Økologisk, naturligt, vegansk, med ioner osv. Der er mange valg at tage – også ved skønhedsprodukter, som i dag får flere og flere mærker og funktioner. Men hvad skal man gå efter, og dur produkter uden mærkerne slet ikke?
Helt sat på spidsen: Det med mærker og certificeringer og indhold kan man i yderste konsekvens se højt og flot på, om man ønsker. I princippet også udseendet på indpakningen. En børste kan også stadig rede håret igennem, eller du kan tørbørste huden blød og sætte gang i cirkulationen, uden ioner.
Men for de af os, der af forskellige grunde er drevet af nysgerrighed, interesse og måske værdier for miljø, arbejdsvilkår og naturligt indhold, kan mærker og certificeringer være en kæmpe hjælp. Så vi ikke behøver at være flydende i INCI (international fortegnelse over kosmetiske ingredienser), hver gang vi skal træffe et valg.
Mærkerne gør det simpelthen lettere at navigere rundt blandt alle de efterhånden mangfoldige grønne valg, man kan træffe. Efterspørgsel eller mangel på samme har en reel effekt. Se bare hvor mange af de konventionelle brands, der efterhånden bliver grønnere – af forskellige årsager – og ikke mindst, fordi forbrugerne vil have det.
Og som forbrugere kan vi vælge efter hvilken effekt vi prioriterer: Mindre plastspild, mindre belastning af vores sundhed gennem færre kemikalier, ingen dyreforsøg eller beskyttelse af regnskoven.
Når man vælger produkter lavet på planter og naturlige ingredienser, kan man også vælge mellem såvel biodynamiske, økologiske eller andre fremstillingsforhold – f.eks. vilde planter eller havbrug som tang og alger.
Et eksempel på vilde planter er f.eks. de hyben, der laves olie på i Fuerza Vitals hybenkerne-olier fra vildrosen Rosa Rubiginosa. Det er 100 pct. koldpresset hybenkerneolie fra hyben, som vokser vildt i Andesbjergene, hvor der i forvejen ikke bliver sprøjtet med gift. Da de ikke er dyrket i et landbrug, kan de ikke kaldes økologiske, men de er altså fri for sprøjtegifte m.m.
I selve deres rene hybenkerneolie er der ikke tilsat ekstra konservering og ingen dufte eller parfume. Men selvom der er tale om et helt “rent” produkt, er der ingen certificering. Det kræver altså enten interesse og egen research eller en god dialog med forhandleren/sælgeren, så man kan få en forståelse for den gode olie.
På samme vis er den rene makeup baseret på mineraler. Man kan ikke dyrke et mineral, og derfor kan det heller ikke kaldes økologisk, men det er stadig naturligt forekommende netop i naturen.
Ligeledes kan man vælge at gå efter lokale produkter fremfor globale for at støtte det lokale udvalg og arbejdspladser.
Greenwashing er de produkter og mærker, der prøver, at lade som om de er grønne, bæredygtige, miljøvenlige, naturlige osv., men måske i virkeligheden højest har set en grøn plante igennem et vindue på fabrikken eller snittet én i farten på vej ind i butikken. Til gengæld ved producenten, at der er interesse for og salg i grønne produkter.
Her kan mærker og certificeringer være en kæmpe hjælp til at skelne mellem dem, der bare ønsker at se grønne ud, og dem, som reelt er det. Så selvom det lyder lidt besværligt i starten, kan du prøve at sætte dig ind i, hvilke områder, der betyder noget for dig, og hvilke mærker, der bakker op om disse områder. Så kan du undgå at falde for greenwashing.
Rigtig mange vil gerne passe på miljøet og spørger derfor efter Svanemærkede produkter. Det er fint og godt på mange områder, og da Svanemærket er nordisk, er der også mange positive sider ved det mærke, men det skeler ikke til f.eks. økologi og dyreforsøg.
De økologiske tyske mærker – f.eks. non-profit mærke NaTrue har de allerhøjeste krav til økologi, og disse er ikke Svanemærkede. På www.natrue.org kan der læses i detaljer om netop det mærke og deres høje krav til indholdsstoffer som omkring dyreforsøg, nano-ingredienser, konservering, mikroplastik, palmeolie og derivater derfra.
Vi støder også på mange andre mærker som ecocert, BDIH, USDA, Soil Association, Cosmebio.
I et forsøg på at lave en overordnet økologisk og bæredygtig-certificering startede man i 2002 på at lave en større ensretning under et overordnet mærke COSMOS. Det er nemmere sagt end gjort, men siden 2010 har man flere steder kunnet se mærket Cosmos – med undergrupperne Cosmos-ecocert eller Cosmos-cosmebio osv. Også dette kan man læse mere om på www.cosmos-standard.org.
Fra 1. Juli 2019 bliver der på godt og ondt en masse “fri for”, der ikke længere må skrives. Det gode er, at de, der skriver det på et hult grundlag, bliver forhindret i det, men det har også været til hjælp for mange til at navigere rundt og har skabt lidt transparens, hvis der var indholdsstoffer, man helst ville undgå. Måske får certificeringerne endnu mere betydning på den baggrund?
Jo, du kan sagtens finde gode produkter uden certificeringer og dermed mærkerne. Det kræver bare, at du lige spørger dig frem og undersøger nærmere.
Lad os tage Morgenfruerne på Læsø som et eksempel. Planterne og urterne heri både vokser og behandles økologisk. Men da det er dyrt for et lille og ret nyt firma at blive certificeret (hvilket ville fordyre prisen meget på produktet), ville en certificering kunne stå i vejen for hele opstarten.
Det kræver volumen og fleksibilitet at starte et nyt mærke op og kunne holde prisen på et stade, hvor nye kunder får lyst til at prøve. Disse forhold kan være svære at forene med en certificering, der kan være en tung omgang.
Men som kunde kræver det, at man er lidt mere vågen. For nogle dækker sig ind under sådanne historier for så at snige ingredienser ind, der f.eks. er billigere og ringere for at drøje det hele lidt.
Nogle at de meget økologiske mærker er som frontløbere stødt ind i udfordringer hen ad vejen. Selvom de tester på livet løs, tager det ofte op til fem år, før en ny ingrediens kan certificeres, hvilket kan blive en stopklods, når man prøver på at udvikle på naturligste vis.
Her er Jurlique et eksempel. Deres farm uden for Adelaide i Australien er biodynamisk certificeret og behandler med nænsomhed naturens ressourcer. Sammen med deres dybe forståelse for planterne og for miljøet generelt. Da de startede ud, fandtes der kun jordbrugs-certificeringer i Australien, og det gav ikke mening at søge om de europæiske certificeringer, der både var dyre og ikke dækkende for kvaliteten.
Så de ville hellere vise og fortælle historien og visionen. På den måde undgik de også den noget stivere proces med certificeringerne til nyudvikling.
Apropos produkter, der er fyldt med rene plante- og naturingredienser, er det nyere danske BETTES en spændende historie. Simpelthen håndlavet med hjemmedyrkede urter, økologiske olier og naturlige vitaminer. Jeg blev opmærksom på det, da Katja Kunimori bruger det i sin klinik. Hvis nogen genkender navnet Katja Kunimori, er det måske, fordi hun tidligere skrev skønhedsartikler her i Naturli, eller fordi hun har mange, mange års erfaring som holistisk kosmetolog – og har haft mange hudtyper, aldre og hudproblemer mellem sine hænder.
Hun har været med til at fremme grøn hudpleje i Danmark fra starten og har altid selv arbejdet med økologisk hudpleje fra sin første færd i branchen. Interessen har også ført til en generel interesse for sundhed, mentalt og fysisk – og derfor uddannede Katja sig også til yogalærer.
Fra sit studie Kunimoriyoga.dk mestrer hun sit grundfundament og har en af de helt store redskabskasser i både krops- og ansigtsbehandlinger, som hun kan skræddersy, så det passer til én.
I forhold til hudplejemærket BETTES blev hun pludselig lysvågen, da hun blev præsenteret for det. Hun kunne se, at kvinden bag, der hedder Mette Themsen, har oprigtig interesse i og viden omkring urterne, som hun dyrker selv. Den store interesse og baggrundsviden om planter har Mette fra sin mormor. Planter og urter, som kan understøtte hudens egne selvhelende mekanismer og støtte op om den naturlige anatomi og cellernes evne til at optage næringsstoffer. Du kan læse mere på www.bettes.net.
Urterne, der bruges til både olie- og vandudtræk, er dyrket efter økologiske og permakultur-metoder med øje for biodiversitet og for planters sameksistens og trivsel. Nogle urter er høstet vildt i naturen og håndrørt med gulerod- og havtornolier, kamille og morgenfrue.
Nogle af de aktive ingredienser som f.eks. i den særlige Glow Mask er spirulina og amla, som er super høje på næring og amla ikke mindst på antioxidanter. Begge bliver brugt rigtig meget indenfor ayurveda også.
Hvordan passer det så lige ind i Katjas behandlinger? Her mødes du af gode hænder, en smittende ro, sans for æstetik – både i omgivelser og ansigtsbehandlinger.
Det er faktisk ansigtsterapi. Ud over selve hudplejen i de gode økologiske produkter bruger Katja en kombination af det bedste fra mange verdener: ansigtszoneterapi, japansk healing, cupping, lymfedrænage, meridian-strygninger og alt hvad man ellers kender af rens, ansigtsmassage og lækre masker.
Og så arbejder hun meget med fascier, vores bindevæv, som gør en stor forskel for vores sundhed og skønhed.
Fascier er vævet, der omgiver og forbinder organer, muskler, knogler og hud, og de skal være fleksible og smidige for at fungere optimalt for vores sundhed (og skønhed).
En behandling med det fokus er f.eks. Katjas Face Flow-behandling. Det er en behandling med fokus på bindevævet og hudens egen produktion af kollagen. Man lærer simpelthen forskellige stræk af fascier (bindevævshinderne) i kroppen, som Katja viser og instruerer i.
Derefter fodbad med epsomsalt, æteriske olier og urter. Mens fødderne er i det afslappende og velduftende vand, instruerer Katja i øvelser for bindevævet i ansigtet, som man kan lave derhjemme. Man føler sig helt vildt bøvet i starten, men kan ret hurtig mærke, at det føles utroligt behageligt og spændingsfrigivende. Derefter op på den lune briks med ansigtsmasker, massage og sugekopsbehandling og til sidst den originale lymfedrænage.
Som mange behandlere oplever, når ens nysgerrighed og videbegærlighed først er vakt, så søger man at videreuddanne og dygtiggøre sig. Det har Katja selv gjort gennem årene, men det kan andre behandlere og kosmetologer også få glæde af, når Katja laver videreuddannelser,
For mere info om videreuddannelserne kan du kontakte katja@kunimori.dk – og for behandlingerne, blog og yoga kan du ses meget mere på www.kunimoriyoga.dk
Forrige artikelAt passe på tænder og hjerte kan være to sider af samme sag
Næste artikelFor mange stressede forældre tager frustrationerne med hjem