Nyheder

Overvægt øger risikoen for kræft i livmoderen

23. marts 2007

Svært overvægtige kvinder har næsten dobbelt så stor risiko for at udvikle kræft i livmoderen som normalvægtige kvinder. Det viser en europæisk undersøgelse af 223.000 kvinder, som Kræftens Bekæmpelse er en del af.

Risikoen for kræft i livmoderen er næsten dobbelt så stor blandt svært overvægtige kvinder (BMI over 30) som blandt normalvægtige. Denne gruppe udgør ca. 11,4 pct. af danskerne, og den bliver fortsat større. For ekstremt overvægtige (BMI over 40) er risikoen hele tre gange større, viser undersøgelsen, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cancer Causes Control. Jo mere overvægtig jo større risiko Undersøgelsen er en del af det såkaldte EPIC-studie, hvor ca. 223.000 europæiske kvinder deltager. Af dem havde 567 fået konstateret kræft i livmoderen efter seks et halvt års opfølgning. – Resultaterne viser, at jo mere man vejer, jo større er risikoen for kræft i livmoderen, siger Jytte Halkjær, der er forsker i Kræftens Bekæmpelse. – En af grundene til at overvægt øger risikoen er, at overvægt påvirker niveauet og den indbyrdes balance af kroppens mange hormoner, herunder kønshormonerne. Eksempelvis fordi fedtvævet producerer og frigiver østrogener. Disse hormonforstyrrelser er med til at øge risikoen for celledelinger og skader i livmodervævet, der senere kan føre til kræft, forklarer hun. Hellere pære end æbleformet Udover vægten spiller det også en rolle, hvordan kiloene fordeler sig. Kvinder med ekstra kilo om livet har større risiko for at få kræft i livmoderen end kvinder med en mindre talje. Hvis to kvinder vejer det samme, er det altså kvinden med det største taljemål, der har den største risiko for at udvikle livmoderkræft. Derudover ser det ifølge undersøgelsen ud til, at det er de kilo, man tager på i voksenlivet, der er mest skadelige. – Vi ved endnu for lidt om, hvad konstant overvægt betyder sammenlignet med, at vægten øges op gennem voksenlivet. Og vi ved endnu mindre om, om det sænker risikoen for livmoderkræft at tabe sig. Noget tyder dog på, at det ikke er så skadeligt at være overvægtig som ung, hvis man ikke tager yderligere på i voksenlivet. Eksempelvis fandt vi, at der kun var en øget risiko for livmoderkræft for kvinder, der var overvægtige som 20-årige, hvis de også efterfølgende havde taget mindst 15 kilo på i voksenlivet, siger Jytte Halkjær. Kilde: www.cancer.dk

Forrige artikelMadlavning og allergi

Næste artikelTyggegummi mod huller i tænderne