Nyheder

Paracetamol kan forårsage ADHD

4. marts 2014

En stor dansk undersøgelse viser en mulig sammenhæng mellem smertestillende midler under graviditeten og barnets risiko for at udvikle ADHD. Men Sundhedsstyrelsen vil ikke ændre anbefalinger.

Det er smertestillende midler med stoffet paracetamol, såsom Panodil, Pinex og Pamol, der er blevet forbundet med en øget risiko for ADHD hos det ufødte barn. Undersøgelsen omfatter 64.000 kvinder, der fødte i mellem 1996 og 2002, så man har haft mulighed for at undersøge forekomsten af ADHD hos børnene og sammenholde det med mødrenes anvendelse af smertestillende midler under graviditeten.

Paracetamol øgede forekomst af ADHD

Næsten halvdelen af mødrene havde brugt paracetamol-præparater under graviditeten, og deres børn havde en øget forekomst af ADHD. Forekomsten øgedes yderligere, desto mere paracetamol-præparaterne var anvendt.

Sundhedsstyrelsen holder fast i anbefalinger

Alligevel vil Sundhedsstyrelsen ikke ændre i anbefalingerne. Styrelsen vil forsat anbefale, at gravide bruger så lidt smertestillende medicin under graviditeten som muligt – men man vil altså ikke decideret advare imod anvendelsen af paracetamol-præparater, der af de fleste opfattes som et harmløst produkt mod hovedpine eller muskelsmerter.

– Men da der er en række begrænsninger ved denne type undersøgelser, er det ikke muligt at konkludere, hvorvidt der faktisk er en sammenhæng, eller om andre faktorer kan have påvirket resultatet, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Gravide kan bruge meditation som smertelindring

Sundhedsstyrelsen anbefaler stadig, at gravide bruger så lidt medicin som muligt, og at paracetamol-præparater er det første valg til smertelindring og mod feber, når alle andre muligheder er udtømte.

Naturli.dk har tidligere skrevet om alternativ smertelindring, herunder meditation, akupunktur, motion, musik med meget mere. Link til artiklerne findes nedenfor.

Kilde: jp.dk

Forrige artikelMareridt kan varsle psykisk sygdom

Næste artikelSyv typer “affald”, du bør spise