Nyheder

Parkinsons starter i maven

30. juni 2015

Et studie fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital tyder på, at Parkinsons sygdom starter i mave-tarm-kanalen. Studiet er det hidtil største på området.

Et stigende antal danskere rammes af den kroniske hjernesygdom Parkinsons. Sygdommen rammer ca. én promille af befolkningen, og i dag har mellem 5000 og 6000 danskere sygdommen, der oftest opstår i 50-60 års alderen. Man ved stadig ikke, hvorfor nogle mennesker udvikler Parkinsons, men nu er forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital kommet et vigtigt skridt nærmere forståelsen af sygdommen.

Sygdommen kommer til hjernen via vagus-nerven

Ny forskning tyder nemlig på, at Parkinsons sygdom starter i mave-tarmkanalen og herfra spreder sig gennem den såkaldte vagus-nerve op til hjernen.

– Vi har lavet en registerundersøgelse af knap 15.000 patienter, der har fået vagus-nerven i maven skåret over. Dette indgreb var fra ca. 1970-95 en meget almindelig behandling af mavesår, siger Elisabeth Svensson, der er post.doc. ved Aarhus Universitet.

Hun forklarer om hypotesen bag studiet, at hvis vagus-nerven er nøglen til at forstå sygdommens vandring fra mave-tarmkanalen til hjernen, måtte disse mavesårspartienter være beskyttede imod udvikling af Parkinsons sygdom. Og det viste sig at holde stik:

– Vores undersøgelse viser, at patienter, der har fået hele vagus-nerven skåret over ved toppen af mavesækken, var beskyttede mod Parkinsons sygdom. Deres risiko var halveret efter 20 år. Derimod var patienter, der kun havde fået overskåret en lille del af vagus-nerven, ikke beskyttede. Dette passer også med hypotesen om, at sygdomsprocessen er stærkt afhængig af en hel eller delvist intakt vagus-nerve for at nå ind i hjernen, siger Elisabeth Svensson.

Forskningsprojektet er netop publiceret i det anerkendte internationale tidsskrift Annals of Neurology.

Maveproblemer og forstoppelse før Parkinsons

Forskningen er således kommet med stærke beviser for, at Parkinsons sygdom starter i mave-tarm kanalen og spredes via vagus-nerven til hjernen. Mange patienter viser sig da også at have lidt af maveproblemer, før Parkinsons-diagnosen bliver stillet.

– Parkinson-patienter er ofte forstoppede mange år, før de får diagnosen, hvilket netop er et symptom på forstyrret funktion af vagus-nerven, siger Elisabeth Svensson.

Der har tidligere været hypoteser om sammenhængen mellem Parkinsons og vagus-nerven, og man har foretaget dyre-studier og celle-studier på området. Dette studie er imidlertid det første og største studie i mennesker.

Opdagelse kan føre til bedre forebyggelse

Forskningsprojektet er en vigtig brik i puslespillet om årsagerne til sygdommen. Forskerne forventer, at den nye viden i fremtiden vil kunne bruges til at identificere risikofaktorer til Parkinsons og dermed også forebygge sygdommen.

– Nu hvor vi har bevist, at der er en sammenhæng mellem vagusnerven og udviklingen af Parkinsons sygdom, er det vigtigt at forske i, hvad der udløser denne neurodegeneration, så vi kan forebygge udviklingen af sygdommen. Det vil selvfølgelig være et stort gennembrud, hvis man kan det, siger Elisabeth Svensson.

Kilde: Au.dk

Forrige artikelSeks sunde krydderurter til haven

Næste artikelTerapi er bedst mod søvnproblemer

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.