De økologiske frugtavlere må ikke bruge pesticider i produktionen. Men de kan ikke stille meget op, hvis pesticiddampe fra konventionelt landbrug regner ned over æble- og pæretræerne.
Det er senest blevet et stort problem for en økologisk frugtavler fra Lolland. Han har netop fået kasseret et parti øko-pærer hos GASA Nordgrønt, fordi en egenkontrol afslørede rester af prosulfocarb – et pesticid, som konventionelle landbrug bruger for at holde vintersæden ukrudtsfri i efteråret. Pærerne var plukket i oktober.
Prosulfocarb bliver brugt i store mængder i efterårsmånederne, og det giver store problemer for øko-frugtavlerne, fordi deres afgrøder netop bliver plukningsmodne, når koncentrationen af pesticidet er størst i atmosfæren.
Landbruget og kemiproducenten Syngenta iværksatte for to år siden en frivillig handlingsplan med nye sprøjteanvisninger. Handlingsplanen mødte allerede dengang protester fra Økologisk Landsforening, der ikke mente, at planen kunne løse problemet.
– Efter to dyrkningssæsoner med en frivillig handlingsplan, som tydeligvis ikke virker, er der nødt til at komme en politisk afklaring på det her. Hverken den økologiske danske frugtavl eller den danske erhvervsfrugtavl som helhed kan fungere under konstant overhængende fare for at hele eller dele af høsten må kasseres på grund af sprøjtning i en helt anden gren af landbruget. Det er ren russisk roulette med avlernes virksomheder, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.
Økologisk Landsforening efterlyser handling fra ministeren.
Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer valgte tilbage i 2013 at betale erstatning til avlere, som led tab på grund af prosulfocarb-forurening. Men det var ment som en engangsforestilling. Der er fortsat ingen afklaring på, hvor erstatningsansvaret for hverken det konkrete tilfælde på Lolland eller fremtidige tilfælde ligger. For en pesticidforurening i nedbøren behøver bestemt ikke at komme fra nabogrunden.
Såvel Økologisk Landsforening som deres tyske pendant, Bioland, ønsker Prosulfocarb forbudt.
Målinger fra 2013 og 2014 viste, at prosulfocarb-indholdet i dug og regn steg med mellem 7000 og 11000 pct i perioden september-oktober – altså netop i de måneder for frugten plukkes og pakkes.
Kilde: okologi.dk