Indtil for fem år siden havde Pernille Aalund en direktørstilling hos Aller Media, en villa i Gentofte og levede på mange måder godt. Men hun kunne mærke, at det var tid til at gøre noget nyt, hvis livet skulle blive ved med at føles meningsfuldt. Derfor så hun frygten for det ukendte i øjnene og rykkede rødderne op.

Som menneske kan vi langsomt visne, hvis ikke vi husker at nære og pleje både krop og sjæl igennem hele livet. Men det kan være svært, fordi dagene nogle gange bare driver forbi. Uger bliver til år. År til årtier. Og til sidst har vi slået så dybe rødder i en kendt hverdag, at det er skræmmende at rykke sig op med rode. Men det er nogle gange netop det, der skal til, hvis vi skal blomstre igen, mener Pernille Aalund.

I mange år var hun direktør i Aller Media, hvor hun stod tidligt op, kom sent hjem, gik til en masse events, iførte sig pænt tøj og høje sko og var en del af mediebranchens top. En tid, hun mindes med stor glæde og taknemlighed. På trods af de varme følelser sagde hun farvel til det hele for en håndfuld år siden, da der skulle omstruktureres hos Aller. I dag lever Pernille Aalund et andet liv.

Læs også: Kræftsygeplejerske vejleder i alternativ medicin

Ærlig omkring Aspergers

Egentlig kunne hun sagtens have fået en anden høj stilling i huset – ja, hun kunne vel egentlig have fået job de fleste steder – men hun valgte i stedet, at se det som en mulighed for at gøre noget helt andet, og være ærlig overfor sig selv om, hvad hun havde brug for fremadrettet.

Ærligheden har altid fulgt Pernille, både i sin relation til sig selv og andre, hvilket kan hænge sammen med, at hun har Aspergers. Noget hun først fandt ud af som voksen, men som har hjulpet hende meget i forhold til at forstå sig selv og tilgive sig selv for sine mangler.

Hun besluttede i 2012 at fortælle verden om sin diagnose, hvilket også har givet hende mulighed for at møde andre som hende. Nu var det igen tid til at bruge sætte ærligheden i spil og finde nye veje, hvis hun skulle gro som menneske.

Slugte sin frygt

– Det giver angst og savn at gøre noget nyt. Men det betyder ikke, at det ikke er det rigtige for os, og vi er nødt til at se ud over den frygt, hvis vi vil udvikle os. Det synes jeg egentlig, vi har en forpligtelse til, siger Pernille.

Så hun slugte sin frygt, vinkede farvel til villaen, sagde adieu til arbejdet og slog sig ned i den lille landsby Ledøje, hvor stilletterne sjældent bliver luftet, og vejene bliver befærdet af heste og ikke hektisk trafik.

Læs også: Få ro i krop og sjæl

Skal fordybe sig bøger de næste 10 år

Pernilles landlige oase ligger kun cirka en halv times kørsel fra Rådhuspladsen i København. Hele byen er som indhyllet i en ro, der fordrer dybe tanker, eftertænksomhed og et langsomt tempo. Alt sammen noget, der harmonerer med Pernilles plan for netop denne fase i hendes liv.

– De næste ti år skal jeg fordybe mig. Læse bøger, høre musik og fokusere på den åndelige verden, fordi det er det, der giver mening for mig nu, siger hun.

Og stakken af litteratur, der bare venter på at blive gransket tårner sig da også op i Pernilles stue. Begge bogreoler er fyldt, og en del af gulvet er blevet inddraget til de mange romaner og fagbøger. En udvalgt stak har fået en æresplads på sofabordet. Det er de værker, hun enten er i gang med eller skal til at begynde på. Ved siden af dem flyder et arsenal af aviser. For selvom Pernille på mange måder har trukket stikket og formået på nogle måder at gøre det umulige, nemlig at rejse tilbage i tiden, vil hun også gerne holdes opdateret på, hvad der sker i nu’et.

Derfor starter hun også gerne dagen med at høre radio og læse aviser. Det er en del af hendes ritualer, som er blevet meget vigtige for hende. Når formiddagen er overstået i roligt tempo, går hun en tur, og så er det hjem i en af husets mange sofaer eller store lænestole, hvor hun bruger eftermiddagen på at læse.

Læs også: Skønhed kommer faktisk indefra

På vej ud over kanten

For Pernille er kunst og litteratur en måde at modtage informationer. Hun ser det ikke som noget ophævet, og anser heller ikke sig selv som særligt distingveret, fordi hun har valgt at dedikere en stor del af sin tid på bøger. Hvad hun derimod ser, er et behov for den grundighed som længere tekster kan give.

– Der er ikke plads til særlig meget fordybelse på sociale medier, som i høj grad er der, mange henter informationer fra i dag. Jeg tror på, at der er noget sundt ved langsommeligheden i at bladre. Det giver også nogle andre følelser og kan rykke noget i os, siger hun.

Hun oplever i høj grad, at vi i dag er præget af en stresskultur, hvor vi glemmer at mærke os selv og ikke er i kontrol over vores følelser, fordi vi bruger så meget krudt på, hvad andre tænker og lade det diktere vores liv. Netop det, kan de hurtige medier som Instagram være med til at bestyrke. Hun føler aldrig selv, at hun har tillagt andre menneskers meninger stor værdi, og på nogle måder har hun formået at finde sin egen vej gennem det hamsterhjul, vi alle er mere eller mindre presset ind i.

Tag et aktivt valg om livet

På trods af det, kan hun godt mærke den stemning, der er i samfundet, hvor vi skal leve op til en masse krav, og travlheden som vi lader spise bidder af vores tid, så vi ikke kan finde plads til det, der faktisk er vigtigt. Dét, som bøger kan være med til at åbne vores øjne for.

Som hun ser det, er litteraturen nemlig et udpluk af verdenshistorien, som har formet den verden, vi befinder os i, i dag, og som vi skal huske, hvis vi vil forstå, hvorfor tingene ser ud, som de gør. Det samme gælder vores egen historie. Hvor kommer vi egentlig fra? Hvorfor er vi, som vi er? Hvorfor har vi de ideer, tanker og følelser om os selv og andre, som vi har? Når vi glemmer at have øje for det – når vi glemmer historien – så ser hun, at vi påfører os selv stor sorg.

– Når vi mister vores værdier, og i stedet gør en masse ting, fordi vi tror, vi skal, og fordi vi tror, det er vigtigt, så får vi alverdens diagnoser og begynder at dæmpe vores følelser med materialisme og dulmende midler som smøger og alkohol. Men det virker ikke. Det fører os bare længere ud over kanten, siger hun.

Derfor er vi nødt til at stoppe op. Vi er nødt til aktivt at tage et valg om, hvordan vores liv skal være, og hvor det skal bevæge sig hen. Det er ikke altid nemt, men det er nødvendigt. Det var i hvert fald nødvendigt for Pernille.

Læs også:  Usikkerhed: Kend dig selv og dine følelser – eller find et nyt jeg

Du får det liv, du lever

Hun savner stadigvæk villaen i Gentofte nogle gange. Især i den første tid, efter hun havde låst hoveddøren bag sig for sidste gang, var savnet stort. Men som hun forklarer, er savn ikke en farlig følelse. Det er derimod en indikation af, at der er dele af det liv, man lægger bag sig, som var godt. Som skabte glæde. Var fyldt af kærlighed. Gav mening. Sådan skal det faktisk helst være, når man lukker et kapitel. Hvis ikke man savner, ser Pernille det som et udtryk for, at man har ladt kapitlet vare for længe. I stedet for at sætte sidste punktum, mens bogen var en kærlighedsroman, har man siddet passivt til og ladet det udvikle sig til en tragisk historie med ærgrelse, fortrydelse og spildt tid.

Og den eneste, der har magten til at skrive din biografi, er dig selv.

– Du har ansvaret for dig selv. Du kan aldrig lægge det over på andre, og du får det liv, du lever, siger hun.

Det kan lyde så banalt og trivielt, at det næsten gør ondt, fordi det er så simpelt. Du får det liv, du lever. Hvis du hver dag står op, tager en arbejdsuniform på, som du ikke bryder dig om, bruger otte timer på et arbejde, du ikke kan lide, for at komme hjem til en partner, du ikke har noget at sige til eller føler noget for, så er det også det, der bliver summen af din rejse på kloden. Men du kan vælge at gøre noget andet. Du kan vælge at brænde uniformen, sige jobbet op, tage afsked med kæresten og starte på ny.

Kend din grundangst

Når mange ikke gør det, handler det ifølge Pernille om angst. Den angst, hun også selv mærkede snerten af, da hun begyndte forfra for fem år siden. Men som hun forklarer, er vi nødt til at forstå, hvor den angst stammer fra. For urmennesket var det en vigtig del af det at overleve at følge nogle faste mønstre. Det, at skulle gøre noget nyt, var forbundet med reelle farer, og derfor gjorde de det sjældent. Angsten stoppede dem.

Den grundangst for ukendt land ligger stadig i os, og det kan gøre os handlingslammede. Det er altså på sin vis et levn fra fortiden, som har haft en berettigelse en gang, men som ikke stemmer overens med verden i dag. Det er klart, at der er situationer, hvor angsten beskytter os. Men langt hen ad vejen tror Pernille på, at vi skal give følelsen mindre vægt og i stedet for at lytte til den, så se den for, hvad den er. Ubegrundet.

Læs også: Angrib din angst og depression gennem maven

På opdagelsesrejse i livet

Pernille har taget hul på et nyt kapitel i sit liv. Hvad overskriften på det bliver, er endnu uskrevet. Indholdet står dog allerede nu ret klart. Hun læser. Hun går ture. Hun lader sine tanker flyde frit og ser med åbne og nysgerrige øjne på verden omkring sig. Hvad der er sket. Hvad der sker. Hvad der kommer til at ske. Hun hylder ritualerne og det simple liv med fokus på kvalitet, selvomsorg, kærlighed, kultur og natur, mens hun lader støjen suse forbi sig uden at lade den slå rod i sig.

Ikke en overflod af penge

Det er et meget andet liv end det, hun levede indtil for få år siden. Som direktør havde hun ansvaret for mange magasiner og mennesker, styrede budgetter og levede efter deadlines. Hun stod tidligt op, kom sent hjem, og søvn var noget, hun fik, hvis der var tid til det. I dag får hun sin søvn, står op, når det passer hende, og lader sin lyst diktere, hvad dagen skal bringe. Hun havde det godt i mediekarrusellen og blomstrede op til at blive et ledende navn i branchen. Noget, hun er stolt af at have opnået, og da hun sagde farvel, var det et aktivt tilvalg af et nyt liv, mere end det var et fravalg af det gamle.

Det betød også, at hun skulle se på sine vaner. For når hun kun vil beskæftige sig med emner, der fylder og beriger hende, er der heller ikke den overflod af penge, som der var en gang. Så hun genbruger, spiser simpelt, bor billigt og når der skal lidt ekstra krydderi på tilværelsen, er det en velovervejet beslutning. Men for hende, er det hun får, mere værd end det, hun giver afkald på. Hun fortryder dog ikke, at hun ikke tog beslutningen om at forlade mediebranchen tidligere.

Livet er et eventyr

Som hun ser det, er hun nemlig alt, hvad hun er i dag i kraft af, hvad hun har været igennem, og hvor hun gerne vil hen. Og hvem ved – hvis ikke hendes kalender havde været så pakket i en årrække, hvor hun fik lov til at udleve alle sine faglige ambitioner, er det ikke sikkert, hun havde siddet i et hus i en landsby, med en mand hun elsker og brugt sine dage på at læse, mens fuglene synger på livet løs lige udenfor hendes vindue.

– Lykke opstår, når livet giver mening, og man er løbende nødt til at stille sig selv de svære spørgsmål, for at finde ud af, om det gør det. Lige nu, giver bøger, natur og ro mening for mig. Men livet er et eventyr, og jeg vil blive ved med at gå på opdagelsesrejse i, hvad der er meningsgivende på et givent tidspunkt, siger hun.