De fleste drømmer nok om et spisekammer, der bugner med mad, hvor man kan hente alt det, man har brug for. Det kan du få en lille smag af i naturen. Lige nu er der for eksempel sæson for at gå på rov i blomme- pære- og æbletræer.
Du kan også finde et væld af urter, bær og frugter, der ikke er til at finde i de trivielle supermarkedsdiske.
Hvis du selv vil på jagt, er her nogle af de lækre råvarer, du kan finde i naturen lige nu. Det er sjovt både for børn og voksne.
Brændenælden er nem at finde og næsten ikke til at undgå at støde på. Den vokser på marker, i skove og ved byer og træbevoksninger. Men husk langskaftede gummistøvler og handsker til at beskytte hænderne – ellers kan det hurtigt blive en ubehagelig oplevelse at gå på brændenælde jagt, hvis din hud berør de brændende hår.
Hvis uheldet er ude, har brændenælden selv modgiften. Tag hårdt omkring et nældeblad og knus det med hænderne, til en saftig mos, som du skal smøre på det brændte sted – Du mærker hurtigt en virkning fra saften.
I køkkenet:
Hvis du plukker en stor portion og blancherer dem, kan de fryses ned til senere brug.
Brændenælder kan bruges i supper, saucer, lasagne, bagværk og fars. De kan også presses til saft, hvis du trænger til et skud energi.
Tip: Bladene kan tørres og bruges som det nordiske svar på grøn te.
Sundhedsbonus:
Brændenælder øger blodcirkulationen, er mildt vanddrivende, renser blodet og bringer fordøjelsen i orden. De er også gode mod gigt og kan være god for diabetikere til at stabilisere blodsukkeret.
Indeholder A- og C-vitamin samt kalium, fosfor, kisel og jern.
Godt nok skal du vente et par uger endnu – men de er der snart. Brombær vokser vildt i skov, skovbryn, på hegn og i krat. Bærerne modner sidst på sommeren, men de skal være helt sorte, før de er klar til at plukke.
Husk kraftige havehandsker og at være iført tøj i kraftigt stof. Buskenes torne stikker og hægter sig fast i alt, der kommer i nærheden.
I køkkenet:
Brombær er oplagte til desserter og smager skønt råsyltede, hvor de blot er vendt med lidt sukker eventuelt krydret med vaniljekorn, rosmarinnåle, anis, eller hvad du lige har lyst til.
Brombær er også godt som et syrligt modspil i salater, og smager fantastisk til vildt – enten rå eller blendet i en sauce.
Tørrede blade kan også bruges til te (her kan også bruges blade fra solbær, ribs, birk eller lignende)
Bærerne holder ikke så længe – så frys dem ned og tag dem op løbende.
Sundhedsbonus:
Brombær er blodrensende og rig på fibre – især pektin der menes at kunne sænke kolesteroltallet. Brombær er også effektive mod forstoppelse. Usødet, rå brombærsaft er godt mod feber, halsbetændelse og lungesygdomme.
Indeholder A- og C-vitamin.
Tæt ved havet langs kystklinter og klitter vokser store havtornbuske med de smalle sølvglinsende grønne blade og gul-orange bær, der sidder i store klynger. Havtornene findes også ved vejskråninger og skove, og nogle steder kan de udvikle sig til fem- seks meter høje træer.
Buskene har torne ligesom brombær, og det er derfor en god idé at være godt klædt på og medbringe en robust saks.
I køkkenet:
Bærerne er meget syrlige og smager eksotisk à la passionsfrugt. Hvis du fryser dem ned, bliver de mildere i smagen.
De kan bruges til marmelade, saft, sirup, gelé og grød og er særligt gode i desserter.
Tip: Trænger ris à la manden til en fornyelse, er en krydret havtornsauce med citron, anis, vanilje og kanel fantastisk til at erstatte kirsebærsaucen.
Sundhedsbonus:
Havtorn virker mod forhøjet blodtryk og kolesterol, hjerteproblemer og mavesår. Bærret kan også sænke inflammationsniveauet ved betændelsestilstand.
Indeholder A, B, C og E-vitamin samt omega fedtsyrer.
Hyben vokser overalt langt de danske kyster og i sommerhusområder. Planten trives godt i sandet jord. Midt på sommeren blomstrer buskene med velduftende pink-lilla eller hvide blomster. Efter blomstringen kommer de orangerøde hybenfrugter frem, der er aller bedst i august.
I køkkenet:
Det kan være lidt omstændeligt at gøre hybenfrugterne i stand. Fjern blomst og stilk og skær bærerne på langs eller tværs og skrab derefter kløpulveret ud med spidsen af en urtekniv eller en teske. Skyld derefter de udhulede hyben i koldt vand.
Hvis du ikke skal bruge hybenfrugterne rå, kan du komme dem i fryseren i en plasticpose. Når de er frosne, kan frøene rystes ud af skallerne.
Hvis du bruger en opskrift, skal du plukke dobbelt så stor en mængde, som du skal bruges. Vægten halveres, når du har renset dem og fjernet kløpulveret.
Hybenfrugterne kan bruges i salsa, marmelade, supper, wokretter og ketchup.
Tip: Tørrede skaller kan bruges i te og müsli.
Sundhedsbonus:
Hyben indeholder det kolesterolsænkende stof pektin. Man mener, at hyben kan have gavnlig effekt ved slid- og leddegigt.
Hyben er fyldt med C-vitamin og indeholder også A-vitamin og kalcium.
Kilder: Bogen Naturens Spisekammer af Anette Eckmann.
Forrige artikelForsker: Grænseværdierne for fluorstoffer er for høje
Næste artikelQ10: Vores helt egen naturlige energi