Nyheder

Parabener atter lovlige i solcreme

27. juni 2022

EU-harmonisering betyder, at to hormonforstyrrende parabener atter bliver tilladte i solcreme til børn under tre år. Men hvis du kigger efter Svanemærket, kan du beskytte de små mod EU’s eventuelle lemfældigheder.

Propyl- og butylparaben er atter tilladte i solcremer til børn under tre år, efter Miljøstyrelsens midlertidige forbud fra 2011 er udløbet.

Parabenerne virker som konserveringsmiddel, men de har desværre også hormonforstyrrende effekter. Når kemi forstyrrer hormonbalancerne hos børn, kan det betyde senere fertilitetsproblemer, for tidlig kønsmodning hos pigerne, fedme og meget andet. Hvis du vil undgå de hormonforstyrrende stoffer, skal du gå efter solcremer, der bærer Svanemærket.

Svanemærket forbyder parabener

Nordisk Råd står bag svanemærkningen, der i dag sidder på mere end 4000 danske produkter. Svanemærkede solcremer er alle uden parabener af nogen art, ligesom parfume er udelukket i cremer målrettet babyer og børn.

– Svanemærket går længere end lovgivningen, og kravene til Svanemærkede produkter er fastsat ud fra et forsigtighedsprincip. Det betyder f.eks, at vi i miljømærkede plejeprodukter udelukker stoffer, der optræder på EU’s officielle lister over stoffer der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, siger Lisbeth Engel Hansen, der er kriteriechef i Miljømærkning Danmark.

Midlertidigt forbud mod propyl- og butylparabener

Det var tilbage i 2011, at Miljøstyrelsen udstedte et midlertidigt, nationalt forbud mod brugen af propyl- og butylparabener i produkter til børn under tre år. Man tog udgangspunkt i den såkaldte 2 års-undersøgelse fra 2009, hvor man havde udregnet, hvor meget af de pågældende parabener, et barn på to år skønsmæssigt blev udsat for på et år. Man konkluderede dengang, at mængderne kunne være sundhedsskadelige.

Kosmetik er totalharmoniseret i EU, så et medlemsland kan som udgangspunkt ikke lave særskilt lovgivning på området. Imidlertid kan man iværksætte et midlertidigt forbud, der kan løbe i to år, før Kommissionen afgør, om forbuddet skal gælde hele EU eller ophæves.

Parabenerne fortsat forbudte i visse produkter

Kommissionens betænkning medførte et kompromis og en afstemning i februar i år, hvor man vedtog at forbyde de to parabener i vådservietter og lotions til ble-området, mens det fortsat skulle være tilladt i solcremer.

Det er indiskutabelt, at de to parabener er hormonforstyrrende – det springende punkt er, hvor meget småbørn kan udsættes for uden risiko. Hvis du vil være på den sikre side, kan du gå efter Svanemærket.

Kilder: Miljøstyrelsen, Taenk.dk

Forrige artikelBær bærer sundhed

Næste artikelGå væk smerte!