Ord har magt: Find den gode tone!

Løftede pegefingre plejer ikke at hjælpe meget, når det gælder opdragelse – ej heller de seneste års debat om mobning og mangel på høflighed i det offentlige rum – på internettet, på vejene, i butikskøen, overfor kundeservice osv. Men hvad betyder sproget for vores samfund, samspil og selvbillede – og ikke mindst: Hvordan finder vi den ”gode tone”?

”Det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt” – sådan skal du bare sige, lød min mors råd til mig, når jeg af og til kom klatøjet hjem, efter at nogen havde sagt ’noget grimt’ til mig – eller om en af dem, jeg var venner med eller syntes, at jeg skulle forsvare.

Mobning er ikke en ny opfindelse. Det har til alle tider været en del af menneskets natur: At pege andre ud, nedgøre og kritisere, for reelt at fremhæve sig selv som ’en på det rigtige hold’.

Allerede dengang blev jeg opmærksom på svagheden hos mobberen – hans/hendes angst for selv at komme i fokus og blive offer. Ikke sjældent var de værste mobbere, og deres endnu svagere medløbere, børn, som i forvejen var ofre på andre måder – på skolebænken, derhjemme, økonomisk og socialt.

Mobningen – herunder nutidens offentlige personangreb og systematiseret ”online shaming” på internettet – rettes ofte mod personer, der stikker næsen frem med markante holdninger eller skiller sig ud i fremtoning eller livsstil.

Som det vanskabte eller syge dyr, der efterlades og overlades til rovdyrene. På denne måde bevares flokkens styrke og selvforståelse – de svage led i kæden skubbes ud. Men er vi virkelig som dyrene? Vil vi være som dyrene?

Til nærmere eftertanke lad mig nævne nogle eksempler på typiske ofre for angreb og stigmatisering i dag: de hjemløse, de fattige, de arbejdsløse, de sygemeldte, misbrugerne, de seksuelt ’alternativt’ orienterede, de psykisk syge, de fremmede …

Kun få af de ’magtesløse’ er fredede: dem, der betragtes som ”ikke selvforskyldt” svage – børnene og de handicappede. Det skyldes sjældent ædelmod (bemærk dette sjældne ord!), men den politiske korrekthed sætter trods alt en stopper for den ’skidtspand’, som nogle af nettets mobbere ellers deler gladeligt ud af. Det giver simpelthen ikke ret mange likes!

MEN desværre giver selv den mest underlødige ”shaming” en masse opmærksomhed, hvilket nogle af internet-mobberne åbenbart higer så meget efter, at den sidste rest af korrekthed går fløjten – både fakta og tone er billigt til salg for et øjebliks opmærksomhed. Trist.

Kunstneren Gudrun Hasle har som ordblind sat de stigmatiserede og magtesløse på dagsordenen (http://gudrunhasle.dk/works/).

Bl.a. med sin udstilling ”Im not stupet” viste hun, hvordan hun har følt sig dum og sat uden for magten – i kraft af sine vanskeligheder med skriftsproget. På indersiden af sin arm har hun tatoveret ”I HAVE TO BE PERFECT”. Noget hun netop aldrig kan blive i forhold til et gængs normalitetsbegreb.

Gudrun Hasle har til gengæld bevist, hvordan hun har kunnet tage magten tilbage – ved at skrive og kommunikere på trods – endda i helt stort format – på husmure, bannere – og på engelsk, med kringlet håndskrift og som ofte ’pudsige’ broderier.

Hendes ord breder sig ind i alle rum og former, og tager magten på egne betingelser. Gudrun Hasle bekræfter i den grad min barndoms opfattelse af, at den svage eller uperfekte reelt er den stærke, som opfanger mere og er klogere end den angiveligt stærke, som sjældent ser andet end det, der tjener egne interesser, og ofte kun stræber efter at få bekræftet det, han eller hun allerede kender og tror på.

Tænk, hvis de turde udfordre sig selv …

Det gode sprog

I den anden ende af kampen for det værdifulde sprog ligger det traditionelt ’skrivende folk’, som nørder rundt i sproget. Forfattere, kommunikationsmedarbejdere, undervisere, kulturformidlere m.fl. lægger sig generelt i selen for at forfine, fremfor at forfladige.

Her er sagligheden udgangspunktet – skidtspanden har ingen berettigelse – selvom argumentationen kan være skarp og tonen direkte.

Forudsætningerne og ambitionerne er ualmindeligt høje i disse kredse, og kan og skal ikke sammenlignes med hverdagens sprog. Alligevel er de med til at holde fanen højt og sætte en kontra-dagsorden.

Særligt synlig er den årlige ”sprogpris” fra Dansk sprognævn m.fl. Den viser vejen til ”det gode sprog” – overalt i den sociale mediesfære (https://sprogprisen.dk/). Kategorierne er bl.a. Bedste brev/mail, Bedste hjemmesidetekst, Bedste tekst på sociale medier. Her sættes barren bevidst højt: Hvem kan skrive en tekst med kant, relevans, personlighed, troværdighed – helt uden at svine en eventuel modstander til?

For 15 år siden skrev Marshall B. Rosenberg bogen ‘Ikkevoldelig kommunikation – Girafsprog’. Den vakte opsigt for sine anvisninger i at sige alt det svære – vrede, bitterhed og irritation – på en konstruktiv måde. Uden at give køb på budskabet eller afsenderens behov for at blive hørt.

Principperne er enkle, herunder det vi i dag kalder ”at blive på egen banehalvdel”. Men det kræver uden tvivl øvelse at blive god til at adskille fakta fra personlig fortolkning.

Det kan være rigtig svært at gå fra ”Du er bare !&@#%¤!…” til ”Du gør sådan og sådan. Det får mig til at føle mig … ”, lige når følelserne buldrer af sted. Men anstrengelsen betaler sig – for debatterne, relationerne og selvrespekten. Giraffens evne til at iagttage ovenfra betyder, at den kan danne sig et overblik over forholdene og håndtere dem bedst muligt, også til egen vinding. Netop ved ikke at vurdere situationen i blinde, bevarer den kontrollen. På trods af sin klodsede figur og alt for høje blodtryk!*

I det vi kunne kalde ”Brevskrivningens Tid”, før de sociale medier, var en hurtig udladning og et klik på Send ikke en mulighed. Brevets tempo var en klar fordel for brushovederne, tænker jeg.

Om ikke før, så på vejen hen til postkassen var der tid til at overveje, hvordan brevet ville blive modtaget, og hvad konsekvensen ville være. Modsat den distancerede og delvist anonymiserede afsender – ”profilen” på internettet – kunne du ikke gemme dig i mængden som afsender. Den høflige tradition i ”Med venlig hilsen” og den almene skik med ikke at afbryde eller råbe i offentligt rum har udhulet sig selv – selv i ’seriøse’ TV-debatter kniber det.

Det handler om at høre sig selv, få likes, vælgere, seere, klik. Den frugtbare dialog er blevet til serielle monologer! Tilbage står reelt kun princippet om, at ens egen opførsel spejler tilbage på én selv: ”Du bliver, hvad du selv siger”. Og når noget er sagt og ikke mindst skrevet – uanset hvor – kan det ikke tages tilbage. Ordet fanger …

————-

* Udtrykket ”girafsprog” kommer reelt fra den teknik, hvor der anvendes ’girafhandsker’ til at træne ikkevoldelig kommunikation. Undertitlen til Rosenbergs bog er på originalsprog ”A Language of Life”, hvilket dette jo er – et sprog til at mestre livets mange udfordrende følelser og konflikter.

 

---

 

Sproghjørnet: Genopdragelse i god tone

Sådan kan du blive bedre til at kommunikere på en god måde:

1) Bliv på egen banehalvdel 

Formuler altid følelser og holdninger, så du selv tager ansvaret for dem: ”Jeg føler/mener …”.

Og så den svære: Brug kun ”du”, når du refererer virkeligheden – og dermed menes ikke din egen fortolkning af virkeligheden!

F.eks. ”Jeg synes, at du er en idiot!” – kan det mon bevises?

I stedet: ”Jeg mener … på baggrund af …, jeg har oplevet …” Beskriv fakta fremfor at anklage.

 

2) Vær opmærksom på ’præpositionen’ i din henvendelse

Taler du ”med”, ”til”, ”om” eller ”ad” den anden person? Råber du ”ad” den anden? Skriver du grimt ”om” vedkommende? Taler du belærende/kritiserende ”til” personen. Eller taler du ”med” den anden, i øjenhøjde?

 

3) AV! Bi-ordene stikker! 

De små lumske biord har stor effekt! Tag ikke fejl af et nedgørende ”bare” eller ”vist” eller et anklagende ”nok” eller ”lige” eller et overdrivende ”tilmed”. Sig hvad du vil sige, uden undertekst.

F.eks. ”du har vist aldrig prøvet at have et rigtigt arbejde” – Når du fjerner ”vist”, bliver du nødt til at ’faktachecke’ din påstand for ikke at lyde dum eller påståelig.

 

4) Forestil dig, at det du skriver, bliver vist til din familie eller din chef – eller dronningen.

Ville du kunne forklare hele din familie – også dine børn – hvorfor du skriver, som du gør? Vil du gerne, at de skriver sådan? Og hvis chefen så det, du skrev, var det måske heller ikke så smart …

Prøv for sjov at erstatte ”du” med ”De” i din tekst. Så er det altså meget sværere at slippe af sted med en ’sviner’! Det lyder bare forkert …