Læberne skal plejes, og læbepomade er en oplagt mulighed til det formål. Desværre er der problematiske stoffer i en hel del læbepomader på markedet. Stoffer, du ikke ønsker at få ind i kroppen.
Forbrugerrådet Tænk Kemi har lavet en laboratorieundersøgelse, der viser, at 14 ud af 20 testede læbepomader indeholder mineralske olier, som kan være problematiske.
Hvis du bruger læbepomade dagligt, “spiser” du cirka fire læbepomader om året, vurderer EUs videnskabelige komité. Derfor er det værd at lægge mærke til eventuelt problematiske stoffer i din læbepomade.
Mineralsk olie består af mange forskellige stoffer og kan opdeles i de to hovedfraktioner MOAH og MOSH.
MOAH kan potentielt indeholde stoffer, som kan være kræftfremkaldende, og visse stoffer i MOSH kan ophobe sig i kroppen, blandt andet i milten og leveren.
Det er ikke bevist, at ophobningen af MOSH i kroppen er sundhedsskadeligt, men den europæiske fødevareautoritet, EFSA, mener, at den samlede mængde MOSH og MOAH, som vi udsættes for, er en potentiel sundhedsmæssig bekymring.
På DTU Fødevareinstituttet bekymrer man sig også for effekterne af de mineralske olier.
Seniorrådgiver Pelle Thonning Olesen bekræfter, at MOSH og MOAH kan være problematiske, selv om der mangler forskning på området.
– Nogle stoffer fra MOSH-fraktionen kan ophobe sig i dele af kroppen, og i dyreforsøg er der set en sammenhæng mellem denne ophobning og inflammation i leveren, siger han til jp.dk
I brancheforeningen SPT er man uenig.
– Det er gentagne gange i flere forskellige videnskabelige studier blevet slået fast, at mineralske olier i kosmetik ikke er sundhedsskadelige. Senest har de tyske miljømyndigheder i maj 2015 vist, at mineralske olier i kosmetik, herunder læbepomader, ikke udgør nogen risiko for forbrugerne, siger Gurpreet Kaur Rehal, civilingeniør i kemi fra brancheforeningen SPT.
Sagen kort
Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi
Forrige artikelFjern dit rod – det giver energi!
Næste artikelPappardelle med porre, ricotta og bacon