Liv

Paw Henriksen :”Jeg fornægtede min sygdom”

28. december 2015

Nytårsdag for ni år siden røg skuespilleren Paw Henriksen på skadestuen i New York med mavesmerter og blødning fra tarmen. Nogle måneder senere fik han konstateret Colitis Ulcerosa, og i dag lever han okay med eftervirkningerne, selv om han godt kan være bekymret for fremtiden.

Vi lærte Paw Henriksen at kende i 2006, da han medvirkede i tv-serien ”Anna Pihl” på TV 2, som hovedfigurens sympatiske betjent-kollega. Kort tid efter begyndte Paws private helvede, da han fik konstateret Colitis, en betændelsestilstand i endetarmen og nederste del af tyktarmen.

– Jeg havde blod i afføringen, men det var oven på en stresset periode med jul, fed mad og meget arbejde med både tv-optagelser og teater, så jeg tænkte, det måske var en reaktion på alt det. Jeg fejrede nytår hos nogle venner i New York, men mine mavesmerter blev for voldsomme, så jeg tog på hospitalet og sad der hele nytårsdag.

Da han omsider blev tilset af en læge, fik han at vide, at lægen ikke kunne se noget, og Paw blev opfordret til at søge egen læge, når han kom tilbage til Danmark.

– Det var okay, han ikke kunne hjælpe, men han kunne have ladet være med at udskrive medicin til 900 kroner, som jeg heldigvis aldrig hentede. For jeg var forbi min grandfætter og hans kone i Boston, hun er sygeplejerske og sagde, medicinen ville give mig diarré, og det var ikke lige, hvad jeg havde brug for, siger Paw Henriksen.

Hans symptomer kom og gik, og han troede, det bare var noget, han måtte døje med ind i mellem.

– Jeg tænkte: ”Jeg er sgu ikke syg. Om ikke andet kan jeg træne det væk.”

Prøvede at rende fra sygdommen

Paw er passioneret cykelrytter, og han boksetræner også ind i mellem. Desuden var han kun 31 år, og han siger selv, han var inde i en mærkelig fornægtelse af, at han skulle være syg. Men selv om han prøvede akupunktur for sine smerter, kosttilskud, Body SDS, homøopati og livsstilsomlægninger, var der ikke noget, der hjalp. Et år efter sit besøg på hospitalet i New York, brød sygdommen for alvor ud.

– Jeg fik en masse medicin, Prednisolonkur i tre måneder, Remicade i drop, indsprøjtninger med Humira og kortisonkure, men intet af det hjalp, og til sidste sagde jeg: ”Så må jeg sgu tage den operation.”

Paw Henriksens skuespilkarriere var netop kommet rigtigt i gang, så det var svært at måtte melde fra på opgaverne.

– Det var virkelig tungt, også i forhold til arbejdet. Jeg kunne ikke komme med en ordentlig udmelding om, hvorvidt jeg kunne spille eller ej, men til sidst måtte jeg melde fra. Jeg øvede til et stykke på Det Kgl. Teater, hvor jeg skulle være på scenen i tre timer, og det kunne ikke lade sig gøre. Det var uudholdeligt, og det var bare at udsætte det uundgåelige. Så til sidst sagde jeg, at nu måtte de skære mig op.

Tæt på at dø

Paw Henriksen havde en betændelsestilstand i et lille stykke af endetarmen, men det var svært at klippe og skære i for lægerne, for der havde dannet sig arvæv, og området var helt hårdt. Men operationerne blev gennemført i 2010, og han lå på hospitalet hele sommeren. Ved den første operation fik han fjernet tyktarmen og fik en stomi.

Han skulle derefter have ventet tre måneder på den næste operation, men fordi der slet ikke var problemer efter første operation, fremskyndede man operationen, og gik ind og lavede en såkaldt J-Pouch, som fungerer som erstatning for tyktarmen. Nu skulle Paw bare afvente, at der kom ro på og være sikker på, J-Pouchen virkede. Derefter skulle han have haft fjernet stomien, men der opstod problemer efter tredje operation, hvor stomien skulle tilbagelægges. Der gik hul i den indlagte J-Pouch.

– Jeg fik betændelse i bughulen, og var tæt på at dø. Lægerne åbnede mig akut, og jeg vågnede med to stomier.

– Det positive ved at have stomi er, at der ikke er nogen smerter. Det negative for mig var, at de sad så tæt, så de skulle skæres til for at kunne sidde oven i hinanden, så det var tit, der gik hul på dem. Det var ret så kompliceret, der var ikke en eneste dag, hvor det fungerede. Jeg var bange for, at det løb, mit tøj blev ødelagt, og jeg blev rigtig syg.

En hverdag med smerter

Paw fik vand i kroppen og lungerne, tabte sig 16 kilo og lå på hospitalet, hvor han fik antibiotikakur, og resten af sommeren skulle han have daglig tilførsel af saltvand og base. Han fordrev tiden med at se fodbold og Tour de France, og efter udskrivelsen flyttede han en overgang hjem til sine forældre, for han kunne ikke gå op til sin lejlighed på 3. sal.

Siden har Paw kæmpet med daglige smerter, som han siger, man vænner sig til, og han tager bl.a. HUSK-fibre hver dag i en variation med orangesmag, som han køber i USA og får hjem, når han kender nogen, som skal derover.

– Jeg prøver at få hverdagen til at blive så normal som muligt. Jeg har ikke længere stomi, og nu er der ikke noget arbejde, jeg ikke kan tage, jeg skal bare tage mine forholdsregler, siger Paw og tilføjer, at han sover dårligt.

– Men i forhold til, at jeg var tæt på at dø, går det jo nok. Der er nogle ting, som ikke betyder så meget mere, ikke dermed sagt, jeg ikke stadig kan hidse mig op, men det er ikke så tit mere, og det går hurtigere over.

Hans tarm var blevet utæt, og mavesyre var løbet ud. Den kan ætse de indre organer, men den havde heldigvis ikke nået at sprede sig, så på trods af det voldsomme forløb, føler Paw sig alligevel heldig.

Paw fik at vide, han skulle spise så mange hurtige kulhydrater som muligt, men i begyndelsen kunne han slet ikke få noget ned. Og da han endelig begyndte at spise, indtog han enorme mængder mad og væske, men fordi øverste stomi sad så højt, blev maden ikke bearbejdet, inden den kom ud igen. Han blev dehydreret, fordi han konstant var tørstig og drak meget, men det løb lige igennem, og alle salte og mineraler blev skyllet ud. Han fik hovedpine og krampe i hænder og fødder og blev stiv i blikket, så han måtte ofte køre på hospitalet – igen for at få salt og base.

Et travlt år

Paw Henriksen har haft et travlt år, der begyndte med en genopsætning af stykket ”Gorilla” på Aarhus Teater med efterfølgende turné rundt i landet. Så har han været med på optagelser til filmen ”Der kommer en dag,” som handler om børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland, hvor vold, medicinering med psykofarmaka og andre overgreb var en del af den pædagogiske metode fra 1945-1976 der og på 18 andre børnehjem.

Desuden har han vikarieret for kollegaen Robert Hansen i Græsted Revyen fra maj-september, indspillet en anden film sammen med bl.a. Lars Ranthe, Sofie Gråbøl og Ellen Hillingsø og flyttet fra sin lejlighed over i en større sammen med kæresten, Frederikke.

– Der har heldigvis været et rimeligt flow de seneste par år, siger Paw, der ved siden af skuespilarbejdet også har medvirket i bokseopvisningskampe og i et projekt for Københavns Kommune på skoler, hvor han har kørt boksetræningsforløb.

I april var han på Mallorca sammen med en gruppe færdigbehandlede cancerpatienter i samarbejde med vennen og cykelrytteren Brian Holm og hans forening La Flamme Rouge samt cykelbutikken Soigneur.

– Jeg er glad og stolt over at være med i arbejdet for en forening med så stor gennemsigtighed. Ingen af de penge, som kommer ind, går til fine middage eller den slags. Og jeg beundrer Brians dedikation til projektet.

Paw siger, han godt kan få sine cykelture ødelagt, fordi det enten gør ondt at sidde i sadlen, eller fordi han tit skal på toilettet.

– Men selv om jeg bander det hele langt væk, skal jeg huske at tænke på, at jeg er glad for, jeg overhovedet kan sidde på en cykel.

Ind i mellem trænger bekymringer om fremtiden sig på.

– Jeg ved jo ikke, hvordan min krop vil reagere, når jeg bliver ældre. Der er jo trods alt blevet lavet et indgreb, og jeg har ikke lyst til at få en stomi igen.

Kort om Paw

Født den 3. april 1975, vokset op i Greve syd for København.

Har en storebror, der hedder Ralf.

Boksede 30 kampe indtil han som 19-årig søgte ind på teaterskolen.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 2000.

Medvirket i 19 spillefilm, bl.a. ”Brødre,” ”Anklaget,” ”Karlas Kabale” og ”Familien Jul” samt tv-serier som ”Krøniken” og ”Anna Pihl” udover diverse teaterstykker.

Ambassadør for Colitis-Crohn Foreningen, Børnehjælpsdagen og La Flamme Rouge.

 

Paw Henriksens operation

I de tilfælde, hvor sygdommen er af svær grad og har angrebet en større del af tyktarmen – og hvor patienten ikke reagerer på medicinsk behandling – er operation nødvendig. Ved operation fjernes hele tyktarmen, og i de fleste tilfælde tillige endetarmen.

Tyndtarmen kan syes ned til endetarmsåbningen, idet der samtidig – af det nederste stykke tyndtarm – laves et reservoir (pouch). Afføringen samles i dette reservoir og kommer ud den normale vej, men er hyppigere (6-8 gange i døgnet) og tyndere end normalt.

Ofte er det nødvendigt at dele denne operation op i to eller tre deloperationer, sådan at tyktarmen fjernes i første omgang, og tyndtarmen føres ud gennem bugvæggen (ileostomi) for en periode (ca. 3-4 måneder). Herefter laves så en reservoir-operation. Reservoiret må oftest beskyttes mod afføring den første tid efter operationen ved, at tyndtarmen oven for indgangen til reservoiret føres ud som en stomi. Denne stomi lukkes så efter yderligere to-tre måneder ved en mindre operation.

(Kilde: Colitis-Crohn Foreningen)

 

Forrige artikelBob Dylan i den medicinske forskning

Næste artikelHvad kalder du en mælkebøtte?

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.