Perikon og andre naturlægemidler

Hvilke naturlægemidler må man (ikke) tage sammen med perikon? 

Der er mange advarsler om, at man skal være varsom med at tage perikon sammen med andre medikamenter pga. fare for såkaldte interaktioner (mere specifikt at man ikke må tage perikon sammen med medicin eller naturlægemidler, der metaboliseres af en bestemt type enzym). Men hvor er det klart angivet, hvilken receptpligtig medicin man ikke skal kombinere perikon med? Jeg har ikke kunnet finde nogen tilsvarende oversigt for naturlægemidler og kosttilskud.  

Så mit spørgsmål er, hvilke naturlægemidler og kosttilskud man skal være varsom med at tage sammen med perikon?

Må man fx tage perikon sammen med melatonin? (Jeg kan se, at perikon binder til melatoninreceptorer – medfører det så øget risiko for interaktion med melatonin?)

Og hvad med andre naturlægemidler og kosttilskud, der ofte gives mod depression og angst, såsom magnesium, d-vitamin, zink, EPA og adaptogener? 

Og et sidste spørgsmål: Ved man, om perikon er sikkert at tage over lang tid? 

På forhånd mange tak for hjælpen. 
Thomas 

 


 

Du har ret i, at det primært er interaktionen med medicin, som er velbeskrevet. Der findes ikke ret meget litteratur på interaktionen med andre urter eller tilskud.  

Generelt er perikon fantastisk til at fremme visse afgiftningsenzymer i leveren. Særligt det der hedder CYP3A4. Helt lavpraktisk betyder det, at omsætningen og afgiftningen af stoffer via dette enzym foregår hurtigere end normalt. Derfor vil langt de fleste reaktioner indebære en korterevarende virkning, da de bliver udskilt i et højt tempo. Det gælder både for visse typer af blodfortyndende-, hjerterytme- og kræftmedicin samt p-piller. Min umiddelbare formodning er, at dette ligeledes er gældende for urter, som nedbrydes af det samme enzym. Der er ikke direkte kontraindikationer på at bruge andre urter sammen med perikon.  

En af effekterne ved perikon er, at det ude i nerveenderne sænker genoptagelsen af neurotransmittere såsom serotonin, dopamin og noradrenalin. Disse stoffer virker derfor længere tid i hjernen, hvorved  effekten på humøret fremkommer. En af bivirkningerne er øget risiko for serotonergt syndrom, hvor der kommer for meget serotonin i systemet. Derfor bør perikon heller ikke tages sammen med antidepressiv medicin.  

Denne information er ligeledes vigtig ift. hvilke øvrige tilskud, som kan tages sammen med perikon. Det anbefales ikke at tage tilskud, som yderligere øger serotonin. Det er tilskud såsom 5 HTP, L-tryptofan, SAMe etc. Inde i kroppen omdannes serotonin til melatonin, og derfor bidrager perikon til øget melatoninproduktion, hvorfor jeg ikke umiddelbart vil give det som tilskud ved siden af.  

Øvrige tilskud såsom vitaminer, mineraler og fedtsyrer kan fint kombineres med perikon.  

Perikon er generelt sikkert at tage over en længere periode, men det er vigtigt at trappe langsomt ud og ikke bare stoppe fra den ene dag til den anden. Generelt har urten ret få og milde bivirkninger 

Mvh Maria Langbak 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*