Nyheder

P-piller i kortere tid nedsætter risiko for kræft

18. september 2007

Brug af p-piller i en kortere periode nedsætter kræftrisikoen, mens et forbrug i mere end otte år øger risikoen med op til 22 pct. Det viser en af de største undersøgelser, der nogensinde er gennemført.

Hvis man spiser p-piller, reducerer man risikoen for at få kræft senere i livet, skriver TimesOnline, The Times netavis. Denne overraskende melding kommer fra en gruppe forskere fra University of Aberdeen, som siden 1968 har fulgt 46.000 kvinder, der ved undersøgelsens start var omrking 29 år. Deres liv, medicinforbrug og eventuelle sygdomsforløb er løbende registreret i den mest omfattende undersøgelse af sin art nogensinde. Resultaterne omkring kræft og p-piller er offentliggjort i British Medical Journal. Her påvises, at et forbrug af p-piller generelt nedsætter risikoen for at få kræft for de fleste kvinder. Kvinder, der har taget p-pillerne i mindre end otte år, har op til 12 pct. mindre risiko for at få kræft senere i livet. Modsat er det imidlertid for kvinder, der har taget pillerne i mere end otte år. Da øges risikoen for at få kræft med op til 22 pct. Mange kvinder, især dem, der for mange år siden fik den første generation af p-piller, vil helt sikkert blive beroliget af undersøgelsens resultat, mener forskergruppen. “Og pillens effekt i kræftsammenhæng vil veje tungere end øvrige risici”, siger de til TimesOnline.

Det er især risikoen for kræft i underlivet, der nedsættes med p-pillerne. For forskellige former for tarmkræft samt kræft i livmoder og æggestokke er reduktionen størst, viser undersøgen. Derimod kan det ikke påvises, at et p-pille forbrug af kortere varighed har effekt i forbindelse med brystkræft – og det hverken i i postiv eller negativ retning. Undersøgelsens resultater overrasker ikke overlæge Iben Holten, Kræftens Bekæmpelse. Om de forskellige risiko-procenters størrelser bemærker hun, at de som ofte er afhængig af procentregningens finurligheder, og at kræft forekommer med forskellig hyppighed i forskellige aldersklasser. “Men det rører ikke ved undersøgelsens grundlæggende budskab: Kvinder behøver ikke være nervøse over at have spist p-piller,” siger hun. Kilde: Berlingske

Forrige artikelFlere børn fødes med misdannelser

Næste artikelD-vitamin forlænger livet