Overvægt eller hvalpefedt?

 

Jeg har et spørgsmål om børn og overvægt. Jeg har en datter og en søn på henholdsvis fem og tre år. Min søn er normalvægtig til den spinkle side, men min datter har altid været lidt tyk. Faktisk har vi de senere år haft svært ved at finde tøj, der passer hende, hvor vi ofte skal op i størrelse syv-otte år. Hendes overvægt sidder primært på maven, hvorfor livvidden giver vanskeligheder ved indkøb af bukser og trøjer. Hun vejer vist omkring 24 kg og er af normal højde for sin alder.

Vi lever sundt, synes jeg. Vi spiser varieret kost, og vi laver aldrig særlig mad til børnene. Vi drikker stort set aldrig andet end postevand, og søde sager er henlagt til fredag aften, hvor vi i øvrigt også holder igen. Hun er aktiv, løber og leger gerne med sin bror og de andre børn i børnehaven.

Hun døjer med vokseværk, der ofte viser sig i benene, når hun har været meget aktiv.

Jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor hun er tyk – når der ikke er andre i familien, der er det. Men hvornår er der grund til bekymring? Hun er jo ikke stærkt overvægtig, og jeg tror ikke, de ekstra kilo besværer hende. Kan det være en naturlig del af hendes udvikling, og vil det forsvinde efterhånden som hun vokser i højden?

 

Med venlig hilsen Thomas
 


Mange tak for dit spørgsmål. Det lyder rigtig godt, at I er opmærksomme på jeres børns trivsel. Og I gør allerede en masse godt, ved at begrænse indtaget af søde sager og drikke masser af vand. Og det er virkelig godt, at jeres børn er aktive og får rørt sig hver dag!

 

Jeg tror heller ikke, at jeres datter er stærkt overvægtig, men jeg vil alligevel anbefale nogle ting:

Overvægt, som sidder på maven, er ikke super godt. Om man skal være bekymret, kommer jo an på mange ting. Jeg er umiddelbart ikke så bekymret, fordi jeg kan høre, at I er meget opmærksomme. Min største bekymring opstår, når jeg møder overvægtige børn, hvor forældrene ikke magter at tage hånd om det.

Det kan godt føles underligt, hvorfor én i familien er lidt overvægtig, når resten af familien ikke er det. Det kan være tegn på, at der er en ubalance i hendes krop. Men det kan også være, at hendes krop faktisk fortæller jer noget, som I måske alle sammen har godt af at høre? For en tynd krop er ikke nødvendigvis en sund krop.

Forstå mig ret – jeg forestiller mig ikke, at I andre er ”usunde”, men måske er der alligevel et område eller to, som det er godt at være opmærksom på. Så her får I nogle områder, som I kan være opmærksomme på for alle i familien:

Sover I nok? Børn på 3-5 år skal have 11-12 timers søvn hver nat. Helst i et mørkt rum. Hvis man sover for lidt, kan det bl.a. give problemer for appetitreguleringen, immunforsvaret og væksthormoner.

Er I stressede? Børn kan faktisk godt være stressede. F.eks. hvis der ofte er planlagte aktiviteter både i hverdage og i weekenden og/eller mange timer i institutioner. Stress kan føre til overvægt.

Spiser I mad, der giver et stabilt blodsukker? Det er vigtigt, at børn har et stabilt blodsukker igennem dagen. Hvis det svinger for meget, giver det øget insulinproduktion, hvilket bl.a. kan give overvægt. Så det er vigtigt at undgå hvidt brød, hvid pasta, hvide ris, juice, frugtyoghurt, sukker og lyst brød. Prøv at få grøntsager, proteiner og sunde fedtstoffer til alle måltider. Vær især opmærksom på morgenmaden! Men også mellemmåltider. Et stykke frugt alene giver ikke et stabilt blodsukker. Men spis det sammen med en riskiks med peanutbutter, eller en håndfuld mandler, eller en æggemad.

Undgå ikke fedt, men vælg sunde fedtstoffer: koldpressede, økologiske olier: raps, oliven , kokos, hørfrø.

Tager I nogle kosttilskud? Jeg anbefaler, at børnene som minimum får en god organisk multivitamin til børn.

Ekstra D-vitamin op til i alt 25 mcg dagligt. Fiskeolie eller levertran.

Derudover vil jeg anbefale ekstra magnesium til din datter. Det vil hjælpe mod hendes vokseværk. I alt 200 mg. dagligt. Jeg håber, du kan bruge mit svar.

 

Med kærlig hilsen
Anette Opstrup

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*