Mangler du energi under vinterens sidste krampetrækninger? Vi giver dig otte råd til at komme op i gear efter måneder med frost, sne og sjap.
Februar lakker mod enden, og det gør vinteren forhåbentlig også. Marts er som bekendt en forårsmåned – teoretisk i hvert fald. Men som popikonet Prince så rigtigt synger, sner det nogen gange i april, så der er ingen grund til at glædes alt for tidligt.
Måske er kulden og mørket ved at gå ud over dit humør? De fleste af os kan jo godt klare lidt sne, kulde og mørke, og når vi sidder inde i den julepyntede stue med stearinlysene blafrende er det helt hyggeligt. Men på et tidspunkt i februar kører de fleste træt i våde støvler, sjask og kulde. Skutteriet begynder at gå ud over humøret.
Men du kan gøre meget for at komme igennem den sidste måned med vinter, så du rammer foråret med vitalitet og gåpåmod.
Hvis du har brug for at “slå mave” efter et måltid eller ikke orker at rydde op i køkkenet, kan forklaringen måske findes i maden. Kalorietung mad med for mange af de usunde fedtstoffer tapper dig for energi og påvirker også dit humør. Du føler dig mere træt og uoplagt, end hvis du spiser mad, der er rig på omega 3-fedtstoffer og har en fornuftig balance mellem kulhydrater, proteiner og fedt. Så hold dig fra fastfood og spis eksempelvis et stykke dampet laks med grøntsager til, eller brug valnødder og chiafrø i din salat.
Babyer er gode til at strække sig, men når vi bliver voksne glemmer mange denne enkle og sunde vane. Når du strækker dig, kommer der mere blod og dermed ilt ud i musklerne og op til hjernen. Det giver dig energi og øger din vitalitet. Yoga er naturligvis en rigtig god kilde til at få strakt ud i musklerne, men mere tilfældige strækøvelser har også en positiv virkning på din energi.
Du får jævnligt tudet ørene fulde af vigtigheden af motion. Og det er naturligvis rigtigt, at motionens energiforbrug skaber fornyet energi. Men du behøver ikke svede for at få energi af motion. En gåtur i raskt tempo på ti minutter kan også gøre underværker. Gå en hurtig tur før eller efter frokosten. Gå en tur med din egen eller naboens hund efter fyraften.
Latter er sund – selv hvis den er kunstig og påtaget. Når vi griner eller smiler, udløser hjernen endorfiner, der har en positiv indvirkning på humøret. Så selvom humøret ikke er helt i top, kan du måske smile eller grine dig til et godt humør.
Latteren gør meget godt for kroppen. Latter bidrager til at øge antallet af hvide blodlegemer, der er med til at bekæmpe sygdomsbakterier. Latter kan altså styrke immunforsvaret. Latteren øger lungekapaciteten og iltindholdet i blodet. Et rigtig godt grin kan gøre dig helt ør i kroppen, hvilket skyldes en øget blodtilførsel til – og motion af – alle organer. Denne massage har også en positiv indvirkning på fordøjelsen. Børn griner i gennemsnit 400 gange om dagen, mens vi alvorlige voksne begrænser os til et gennemsnit på 15. Men der er god sundhed i at være lattermild.
Hvis du ikke får sovet nok, er alt andet lige meget. Søvnen er den uden sammenligning vigtigste kilde til energi. Mange mennesker vænner sig til for lidt søvn i dagligdagen og sover så 12 timer hver nat i weekenden. Men facit på det regnestykke er ikke i dit helbreds favør. Du har med stor sandsynlighed brug for mellem syv og otte timer hver eneste nat. Så find sengen i tide, hvis du skal tidligt op.
Det kan lyde banalt, men det virker: Sørg for at tænke positivt. Se irriterende forhindringer som spændende udfordringer og brug ikke energi på at hidse dig op over ting, du alligevel ikke kan ændre. Tro på, at tingene skal lykkes, så bruger du ikke dine energireserver på bekymringer eller frustrationer.
Gode kammerat- og venskaber er godt for din energi. Gode venner kan give dig følelsen af, at du kan erobre verden, hvis du ville. Venskaber er godt for selvværet, så besøg eller inviter dine venner, hvis det er længe siden sidst.
Mange går rundt med en frygt i sig. Det kan være en frygt for både succes, fiasko eller noget helt tredje. Uanset hvad frygten handler om, næres den ofte af irrationelle tankemønstre, der æder alt for meget energi. Det kan være en god idé at stoppe op og analysere frygten. Hvad er det præcis, du er bange for? Når du har fundet den egentlige kilde, skal du eliminere den ved at opsøge den. Gør det, du frygter mest, så det kommer ud af verden i stedet for at dræne dig for energi. Det kan være svært, men det er besværet værd.
Kilder: Prevention.com, Dagenssundhed.dk