Et nyt studie viser, at en penicillinkur kan gøre dig ekstra modtagelig for salmonella og cambylobacter op til et år efter behandlingen.
Penicillin opfattes af mange som et lidt uskyldigt og meget effektivt vidundermiddel. I Asien kan man købe penicillin uden recept i den lokale 7-Eleven, og selvom der er en del mere kontrol med antibiotika herhjemme, er det stadig et eftertragtet middel. Forældre med feberramte børn håber ofte på, at det kan slås ned med penicillin, og hvis du selv har haft høj feber i et par døgn, kan det virke lokkende med antibiotika.
Det virker effektivt og hurtigt, og produktet har tilmed en aura af noget naturligt over sig – modsat anden medicin af ubestemmelige kemiske sammensætninger.
Men det skal bestemt benyttes med omtanke. Der har været en del fokus på risikoen for dannelsen af multiresistente bakterier, men den enkelte kan også have helbredsfordele i at tøve med penicillinen.
Penicillinen skaber uorden i tarmfloraen, og da en meget stor del af immunforsvaret sidder i tarmen, medfører det en svækkelse, der kan vare ved et helt år efter. Det gør dig mere modtagelig for alvorlige infektioner af multiresistente bakterier som salmonella og cambylobacter.
– Resultaterne understreger endnu engang, hvor afgørende vigtig mådeholden brug af antibiotika er, for hvis forbruget af visse typer antibiotika til mennesker stiger, vil antallet af infektioner med antibiotikaresistente salmonella og campylobacter sandsynligvis også stige, siger den hollandske ph.d.-studerende Maike Koningstein til dr.dk. Hun står bag studiet, der er udført i et samarbejde mellem DTU Fødevareinstituttet og Statens Seruminstitut.
Selvom Maike Koningstein understreger, at visse betændelsestilstande fortsat bedst behandles med antibiotika, håber hun, at lægen bestræber sig på at ordinere en smalspektret en af slagsen.
– Jeg vil anbefale, at man gennemfører en test på patienten for at identificere præcist, hvilken bakterie-infektion, der er tale om, og den type antibiotika, der kan bekæmpe den, inden man går i gang med behandlingen. Hvis man identificere bakterie-typen, kan man ordinere en mere smalspektret antibiotika, og det vil forårsage en mindre skade på tarmfloraen, siger Maike Koningstein.
Kilde: dr.dk