Nyheder

Økologisk mad til skolebørn

24. januar 2008

Økologi er godt for børn – den holdning har mange børnefamilier, og de viser det ved et stigende indkøb af økologiske fødevarer. At de også ønsker økologisk skolemad ligger i logisk forlængelse af denne holdning, men det ønske har vist sig at være noget sværere at få opfyldt. Økologisk Landsforening har netop lanceret hjemmesiden www.okologi.dk/skolemad med information og inspiration til mere økologi i skolemaden.

Projektet “Økologi i Skolemad – information og inspiration” er støttet af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.- Jeg vil gerne fremme økologien, og jeg håber, at flere vil overgå til økologiske fødevarer i kantiner og diverse madordninger. Og hvis flere skolebørn kan komme til at købe et sundt måltid mad, så støtter jeg gerne det. Hjemmesiden er en god hjælp for dem, der ønsker at komme i gang med den økologiske mad, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen. Børn fra Roskilde Kommune og Københavns Kommune har i dag de bedste muligheder for at få mad fra økologiske køkkener.For de fleste andre børn er den økologiske madpakke hjemmefra stadig den sikreste vej til færre pesticidrester, færre tilsætningsstoffer og flere sundhedsfremmende stoffer i maden.- Vi tilbyder skolerne gratis vejledning i at komme i gang med mere økologi i mad til skolebørn, fortæller projektleder Dorte Ruge. Et informationsmøde om fordelene ved økologi er måske et første skridt, derefter følger planlægning af et fornuftigt forløb, der også omfatter rådgivning til kantinepersonale og involvering af elever.Og imens man arbejder på den endelige løsning er tips og gode råd til den økologiske madpakke en hjælp til at gøre det lidt bedre her og nu. På hjemmesiden kan man også læse om skoler, der allerede er godt i gang med den økologiske skolemad og høre, hvilke barrierer de har oplevet undervejs, og hvad der skal til, for at det bliver en succes. Gå ind på www.okologi.dk/skolemad Kilde: www.okologi.dk

Forrige artikelAldrig Calcium uden Magnesium

Næste artikelFlere tidligt fødte børn overlever