Nyheder

Pas på bakterier, når du griller

24. maj 2007

Det er vigtigt at kende forholdsregler for grillstegning, så ingen bliver syge af maden. Med få gode tips kan man nyde den grillede mad uden bekymring.

Det er vigtigt at være forsigtig med hygiejnen, så man ikke bliver syg af bakterier fra den lækre grillmad.

Råt for sig og stegt for sigNår man griller, skal man holde råt for sig og stegt for sig. Derfor skal der bruges to grilltænger eller to sæt af andre køkkenredskaber ved grillstegning. Èt sæt til det rå kød og ét til det færdigstegte kød. Hvis man kun har én grilltang, kan man holde den inde over grillkullene i et stykke tid, så man “brænder” bakterierne af. Husk, at gøre det til sidst, når kødet er ved at være færdigt.

Det samme gælder de fade eller skærebrætter, kødet ligger på. Også her skal råt kød og grillet kød holdes adskilt. Man bør derfor bruge et andet fad eller skærebræt til det grillede kød, end det der bruges til det rå.

Husk at vaske hænderSygdomsfremkaldende bakterier som fx Campylobacter spredes nemt fra det rå til det stegte kød, hvis der bruges samme grilltang eller samme skærebræt til råvaren og til den spiseklare mad. Og lægger man råt kød på grillen med fingrene, kan man overføre bakterier til fx salat og brød, hvis man ikke vasker hænderne grundigt inden man snitter salat eller skærer brød.Der skal kun få Campylobacter-bakterier til for, at man kan blive syg. Derfor er det vigtigt at holde tingene adskilt.

Noget kød skal gennemstegesHakket kød, fjerkræ og mekanisk mørnet kød skal gennemsteges, da bakterierne kan sidde i hele kødet. På hele kødstykker som for eksempel stege eller hele bøfstykker sidder bakterierne normalt kun på overfladen, så hele kødstykker behøver ikke at blive gennemstegt.

Fedtfri marinade eller brug folieFedt fra kød eller marinade må ikke dryppe ned på de glødende kul, da det vil danne tjæreholdig røg, som øger risikoen for at udvikle kræft. Man kan undgå, at det drypper fra kødet ved at lægge folie under kødet eller bruge en grillmarinade uden olie.

Skær det brankede fraHvis kødet bliver branket, bør man skære de brankede skorper af, da brankede skorper indeholder stoffer, der øger risikoen for at udvikle kræft.

Kilde: Alt om kost

Forrige artikelForskelligt udbytte af motion

Næste artikelDobbelt så mange får diabetes