, fortæller Ane Rørdam Hoffmeyer.

Parret besluttede at gøre noget ved det, og efter nogen tid med hyggedyrkning af et stykke jord i Lejre gik de all in og købte gården i Vipperød. For dem er biodiversitet en vigtig komponent sammen med økologien:

– Før i tiden var der en masse lokale sorter, som trivedes rigtig godt på et meget lille geografisk område, men de sorter forsvinder med lynets hast, fordi de ikke er rentable ud fra et storindustrielt perspektiv. Jeg synes, det er synd og skam, at folk skal tage til takke med den kedeligste ærtesort, bare fordi den kan gro lige fra Nordnorge til Spanien, siger Ane Rørdam Hoffmeyer og tilføjer, at Muld forventer at opnå øko-certificering til sommer.

Penge er kun papir

Fælles for alle tre foretagender er visionen om at forene arbejds- og familieliv: Alle tre iværksætterpar har prøvet at leve med en pendlende forælder eller skæve arbejdstider, som medførte mere fravær fra familien, end de ønskede. Et vigtigt mål for dem alle er derfor, at bæredygtighedsprincippet skal gælde både jordens ressourcer og arbejds-/familielivsbalancen:

– Mens Jens drev restaurant i København, så han kun vores døtre om morgenen og i weekenderne. Det holdt jo ikke, så derfor besluttede vi at rykke hele vores arbejdsliv herud – ikke bare dyrkningen af jorden, som i starten mest var min geschäft, men også Jens’ kokkekarriere. Det har vi ikke fortrudt, for det er ret skønt at have et fælles projekt. En sidegevinst er, at landlivet også påvirker pigernes tankegang i en retning, vi godt kan lide, siger Ane Rørdam Hoffmeyer.

Storbyen er der ingen, der savner, for i provinsen har hverken børn eller voksne så travlt med at være seje og lækre som i hovedstaden. Og pensionsopsparingen? Det må blive i næste liv:

– Når man en dag skal herfra, er det ikke det materielle, der tæller. Vi har mødt så megen hjælpsomhed undervejs i det her projekt: En af de første dage kom der for eksempel en fyr på en ladknallert forbi og tilbød at købe varer ind til caféen for os. Den slags oplevelser er det hele værd og giver lyst til at give noget tilbage, siger Nick Pedersen fra den rullende nomadecafé.