Fra 1. juli vil flere og flere plastflasker blive en del af det danske pantsystem. Det gælder juicer, smoothies, saft og most, som skal være en del af det cirkulære pantsystem, hvor en flaske kan gendannes til en ny. Det er et godt skridt mod mindre plastforurening og Co2-udledning.
Plastik har i den seneste tid fået et dårligt ry. Det skyldes i høj grad den store mængde af plastflasker og -affald, som ender i naturen og havene, hvor det bliver nedbrudt til mikroplast, som finder vej til dyr såvel som menneskers kroppe.
Her kan det gøre skade på organismen, og nogle havdyr risikerer at blive kvalt i plastikken. Så det er ikke så mærkeligt, at der er stor fokus på plastik, og hvordan vi kan minimere forbruget af det. Men det handler ikke kun om at minimere. Det handler også om at genanvende det plastik, som vi allerede har på kloden.
Ved at genanvende kan vi nemlig bruge den samme mængde materiale i et cirkulært system og derved minimere behovet for ny plastik, som er både unødvendigt og klimabelastende.
Det har man længe haft øje for hos Dansk Retursystem, som er en non-profit organisation, der hver dag henter de pantflasker, danskerne afleverer i flaskeautomaterne rundt om i landet. Og selvom det går godt med vores pantsystem, mener de hos organisationen, at det kunne gå endnu bedre.
Derfor lancerer de en ny kampagne, der skal sætte fokus på vigtigheden af at genbruge plastikken. En måde at øge genanvendelsen er at få danskerne til at aflevere deres plastaffald de rigtige steder – eksempelvis i flaskeautomater. Og en måde at motivere folk til at bruge automaterne er pantsystemet. Derfor bliver det også udvidet.
– 93 procent af plastikflasker med pant kommer retur og bliver genanvendt til nye emballager til drikke- eller fødevarer. Så når der er pant på, ender flasker og dåser som udgangspunkt ikke i naturen, udtaler vicedirektør og direktør for cirkulær økonomi i Dansk Retursystem, Heidi Schütt Larsen i en pressemeddelelse.
Udvidelsen vil ske løbende fra 1. juli og frem til 1. november. I perioden vil man opleve, at flere og flere plastflasker og dåser med juice, most, saft og smoothies er pantmærket.
Der vil dog være mulighed for at støde på flasker uden mærket selv efter november. Det skyldes, at supermarkederne skal have tid til at sælge ud af deres lagre.
Med udvidelsen af det nuværende pantsystem bliver 52 millioner flere emballager en del af det cirkulære plastsystem, og det vil kunne ses på CO2-regnskabet.
– Der er en global interesse for, hvordan vi kan reducere vores klimaaftryk. Pantsystemet er en afprøvet og velfungerende metode til at genanvende materialer som glas, aluminium og plastik, og udvidelsen af pantsystemet vil både spare klimaet for både CO2 og reducere udvinding af nye jomfruelige råstoffer, siger Heidi Schütt Larsen.
Der udledes 81 procent mindre CO2 ved at genanvende en flaske fremfor at producere en ny.
Man sparer også 6 kilo råstoffer per 100 flasker ved genanvendelse.
Der afleveres hver dag 3,8 millioner flasker til retursystemet i gennemsnit.
Forrige artikelSommerglød – gør den endnu smukkere!
Næste artikelKan man have en have på fire kvadratmeter (eller mindre)?