Økologiske cremer uden en masse olie?

Jeg er 55 år og tåler ikke cremer med olier i. Min hud reagerer med at få bumselignende knopper (uden pus). Sådan har det været i alle mine voksne år.

Jeg har prøvet et utal af cremer.

Nu bruger jeg Vichy Aqualia thermal light cream, som jeg tåler fint – den er mig bekendt også uden olier, men til gengæld med en masse dårlig kemi, som jeg helst var fri for (jeg tåler ikke serum i samme serie).

På kroppen tåler jeg fint alle slags cremer.

Tror du, jeg på nogen måde kan vænne min hud til cremer med olie i?

Kender du nogle økologiske cremer uden olie?

På forhånd mange tak for svar.

Venlig hilsen

Lisbeth

 


 

Først ja, jeg tror det vil være muligt for din hud at bruge olier igen, men det vil først og fremmest være et spørgsmål om hvilke olier.

Du ville først kunne forsøge dig med Nigellafrø-olie fra Natur-Drogeriet, fordi det netop er en af de olier, der ikke fedter på huden (en slags tørolie kan man sige), og som samtidig har flere helende egenskaber. En anden olie du ville kunne forsøge dig med, der er særlig god til natten, er ren hybenkerneolie. Den er nemlig også ophelende, kan balancere ens egen fedtstof i huden og er meget rig på A- og C-vitamin, som genopbygger cellerne og som styrker kollagenet i huden.

Af cremer har Dado Sens deres Probalance-serie, og den er lige netop lavet til, hvis ens hud trives bedst oliefri. Dog har mange også glæde af Mellisas Ansigtsgelé og faktisk er deres Multivitamin Serum også et rigtig godt bud evt. under ansigtsgeléen. Den hjælper med at trække porerne sammen, er desinficerende og beroliger og beskytter huden, også hvis den er rødmende og irriteret.

Det, der især er værd at tænke over i forhold til brug af olier, er hudens egen syrekappe, som er vigtig at holde i balance. Hudens egen syrekappe består mest af olie, og den er god at have i balance, for den beskytter også mod hudsygdomme. Så styrk huden indefra med god økologisk mad, to liter vand dagligt (læs f.eks. Naturli nr. 1-2018 for forskellige tips) og gode vitaminer og olier.

Håber du finder en kombination, der falder lige i din smag. I takt med, at huden kommer endnu mere i balance, ændres muligheder og behov tilsvarende.

Bedste hilsner

Tine Juul Andersen, skønhedskonsulent

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*