Krop

Øret – gavnligt, men sart

11. maj 2010

Øret er vigtigt for vores sociale liv, for vores glæde ved musik, for at advare os mod farer og for at holde balancen. Hørelsen er en af vores vigtigste sanser, men den kan også være sart og give problemer.

De fleste af os lever med øret uden at tænke videre over det – kun når høje lyde eller andet får øret til at gøre ondt, bemærker vi det. Når noget til gengæld går galt i længere tid med øret eller hørelsen, bliver vi bevidste om, præcist hvor meget øret betyder. F.eks. kan øresusen, også kaldet tinnitus, være så voldsom, at nogle kan være på randen til selvmord på grund af støjen. Men der er heldigvis meget, du kan gøre for at passe på dine ører.

Den smertefulde mellemørebetændelse

Ved mellemørebetændelse fyldes mellemøret med væske, fordi det lille, såkaldte eustakiske rør, der går fra mellemøret og ned til svælgets øverste del er lukket på grund af hævelse fra en forkølelse eller på grund af allergi. Bliver trykket for højt, kan trommehinden revne, og så løber væsken ud, trykket bliver normalt, og smerterne forsvinder. Det er faktisk naturens egen måde at ordne problemet på. Udsættelse for tobaksrøg øger risikoen for mellemørebetændelse, og det samme gælder badning i klorvand.

Der er en hel del børn, som ikke tåler mælk. Får de alligevel mælk, hæver deres slimhinder, så det eustakiske rør lukker. Det kan derfor anbefales, at børn med hyppig mellemørebetændelse holder en mælkepause på tre måneder. Hvis de får en sund kost i øv­rigt, vil de ikke komme til at mangle kalk, da det meste og bedste kalk kommer fra grønsager og vand. Det er vigtigere at sikre, at børn får nok magnesium fra kosten og tilskud af D3-vitamin for at kunne optage kalken.

Hvis børn hyppigt bliver forkølede og får mellemørebetændelse, må man forsøge at styrke børnenes modstandskraft mod den smitte, som de hyppigt bliver udsat for, især når de er sammen med andre børn i vuggestuer og børnehaver. En god og sund kost med så få kunstige stoffer som muligt og et vitamintilskud er et godt grundlag for modstandskraften.

Styrke og svækkelse

Man kan også styrke modstandskraften ved at give tilskud af echinacea, f.eks. Echinamin, eller ved hjælp af BioStrath. Andre gode muligheder for at styrke børns immunfor­svar er Bidro til børn, Propolis Stå Imod og kosttilskuddet ”Urtemixtur med vitaminer.” Det er urtedråber med indhold af kamilleblomst, lakridsrod, rød solhat (echinacea), læge-jernurt, hyldebær og anisolie.

Mange børn lider af jernmangel, hvilket nedsætter modstandskraften mod smitte. I 1-årsalderen har lige ved halvdelen af alle børn jernmangel. Derfor anbefales det at give et jerntilskud til børnene i alderen fra fem måneder til ti måneder, og at lægen holder øje med børnenes blodprocent ved børneundersøgelserne. Kräuterblut er fint til både børn og voksne, og der findes også Danasan jerndråber og smagsneutrale jernmiksturer. Kan de tage tabletter, er det bedst med hæmojern, der optages bedre end almindelige jerntabletter.

Det er også vigtigt, at børnene bliver hærdet ved at være meget ude med en fornuftig påklædning, så de både kan røre sig uhindret og holde varmen uden at svede. Specielt hoved og fødder skal holdes varme med huen nede over ørerne.

Man kan læse mere om mælk og mellemørebetændelse i bogen ”Sund Skepsis” (se den i Naturli shop), hvor ørelæge og akupunktør Per Bennicke har skrevet et afsnit om emnet. Desuden i bogen ”Ondt i øret” af Annelise Jensen (Borgens).

Betændelse i øregangen skyldes oftest svamp og bakterier og kan modvirkes effektivt ved at dryppe med propolisdråber eller med rødvin. Betændelse i det ydre øre, der kan skyldes piercing, skal tages alvorligt, da brusken kan blive ødelagt.

Det indre øre og svimmelhed

Svimmelhed udløses fra lillehjernen, hvor både synsindtryk, høreindtryk og signaler fra trykpunkter under huden samarbejdes til en viden om, hvor kroppen befinder sig i rummet. Med alderen kan disse indtryk svækkes. Synet er måske ikke så godt mere og hørelsen heller ikke. Og nerve­signalerne fra trykpunkterne under fødderne og fra hænderne, når man bruger stok eller rollator, er måske heller ikke så stærke.

Så bliver lillehjernen usikker og sender svimmelhedssignaler. Selve lillehjernen kan også være ramt af sygdom.

Ørevoks, der blokerer den ene øregang, kan være nok til at give svimmelhed, så det er altid godt at konsultere sin læge eller ørelæge. Men drypning med lidt lunken oli­venolie eller rødvin kan ofte løse problemet. Vandmangel og bivirkninger af medicin kan også medføre svimmelhed.

Ved en særlig type svimmelhed, der opstår, når man lægger sig eller vender sig i sengen, kan der være tale om en forskubning af de såkaldte øresten. Det er en slags krystaller, der ligger i det indre øre og trykker mod forskellige celler, alt efter hvad stilling du ind­tager, f.eks. liggende på den ene eller den anden side, stående op eller på hovedet. Er ørestenene blevet forskubbet, går der forkerte signaler til lillehjernen, der netop samarbej­der signaler fra syn, hørelse, ligevægtssans og fra trykpunkter under huden. Mange af de tilfælde, som man kalder ”virus på balancenerven” har ikke noget med virus at gøre, men med ørestenene.

En behandling med en vibrator, som de har på nogle øre-næse-halsafdelinger, kan ofte få ørestenene på plads.

Det indre øre indeholder balanceorganet, og forkalkning eller anden sygdom her kan også give svimmelhed. Hvis man sidder meget og ikke bruger sin balanceevne, bliver man lettere svimmel, når man skal gå eller lave noget andet. Derfor er gymnastik en god måde at træne balancen på og forebygge svimmelhed. Enhver form for motion er gavnlig i denne forbindelse. Dans er særlig godt, da man kan støtte sig til en anden, der har god balance. Man kan træne sin balance ved at bruge vippebræt, ved at motionere og bruge sin balance i det hele taget. Her kan man med fordel også bruge MBT-sko (Masai Barefoot Technology). Man kan forsøge sig med at tage tilskud af et ginkgo biloba-præparat (kinesisk tempeltræ), der kan bedre mikrokredsløbet, også i det indre øre og hjernen.

Konstant lyd med tinnitus

Øresusen og tinnitus kan skyldes spændinger i nakke- og kæbemuskler, for eksempel på grund af stress, så du kan nogle gange få det bedre med afspænding. Kiropraktisk behand­ling kan også hjælpe.

En meget hyppig årsag til vedvarende tinnitus er støjudsættelse på arbejdspladsen, til koncerter eller på grund af for høj musik hjemme eller i MP3-afspilleren. Tobak, for meget kaffe, alkohol og acetylsalicylsyre kan også være en årsag.

Ginkgo biloba-tabletter kan som tidligere nævnt hjælpe nogle. For eksempel Bio-Biloba, Tempel, Gink-Yo Forte eller Gibidyl. Det er ekstrakter af blade fra ginkgo-træer og bedrer mikrokredsløbet i øret og hjernen.

Der er forskellige medicinske muligheder for behandling af tinnitus, men de har alle en række bivirkninger. Der er imidlertid en række andre muligheder. Man kan forsøge med en mild, vanddrivende behandling, for eksempel med brændenælde, gyldenris, hvidløg, padderokke, pebermynte, persille. Et israelsk studie har vist, at mange med tinnitus har lavt indhold af B 12-vitamin i blodet, og flere fik det bedre ved tilskud af B 12-vitamin, der blandt andet er vigtig for nervefunktionen. B6-vitamin samt de andre B-vitaminer kan også gavne. Det gælder også for E-vitamin og en række mineraler som magnesium, zink og kalk.

Q10 i en dosis af 90 eller 100 mg dgl. i en periode på f.eks. et par måneder kan også forsøges.

Nogle har haft god virkning af kalktilskud, f.eks. 2 gram kalk dagligt i en måned sammen med magnesium, og derefter 1 gram dagligt. Kalk har virkning på både kredsløbsfunktion, på nervesystemet og på blodet. Sunde fedtsyrer af omega-3 typen samt gammalinolensyre = GLA kan forsøges. GLA er en livsvigtig fed syre, der er vigtig for nervernes funktion. Tag f.eks. 8 kapsler dagligt i en måned og derefter det halve. Livets Olie indeholder hørfrøolie og natlysolie med GLA.

At overhøre øret

Behagelige lyde udefra, som undertrykker øresusen, kan hjælpe her og nu. For eksempel stille, behagelig musik, havets brusen eller naturlyde på CD. Fønix Musik har mange gode af slagsen.

Tikken fra et vækkeur kan også bruges. På hørecentraler kan man behandle med et tinnitus-instrument, der er en kombination mellem høreapparat og en lydgenerator eller en tinnitus-masker.

Da tinnitus oftest skyldes, at hjernen opfatter lydene fra øret for kraftigt, er det væsentligt at lære sig at “overhøre” lydene. Adfærdsterapi hos en psykolog kan være en stor hjælp, særligt suppleret med brug af tinnitus-maskeren. Tinnitus forstærkes af stress og følelsesmæssig belastning, som f.eks. sorg, kriser, ulykkesfølger, depression og angst, der igen kan forstærkes af tinnitus.

Ved denne tinnitus-genop­træningsterapi er det formålet at genoptræne de ubevidste dele af det centrale nervesystem til igen at kunne filtrere lydene, så hjernen ikke opfatter andet end det, den skal. 80 pct. af de behandlede har fået en betydelig bedring af deres tinnitus. Behandlingen tager 12-18 måneder.

Akupunktur eller zoneterapi kan være en god hjælp i behandlingen. Det samme gælder afspændingsbehandling og kranio-sakral terapi.

Nedsat hørelse

Med alderen vil de fleste opleve, at hørelsen bliver dårligere ligesom andre sanser. Der er dog kommet flere og yngre, der har fået hørelsen ødelagt af især høj musik.

Tidligere var støj på arbejdspladserne en hyppig årsag til hørenedsættelse, men der er i dag skrappe krav fra Arbejdstilsynet for at begrænse støjen. En del pædagoger og lærere får også høreproblemer på grund af støj fra børnene og dårlig støjdæmpning.

Mellemørebetændelse og væske i mellemøret kan medføre dårlig hørelse, og det er vigtigt for især børn og unge, at det bli­ver opdaget, da dårlig hørelse kan gøre det vanske­ligt at følge med i skolen, og så bliver indlæringen dårlig. I sjældnere tilfælde kan der være tale om en arvelig sygdom, otosklerose, hvor vævene i øret bliver stive, og øreknoglerne ikke kan bevæge sig, eller en svulst er problemet.

I de fleste tilfælde kommer hørenedsættelsen langsomt, så du ikke lægger særlig mærke til den. Det er i reglen de høje toner, det først kniber med at høre, og efterhånden kan der komme problemer med at følge med i samtaler. Det er vigtigt at være opmærksom på den svigtende hørelse og at få noget gjort ved den. Først og fremmest ved at finde årsagen og forsøge at fjerne den. Dernæst ved at afhjælpe hørenedsættelsen med et høreapparat. Det er vigtigt, at det sker i denne rækkefølge, og derfor er en undersøgelse hos en ørelæge vigtig. Ørelægen kan så henvise videre til en hørecentral eller i ukomplicerede tilfælde til private høreklinikker. Når hørelsen er ved at blive dårlig, sker der ofte det, at mange bliver lydoverfølsomme. Taler man højt til dem, forvrænges lydbilledet og føles ubehageligt. Det kan føre til social isolation.

Så længe hørelsen er god, er en del af hjernen aktiv med at opfatte og bearbejde det hørte. Efterhånden, som hørelsen bliver rin­gere, kommer der færre signaler til den del af hjernen, der så bliver mindre. Man skal derfor ikke vente for længe med at få gjort noget ved nedsat hørelse. Effektiviteten af høreapparaterne bliver mindre ved meget nedsat hørelse.

Moderne høreapparater er meget effektive og små, så de næsten ikke ses. De skal tilpasses individuelt af specialister på området, og man skal lære at bruge dem rigtigt.

Forrige artikelMajbritte Ulrikkeholm: Øret står altid åbent!

Næste artikelDu skal mindst have 6 timers søvn