Mad

One pot: Skru ned for opvasken – og op for madglæden

Foto: Chris Tønnesen
20. august 2018

Der skal mad på bordet hver dag. Og helst noget, der smager godt, er sundt og fyldt med næring, uden at det tager for lang tid og efterlader en kæmpe opvask. Løsningen hedder ‘one pot cooking’.

Kender du det? Det er tirsdag aften, du har sent fri, og der er stadig langt til weekend. Det sidste du magter er at bruge oceaner af tid på madlavningen – for derefter at bruge resten af aftenen i køkkenet med en kæmpe opvask …

Den følelse kendte Mette Mølbak, madskribent, kogebogsforfatter og madredaktør på Politiken. Hun var nemlig træt. Træt af at bruge en time på at lave mad, for derefter at spise det på 10 minutter og til sidst rydde det hele op igen.

– Selvom jeg er madredaktør, så er det er ikke hver dag, jeg gider at bruge en masse tid i køkkenet, siger Mette.

Derfor fik hun idéen til at skrive en kogebog med lette og hurtige opskrifter, der ikke efterlader køkkenet sejlende i gryder, potter og pander. Den definerede faktor ligger i navnet; one pot-retterne kræver kun en enkelt gryde (eller fad).

Alt i én gryde – one pot

– Ideen med kogebogen ’One pot’ var at finde nogle redskaber til, hvordan man kan effektivisere madlavningen på en enklere og smartere måde – uden at gå på kompromis med smag og kvalitet. Du får altså både minimalt køkkenarbejde og en intens smag i retterne, fordi alle ingredienserne tager smag fra hinanden, siger Mette Mølbak.

Lammeskank med linser. Smørmørt svin med pastinak og citron. Spicy fiskesuppe. Boller i karry. Eller hvad med den lækre vegetarret Dhal med tomater og koriander? Det er stort set kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan lave i bare én gryde eller ét fad.

– Der er en ret i bogen, Kylling og couscous i hvidvin, som har været en klassiker hjemme hos os i mange år. Men før jeg begyndte på denne her bog, havde jeg aldrig overvejet, at man kunne gøre det til en one pot-ret. Og nu synes jeg faktisk, at retten er blevet endnu bedre, især fordi det hele tager smag fra hinanden i fadet, siger Mette Mølbak.

Vi skal blive ved med at lave vores egen mad

Vi lever i en tid, hvor mange har utrolig travlt. Derfor kan det efterhånden store udbud af færdiglavede retter og fastfood også nogle dage virke lokkende. Men vores behov for mad kan faktisk blive stillet bedre, enklere og nemmere end med den færdiglavede mikroovnsmad.

Flere af bogens opskrifter er billigere og hurtigere at lave, end hvis du skulle hente take away.

Mette vil med sin bog gerne slå et slag for, at vi bliver ved med at lave vores egen mad, så vi ved, hvilke råvarer vi bruger, og hvor de kommer fra.

– Du ved ikke, hvor mange e-numre, salt og tilsætningsstoffer, der er i købemad. Derfor ville jeg med min bog også gerne gøre det lettilgængeligt at spise ordentlig mad med gode råvarer. Bogen er et værktøj til, hvordan vi kan skyde et par genveje, så det går hurtigt, men stadigvæk er ordentlig mad, vi får, siger Mette og fortsætter:

– Det er ikke udelukkende en ”sundhedsbog” jeg har skrevet, for der bruges både fløde og smør i nogle af opskrifterne. Men jeg tror på, at det er vildt vigtigt for vores sundhed, at vi ved, hvad vi putter i munden.

Genvejen til nemmere hverdagsmad

Ligesom vi i disse år down-sizer vores bolig og skiller os af med overflødige ting, så handler one pot cooking også om, at vi ikke behøver at have store køkkener eller en kæmpe gastronomisk udstyrspakke for at lave god mad.

– Flere vil gerne leve deres liv mere simpelt, mere overskueligt og med færre ting. Lige sådan handler det med one pot-retterne om at skære ned til det mest nødvendige, så vi undgår unødvendige arbejdsgange.

Bogen egner sig også godt til den studerende på kollegiekøkkenet eller til dem, der bor på lidt plads og måske har down-sizet deres liv. En gryde, et skærebræt og en god kniv er i virkeligheden alt, du behøver.

Børnene kan også være med

”Mor, skal vi ikke have boller i karry til aften?”

– Jeg tænkte bare ”åh nej, det magter jeg ikke i aften”, da min søn og jeg var på vej hjem sent en dag. Men så forsøgte jeg at lave det som one pot-ret, og det gjorde det hele meget nemmere og  overskueligt.

Siden da har Mette leget med flere klassikkere, såsom krydrede kødboller i tomatsauce og kyllingelår med rodfrugtfritter, som hun har forvandlet til one pot-retter – og de er blevet hits hos hendes egne børn.

– Udfordringen med børn er, at de ikke altid er vilde med ting, der er blandet sammen. De vil helst have maden lidt hver for sig, så de kan se, hvad det er. Derfor gør jeg meget ud af at gøre retterne ekstra lækre med topping; krydderurter, grønt og nødder, der giver liv og farve til retterne.

Børnene kan også sagtens være med i køkkenet, når der er en one pot-ret på menuen. Så nu er der altså ingen undskyldninger for at springe over hverdagsmadlavningen og i stedet spise færdiglavede retter. Mulighederne for lige præcis det, du har lyst til, er uendelige med one pot, og proceduren er stort set den samme for hvert måltid – nemt, lækkert og ikke særligt tidskrævende.

 

Opskrifter:

Kylling og couscous i hvidvin

 

Lammeskank med linser

 

Spicy fiskesuppe

 

Dhal med tomater og koriander

 

Boller i karry

 

 


 

Bogen

One pot – din genvej til nem hverdagsmad

Af Mette Mølbak

Forlaget Muusman, 2018

Vejl. pris kr. 200,-

Forrige artikelSafran: Naturens egen lykkepille

Næste artikelEn hurtig guide mod gigten