To ud af tre blodtrykpatienter, der er i behandling, har stadig for højt blodtryk. Halvdelen af alle blodtrykspatienter dropper ud af behandlingen inden et år, viser tal fra WHO.
To ud af tre patienter, der får behandling for højt blodtryk, når ikke deres behandlingsmål, viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Amtssygehuset i Glostrup. Dermed risikerer de alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, først og fremmest hjerneblødning og blodprop, men også alvorlige hjerte- og kredsløbssygdomme. »Kun mellem 30 og 50 procent når i mål med behandlingen, og det er ærgerligt, for vi ved, at langt de fleste ville kunne behandles tilfredsstillende,« siger overlæge Hans Ibsen, Medicinsk afdeling på Amtssygehuset i Glostrup.
I forvejen er det kun ca. halvdelen af de danskere, der har fået konstateret for højt blodtryk, der bliver behandlet.
»Det skyldes bl.a., at folk dropper ud af behandlingen eller slet ikke ønsker behandling. Så der er bestemt et stort lægefagligt pædagogisk arbejde at gøre for at få flere til at blive i behandling,« siger Hans Ibsen.
Ifølge WHO dropper halvdelen af alle blodtrykspatienter, der er sat i behandling, ud i løbet af det første år.
Kræver en del medicinEt af problemerne er, at behandling af for højt blodtryk ofte kræver en kombination af forskellige medikamenter for at nå den ønskede virkning, og det afskrækker ifølge Hans Ibsen en del patienter.
»Men efterhånden er der kommet flere udmærkede kombinationsbehandlinger, hvor man kan nøjes med at tage en enkelt tablet. Samtidig er der kun små eller ingen bivirkninger,« siger han.
Danmarks Apotekerforening har iværksat en undersøgelse blandt 1.400 blodtrykspatienter for at finde ud af, hvorfor så mange enten dropper ud af behandlingen eller ikke opnår det ønskede resultat: »De foreløbige resultater viser, at især bivirkninger ved medicinen er en vigtig årsag til, at folk enten tager mindre end aftalt eller måske helt dropper behandlingen i perioder,« siger Lotte Fonnesbech.
Mens man som regel ikke kan mærke et højt blodtryk, så kan behandlingen nemlig give gener i form af træthed, vand i benene og svimmelhed. Op mod halvdelen af patienterne har desuden svært ved at huske at tage medicinen, mens andre bevidst selv sætter doseringen ned eller dropper medicinen f.eks. i weekenden, fordi de »ikke bryder sig om at tage så mange piller«, forklarer Lotte Fonnesbech.
Endelig kan problemet være, at folk misforstår behandlingen og tror, der kun er tale om en kur, hvor de skal tage medicinen i et stykke tid, og så er problemet løst.
»Men hvis man har for højt blodtryk, er der som hovedregel tale om en livslang behandling. Når man holder op med medicinen, stiger blodtrykket igen, og så er man lige vidt.« siger Lotte Fonnesbech.
Kilde: Berlingske Tidende
Forrige artikelPollenallergikere kan få krydsreaktioner
Næste artikelLæger lokkes til ligegyldige forsøg