Omkring mig hører jeg til min undren stadig jævnligt sætninger som f.eks. “Jamen, han har altid været en typisk dreng” og “Ja, det er jo en rigtig pigeting…” osv. Det er langt fra  kun hos den ældre generation, at disse fraser holder ved, og så spørger jeg bare: Er vi virkelig ikke kommet længere?

Kønskampen kan indimellem virke, som om den er vendt til det modsatte. I stedet for at udfordre hinanden på kønnet og dets stereotyper, læner vi os nærmest op ad  stereotyperne “den friske dreng” og “den søde og stille pige”. Bare se magasinernes varesortiment til indretning af henholdsvis pige- og drengebørneværelset! Er det ikke ved  at være tid til (igen) at bryde med den tankegang?

Lad os se nærmere på, hvor ofte kønnet egentlig er den primære og den retfærdige forklaring på vores børns væremåder. For at starte med et eksempel, jeg i den grad kender til: mig selv. Jeg kørte traktor og hjalp til på værkstedet, inden jeg var 13, men jeg var også ivrig barnepige og glad for børn. Jeg var ikke særlig optaget af at lege med dukker, de stod og støvede til på hylden, men jeg elskede/elsker at tegne og male. Jeg var vild med at lege med drengene – gør det stadig – men er “totalt straight”. Disse  ulogisk sammensatte egenskaber er blot et eksempel på, at det ikke er sort-hvidt, eller skulle jeg sige lyserødt og lyseblåt.

Personlighed frem for køn

I min alsidige karriere har jeg haft en del med børn og unge at gøre, og jeg forbløffes stadigt over, hvordan uregerlige piger ofte sættes hurtigere i bås som besværlige, ja decideret problematiske, frem for drenge, der bare “har lidt svært ved at sidde stille eller fastholde koncentrationen”. Der er ikke langt til åbenlys forskelsbehandling, og i min  verden begår vi som forældre og professionelle omkring børn og unge en stor forbrydelse, når vi forsøger enten at forklare eller bortforklare egenskaber og adfærd med  kønnet, om så blot indirekte. Det giver ingen reel forståelse for den enkelte pige eller dreng.

Vi må gøre os mere umage mht. at forstå og rumme vores børn – hvad enten vi har en følsom dreng med en veludviklet fantasi og kreative evner, eller vi har en pige, der er handlekraftig og modig.

Her får du en række spørgsmål, du kan stille dit barn (og dig selv?) for at gå spadestikket dybere i at forstå dit barns personlighed og din opfattelse af den:

• Hvad kan du godt lide at lave, når du er alene?
• I hvilke situationer føler du dig allerbedst tilpas?
• Hvad kan du bedst lide ved dig selv?
• Hvilke fem personer, synes du, er de sejeste i hele verden (det kan være unge og gamle, naturlimænd/drenge og kvinder/piger)? Hvad er det, der gør dem seje/værd at beundre? Det er ikke nok med 1-2 stk.
• Hvad kunne du godt tænke dig at blive bedre til? Hvem kender du, der er gode til det?
• Hvad forestiller du dig, der skal til, for at du får et lykkeligt liv?

Glem dine fordomme

Du kan bruge disse spørgsmål til at få gang i en “god snak” med dit barn om, hvad der er vigtigt og værdifuldt for ham/hende. Læg herunder mærke til de rollemodeller, som dit barn vælger (dog uden at kommentere dem).

På denne måde kan du lære dit barn bedre at kende og kan bedre støtte ham/hende i den person, han/hun er. Det er på ingen måde en test, men en “øjenåbner”. Måske finder du ud af, at dit barn er styret af meget kønstypiske træk og værdier. Hvis du har på fornemmelsen, at det er lidt “automatiske” svar (a la “det jeg plejer at sige/høre sagt om mig”), kan du spørge ind til det for at se, om der eventuelt ligger andre muligheder gemt. Spørg så neutralt, du kan (det kan være svært, for vi har ALLE skjulte forventninger til, hvad vores børn vil svare). Sig f.eks.: “Kan du give nogle eksempler/fortælle noget mere?” eller for de lidt ældre “Det lyder spændende. Jeg bliver nysgerrig over, hvorfra/hvornår du har dannet din mening?”

Ingen forkert personlighed

Spørgsmålene handler ikke om at få “gode/rigtige” svar, men om at sætte refleksioner i gang hos dit barn, så han/hun kan blive bevidst om, hvad han/hun mener om disse ting – og om det måske kunne være anderledes eller er ved at forandre sig.

Måske ender det med lyserødt og lyseblåt, og så er det i sin bedste orden. Men inviter lilla, orange, grønt og gult med indenfor. Lad dit barn få mulighed for at reflektere og se, at hele paletten er en mulighed. Frem for alt gælder det om at se alle nuancerne i dit barn, så det ikke skal leve op til andres eller egne forventninger om “den rigtige model”, men udvikle sig frit, hele livet.